Werner Maser: Hitlers Mein Kampf. München, Bechtle Verlag, 1966. 345 s.

Denne bog er Lesefriichte som er faldet af efter Werner Masers i 1965 udgivne bog om NSDAP's tidligste historie, Die Friihgeschichte der NSDAP. Idegrundlaget for denne bog ligger så langt tilbage som Trevor Ropers tolkning af Hitlers program sidst i 50'erne (se herom HT 12. rk. 111, s. 129 ff). Forud er gået Gerhard Weinbergs offentliggørelse af manuskriptet til »Hitlers Zweites Buch« i 1961. Tanken om at eftervise idegrundlaget i Mein Kampf og dets betydning for den efterfølgende tid nøjere er naturligvis en fristende opgave, men kan næppe siges at være løst med Masers metode og materiale. Det er for billigt at gentage påstandene om de vestlige statsmænds forbryderiske uvidenhed om Hitlers planer, som de kunne læse ud af Mein Kampf, i 1966. Tankegangen bygger blandt andet på den nu ret alment accepterede påstand om, at Hitlers skrifter er en kilde til tolkning og forståelse af Hitlers politiske løbebane; men selv for den skarpsindige iagttager er detaileftervisningen gennem analyse af disse skrifter en mammutopgave, som i hvert fald efter min mening endnu ikke er løst tilfredsstillende. Min påstand gælder dels en egentlig kildekritisk analyse, der skal eftervise Hitlers afhængighed af en række tænkere og forfattere, dels min overbevisning om, at et teoretisk apparat, der kan benyttes til at forklare personen Hitler i dens samspil med den politiske og sociale omverden endnu fattes. Vi må her antageligt gå til modeller udviklet inden for den differentielle psykologi og benytte det efterhånden ret dækkende kildemateriale, som findes om Hitlers person, til at udfylde modellen. Netop fordi materialet er så betydeligt, kan Maser uden vanskelighed sammenstille en bog om Mein Kampf, men analysen er hverken original eller dybtgående, og set i det perspektiv, hvori opgaven bør ses, kan den ikke siges at være løst.

Bogen indeholder en redegørelse for nedskrivningsperioden i 1924—25, Mein Kampfs stil og opbygning og senere ændringer. I bogens andel del beskæftiger Maser sig med »aspekter og konsekvenser af Hitlers verdensanskuelse, kommenterede uddrag af Mein Kamp]«. I de kommenterende afsnit indgår en polemik mod Hitlers opfattelser f. eks. i jødespørgsmålet, hvilket i hvert fald i min videnskabelige tradition næppe forekommer særlig relevant.

Svaghederne i bogen træder også frem i dens første del, således afsnittet om »Litteraturkenntniss und Erfahrungen, das Arsenal des Autodidakten«. Her søges på en ret usystematisk måde udskilt et sæt oplysninger om Hitlers læsning i perioden op til 1924. Uden egentlig kildekritisk stillingtagen konkluderes s. 77, at Hitler op til 1924 havde læst mere end de fleste intellektuelle og akademikere på hans alder. Batteriet er i sandhed imponerende, klassiske forfattere, historiske værker, socialvidenskab, kunsthistorie, kulturhistorie m. v. Forsigtigvis tilføjer Maser i en fodnote efter kapitlet, at fordi Hitler havde denne omfattende baggrund er det ikke sikkert, at han var påvirket af denne litteratur. Det er en rimelig antagelse, at han ikke var påvirket af denne litteratur, simpelthen fordi han ikke kendte den, i hvert fald på første hånd. Kun en grundig analyse af hans personlighed, hans levnedsløb og de forskellige beretninger vil kunne give svaret mere entydigt. Svaret kan i hvert fald ikke gives ud fra en læsning af Mein Kampf, hvor vi kan koge tankeindholdet ned til et meget lille, men på sin vis effektivt sæt af opfattelser, der kunne udnyttes

Det eneste sted, hvor Maser mere direkte går ind på Hitlers påvirkning fra andre forfattere, er i forbindelse med Hitlers opfattelse af massepsykologien, hvor der henvises til Le Bon og McDougall. Dette forekommer rimeligt dels udfra en kildekritisk vurdering af oplysningerne om hans læsning af disse, dels udfra en analyse af Mein Kampf. Selv på dette punkt kræver det uendelig møje at påvise overensstemmelserne. Jeg har gennemløbet den tyske oversættelse af Le Bons Psychologie des joules fra 1912 og Mein Kampf fra ende til anden for at finde verbaloverensstemmelser. Der er så vidt jeg kan konstatere ingen, men betydelige overensstemmelser i tankesættet.

En utilgivelig kritisk fejl er det, at Hitlers forbillede, Richard Wagner, ikke gøres til genstand for en nøjere analyse. Det er måske det bedst dokumenterede faktum om Hitlers begrebsverden, at den var påvirket af Wagner. Forfatter efter forfatter går let hen over dette problem, for hvad var Wagner-temaet andet end romantisk drama? - Ingen har efter mit vidende gjort sig den ulejlighed at dykke ned i Wagners produktion, som vi har al god grund til at formode, at Hitler kendte til bunds. Af samme grund er det gået noget hen over hovedet på historikerne, at Wagner i vidt omfang var en politisk skribent.

Uden at have ført disse undersøgelser til ende er det min opfattelse, at vi kan henføre Hitlers tankeverden i det væsentlige til tre hjørnestene, Wagner, Le Bon og Ludendorff. Blandt geopolitikerne forekommer både MacKinder og Haushofer mig mindre sandsynlige, hvorimod Ratzels værker har visse fællestrækmed Hitlers tanker på disse områder. Både Le Bon og Ratzel forekommer mig at kunne være formidlet mundtligt til Hitler, dels gennem det propagandakursus,han gennemgik i Reichswehr (hvor Le Bon ikke forekommer på læselisten),dels gennem Rudolf Hess. Hvis vi benytter Wagners politiske verdensbillede,kan

billede,kanvi forstå Hitlers hårdnakkede påstand om, at han havde et fuldt udformet politisk verdensbillede, før han kom på propagandakursus i Reichswehr.Kontakterne med hæren kan have bragt Ludendorffs militærpoiitiske konception inden for hans rækkevidde. Under alle omstændigheder var Ludendorffhans medanklagede efter det mislykkede kup. Hvorfor støttede Ludendorffden politiske opkomling? Denne historiske undersøgelse mangler endnu. Maser har ikke været manden, der kunne løfte opgaven, men han har bidraget til dens løsning gennem det materiale, han har fremlagt i sit forudgående værk. Det havde ingen skade været, hvis han havde undladt at gøre os delagtige i sine Lesefriichte. T ta n