Preussisches Urkundenbuch. Fünfter Band, 1. Lieferung (1352-1356). Herausgegeben im Auftrage der Historischen Kommission fur ost- und westpreussische Landesforschung von Dr. Klaus Conrad unter Mitarbeit von Archivdirektor Dr. Hans Koeppen. Marburg, N. G. Elwert Verlag, 1969. v + 281 s. 90 DM.

Med det nye bind af Preussisches Urkundenbuch har dr. Koeppen overladt ansvaret for den fortsatte udgivelse af brevstoffet fra Preussen, d. v. s. fra den tyske orden, til dr. Klaus Conrad, fordi han i løbet af 1960'erne har overtaget ledelsen af Staatliches Archivlager i Gottingen, som bl. a. netop rummer det evakuerede Konigsberg Staatsarchiv, hvis arkivområde først og fremmest var den gamle ordensstat.

Det må regnes blandt dr. Koeppens fortjenester, at han fik pustet nyt liv i Preussisches Urkundenbuch, der som mange andre tyske foretagender var blevet lammet i sidste fase af 2. verdenskrig. Bruddet skete midt i 3. bind, hvis 1. hefte nåede at udkomme i 1944, og det heledes ikke førend i 1950'eme. Et efterfølgende stort 4. bind (fra 1960) førte værket frem til og med 1351, det sidste år i højmesteren Heinrich Dusemers regeringstid. I begge disse bind fortsattestraditionen fra de to første to med udgivelse af de relevante tekster in extenso, men udgiveren varslede allerede på dette tidspunkt, at det fra og med bind 5 ville blive nødvendigt at ændre udgivelsesprincipperne under indtryk af den stærkt voksende stofmængde. Det er især brevene til belysning af ordensstatensindre forhold, der vokser i antal og betydning. Året 1352 omfatter f. eks. 114 nr. Heraf er 86 forleningsbreve, hvoraf 43 er udstedt af høj mesteren, 14 af forskellige kommendatorer og 10 af domkapitlet i Ermland. Da hovedmassenaf denne brevtype er affattet i et på et tidligt tidspunkt stivnet formelagtigtmiddelhøjtysk, og en række breve af lignende indhold allerede er aftrykt i bd. IV in extenso, således at de forskellige formeltyper i princippet er fuldt tilgængelige, besluttede man sig til - også med henblik på endnu større brevmasseri de følgende årtier - at gå over til regestformen, d. v. s. i den særlige

udformning, tyskerne kalder Vollregesten. Heri ligger, at regestens udformning nøje følger det gengivne brevs form og indhold uden at ændre på rækkefølgen af de enkelte dele, i modsætning til den korte overskriftagtige regest, Kopfregest, der indleder fuldstændigt aftrykte tekster. Dette hensyn til pladsbesparelsen øger ansvaret for den ledende udgiver, idet en regest af den første art skal dække indholdet på så fyldestgørende en måde, at intet væsentligt aspekt i det pågældendebrev går tabt. Yderligere indbygges alle mere usædvanlige formler og bestemmelser, samt udtryk, der ikke umiddelbart kan gengives i moderne tysk, endvidere stednavne, vidnelister og dateringer i regesten som direkte citater. - Dr. Koeppen har iøvrigt tidligere fremlagt resultaterne af sine overvejelser i artiklen »Das Preussische Urkundenbuch« i Der Archivar Bd. 17 (1964), s. 278-284.

1. Hefte dækker de første 4 år af højmesteren Winrich v. Kniprodes tid. Forarbejderne til bindet førte også til endelig bestemmelse af hans tiltrædelse i embedet til 1352 6. januar. Allerede 16. januar (nr. 4) udsteder han sit første forleningsbrev, nu kun kendt som afskrift i ordensfolian_terne. Foruden de mange originale eller afskriftmæssigt overleverede breve fra Konigsbergarkivet har man også udnyttet relevant stof i andre arkiver, f. eks. Zentralarchiv des deutschen Ordens i Wien, Vatikanarkivet, Liibeck Staatsarchiv m. fl. Man har lykkeligvis også optaget det stof, der i løbet af tiden omkr. 1864-1915 blev trykt i en række lokale »Urkundenbiicher«, ud fra den rigtige erkendelse, at som følge af 2. verdenskrig er dels de nævnte udgaver blevet meget vanskeligt tilgængelige, dels er en stor del af deres brevstof enten tilintetgjort eller forsvundet i løbet af krigens sidste år eller umiddelbart efter krigshandlingernes ophør. Frauenburgarkivet er et meget talende eksempel i denne forbindelse. Men krigens spor kan også følges ind i Danzig- og Liibeckarkiverne. Det usikre samarbejde med Polens arkiwæsen afspejler sig også derved, at nok har man kunnet få fotografiske optagelser stillet til rådighed, men en medarbejder fra Preussisches Urkundenbuch kunne ikke få indrejsetilladelse til besøg i de relevante arkiver. Trods alle vanskeligheder har man færdiggjort et stateligt bind på ialt 503 nr., hvoraf over 200 er hidtil utrykte eller kun i regestform kendte breve. Det fjernmål, man foreløbig sigter imod, er at nå frem til E. Weise, Die Staalsvertrage des deutschen Ordens (1938), som begynder med år 1398. Af hensyn hertil har man valgt at aftrykke alle rent udenrigspolitiske breve med fuld tekst. Endvidere medtages breve af særlig betydning for ordenslandets øvrige politiske og retslige historie samt breve, der vanskeligt kunne afkortes i regest, også med fuld tekst, i bind 5 ialt 8 nr.

Bindets videnskabelige apparat byder absolut fyldestgørende oplysning om overlevering, tidligere tryk og regester. Derudover gives der i rubrikken Erwåhnt så vidt muligt udtømmende henvisninger til den trykte historiske litteratur. Næsten alle de utrykte breve er mere eller mindre udførligt omtalt. Der er grund til at fremhæve, at med det nye bind er grundlaget for en vurdering af anvendelsen af det dengang utrykte materiale i K. Kasiskes arbejder: Siedlungstdtigkeit des Deutschen Ordens (1934), Deutsches Siedelwerk in Pommerellen (1938), Bevolkerungsgeschichte Pommerellens (1942) samt i H. og G. Mortensen, Besiedlung des nordostlichen Ostpreussens I (1937) nu er blevet væsentligt forøget.

I forordet nævnes, at kort efter Winrich v. Kniprodes død i 1382 bredte ryet

sig om ordenens blomstring i hans højmestertid, og at det holdt sig usvækket gennem århundrederne uden at blive anfægtet. Det nye bind skulle forhåbentlig kunne danne grundlag for en vurdering af, om rygtet talte sandt. - Dets første hefte giver gode løfter om, at alle forventninger i så henseende vil blive indfriet.