Hands, A. R.: Charities and Social Aid in Greece and Rome. Ithaca, New York, Cornell University Press, 1968. 145 s. + noter og indices. 62 sh.

Ovenstående værk er en udgivelse i serien Aspects of Greek and Roman Life, som under redaktion af prof. H. H. Scullard søger at behandle emner indenfor Antikkens historie, der enten hidtil ikke er blevet behandlet, eller som savner en samlet behandling. Til dato er adskillige udmærkede værker af kendte forskere udkommet i serien, men det synes ikke at have været noget heldigt valg at lade den engelske klassiske filolog og lecturer ved Queen Mary College, London University, A. R. Hands debutere i dette selskab.

Jeg vil tro, at hovedårsagen til, at fremstillingen virker uklar og usammenhængende, er, at forf. tager sit udgangspunkt i det 19. århundredes England. I det indledende kapitel søger Hands at definere begrebet charity og gør sig klart, at det er et relativt begreb for dernæst at benytte Macnaghten's 3-deling (s. 14). Denne mente, at samfundet med sine sociale foranstaltninger først og fremmest burde sætte ind på 3 områder, nemlig fødevareforsyning, undervisning og lægehjælp. Disse områder gør forf. til sin disposition og overfører således en tankegang fra det 19. årh. til Oldtiden. Nu skal det ikke nægtes, at der på disse områder eksisterer behov, som vel kan siges at være alment menneskelige, og som sådanne også har eksisteret i Oldtiden, men det vil heller ikke kunne nægtes, at Hands dermed foretager en opdeling og indskrænkning, som var Oldtiden fremmed. Nærværende undersøgelse er således en gennemgang af områder, hvorpå stat og private i det 19. århundredes England mente, at man burde sætte ind for at afhjælpe social nød. Konsekvensen heraf bliver en række markante udeladelser. Det er i denne forbindelse betegnende, at det ikke lykkes forf. at finde entydige relevante græske og latinske termini for hverken social aid, charity eller senere for pity.

Hands fortsætter i kapitlerne I, 11, 111 og IV med at søge at afdække oldtidsmennesketsmotivation

mennesketsmotivationtil at give. I polemik mod bl. a. Bolkestein nægter han at antage pity som eneste grund. Dette er antagelig korrekt, men det kunne i denne forbindelse være belysende kort at se på det kildemateriale, som forf. har samlet, og på hvorledes han har benyttet det.

Forf. indleder med at postulere, at en virkelig skillelinje mellem romersk og græsk tankegang ikke har eksisteret (s. 15). Dette postulat holder næppe og i al fald er det tvivlsomt, om man - som forf. gør — kan hente sine argumenter for samme forhold f. eks. både hos Platon og Seneca - og endog gå begge veje. Hands' generelle kommentarer til kildematerialet er få. Dog gør han opmærksom på, at hans hovedkilder er filosofiske værker og overklasselitteratur. Denne erkendelse synes dog ikke at tynge forf., som adskillige steder benytter passager fra f. eks. Cicero's og Platons mere eller mindre hypotetiske idealstater til at bevise sammenhænge i Rom og Athen. Ligeledes må det formodes, at der har eksisteret en forskel mellem de antike filosoffers etiske krav til deres medmennesker og disse sidstes vandel i praksis (f. eks. ss. 49, 74, 87, 125). Hands har i slutningen af sit værk samlet et ellers vanskeligt tilgængeligt materiale. Det drejer sig om 81 græske og latinske kildesteder (især indskrifter). Dette materiale, der er oversat til engelsk med relevante termini angivet på græsk eller latin i parentes - en udmærket ting - henviser han desværre kun sjældent til, og det synes ikke at indtage den plads i fremstillingen, som det kunne fortjene (f. eks. henvises overhovedet ikke til 18 af disse 81).

I kapitel 111 søger forf. at finde frem til den egentlige motivering til at give, og hans konklusion afspejles i kapitlets overskrift: Giving for a return. Hermed bevæger Hands sig ind på et emne, som har optaget forskningen stærkt i de sidste 30 år, og som, via Clientela-teorien, har ført til en omvurdering af væsentlige perioder i Oldtiden, her specielt for Roms vedkommende. Man venter spændt, men forgæves. Hands forsøger intetsteds konsekvent at sætte gaven og return (begrebet qfficium synes at være forf. übekendt) ind i en politisk sammenhæng. Return er for forf. gæstevenskab, lån og ære (kap. IV), hvad det også var, men ikke folkets stemme i folkeforsamlingerne, hvad meget tyder på var det afgørende for giveren. Hands nærmer sig et enkelt sted en lignende tankegang, men afviser den ud fra den betragtning, at folkeforsamlingerne ikke mere fungerede. Da Hands dækker perioden fra o. Solon til ca. 250 ef. Kr. gælder dette dog kun for en meget begrænset del af det behandlede tidsafsnit. En udbygning af dette kapitel bestående i Hands' opfattelse af social aid sammenholdt med patronus/ cliens-forholdet ville utvivlsomt have givet værket en hårdt tiltrængt dynamik. Dels ville hele fremstillingen blive sat ind i en større sammenhæng, dels måtte clientela-systemets sociale aspekt nødvendigvis belyses. Hands ville da blive tvunget ud i en opgivelse af sit postulat om, at der ikke eksisterer nogen forskel mellem græsk og romersk tankegang på disse områder. En omtale af familiens funktion, der i det hele ganske overses, ville også med udbytte kunne føjes ind her.

Hands forsøger i kapitel V at afgrænse den gruppe mennesker, der modtog hjælp. Han postulerer, at den må være the poor, og her finder han på få linjer frem til den dækkende græske og latinske glose, demosjpopulus (s. 63). For det første udelukker han her slaverne, som kun nævnes en passant iøvrigt, og ikkeborgere.For det andet ligger der implicite i definitionen, at hjælpen på de områder,han

råder,hanhar sat sig for at skildre, altid var vertikal - eller sagt på en anden måde - de rige gav til de fattige. Hovedårsagen til denne fejltagelse ligger i hans udgangspunkt, Macnaghten's definition, nemlig at deter et udtryk for social aid at forsyne folket med korn (penge), undervisning og lægehjælp. Vort kildematerialehertil er spinkelt, men meget taler for at denne proces i lige høj grad var horisontal, de rige gav til de rige, og de fattige måtte hjælpe sig selv. Begge grupper indgår i begrebet demosjpopulus. Hvad angår de fattiges muligheder for at organisere sig for at skabe større social tryghed, er forf. tavs. Ganske vist nævner han flere steder begreber som clubs, societies, assemblies og associations, men deter ikke muligt at forstå disse vage betegnelser, uden at de tilsvarende latinske og græske gloser er anført. Dette udelades (f. eks. s. 50).

Efter endnu en gang at have diskuteret begrebet pity som motivering (kap. VI)
forkastes denne begrundelse igen - og efter min mening med rette. De få
eksempler herpå, der kan anføres, synes ikke at være repræsentative.

Derefter går Hands over til sin undersøgelses egentlige emne. I kapitel VII gives en fremstilling af fødevareforsyningen, herunder korn, olie og penge. I kapitel VIII fortsættes med undervisning, og kapitel IX omhandler sundhed og hygiejne. Hands er i disse kapitler helt traditionel. I kapitel IX nævnes et af de for mig at se få eksempler på social aid af moderne tilsnit i denne fremstilling. Invalider i Athen med en formue under 3 minae fik 2 obol om dagen, en foranstaltning som tilsyneladende blev indført af Solon. Der er her tale om en udvælgelse efter behov (s. 137).

Værket fattes en egentlig konklusion, men Hands' indstilling læses klart i de enkelte kapitler. Man kan ikke finde nogen form for social aid organiseret efter moderne princip og tankegang. De rige gav sjældent til de fattige, fordi de var fattige; det var fremmed for græsk/romersk tankegang. Man gav for at få noget ISen- Pttttttj fTJosTcn