Øyvind Midbøe: Eilert Sundt og fantesaken. Oslo, Universitetsforlaget, 1968. 325 s. 38 n. kr.

Den norske præst og folkelivsforsker Eilert Sundt (1817-1875) hører til klassikerne i den sociologiske videnskab i Norden. Hans produktion var omfattende og drejede sig bl.a. Om Giftermaal i Norge, 1855 (for nylig udsendt i ny udgave) og Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge, 1857. Også i undersøgelserne om dødeligheden i Norge, om almueskolevæsenet i Christiania, om ædruelighedstilstanden i Norge fremlagde han oplysninger, der vakte opmærksomhed i samtiden. En grundig gennemgang af Sundts liv og indsats er givet af H. O. Christophersen i monografien Eilert Sundt. En diktér i kjensgjerninger, Oslo 1962.

Øyvind Midbøe har i denne afhandling, der er hans arbejde for den filosofiske licentiatgrad ved Oslo Universitet, koncentreret sig om Sundts indsats for fantesagen. Emnevalget er velbegrundet; lige fra Sundt i 1847 mødte de første tatere i Christiania tugthus, var han bestandig optaget af omstrejferproblemet - det var hans »Yndlings-Anliggende«. I 1850 udsendte han sin store Beretning om Fanteeller Landstrygerfolket i Norge, og den blev i løbet af de næste femten år efterfulgt af fire andre beretninger herom fra hans hånd.

Midbøes fremstilling bygger på omfattende kildestudier. Den er roligt afvejende uden panegyrik. Redegørelsen for samarbejdet mellem Sundt og Stortingets justitskomi te ved oprettelsen af fantefondet i 1854 og for Sundts arbejde for Kirkedepartementet synes velunderbygget og er spændende: i en liberalistisk tid bevilgede staten penge til at redde en foragtet folkelig minoritet af landstrygere.

Midbøe drøfter også Sundts teorier om fanternes sprog og afstamning. Ifølge Sundt skulle en del af dem være tatere (sigøjnere), indvandret i 1500tallet; andre var skøjeie, indvandret et århundrede senere, stammende fra forskellige europæiske lande; og endelig var der nordmænd, der af en eller anden grund var kommet på kant med samfundet og var blevet strejfere. Midbøe stiller sig skeptisk over for teoriernes holdbarhed, men på dette område er forfatteren ikke specialist — og giver sig heller ikke ud for at være det.