J. B. Kelly: Britain and the Persian Gulf 1795-1880. Oxford University Press 1968. ix+911 s. Ill. £ 10.10.0.

Indtil slutningen af det 18. årh. var Englands interesse i Den persiske Golf og de omliggende sheikdømmer meget begrænset. Men på dette tidspunkt bragte to begivenheder en væsentlig ændring. I 1798 kom en fransk styrke til gypten, omtrent samtidig trængte wahhabiterne fra det centrale Arabien ud til Golfen. Den franske ekspedition rejste for alvor spørgsmålet om sikringen af vejene til Indien, og wahhabiternes fremtrængen førte dels til et voksende sørøveri i Golfen og dels til, at også Muhammed Alis Ægypten søgte at skabe sig indflydelse i Golfen. Af disse grunde engagerede England sig derfor mere direkte i de politiske problemer omkring Golfen.

Forfatteren redegør omhyggeligt for disse problemer. Det drejer sig bl. a. om bekæmpelsen af sørøveriet, hvad der i 1853 førte til traktaten om fred på havet (The Trucial System) og bestræbelserne på at afgrænse Persiens indflydelse i Golfen, hvor navnlig de persiske angreb på Herat i det vestlige Afghanistan i 1837 førte til stærke engelske reaktioner. England førte også en lang kamp for at standse den arabiske slavehandel, og herunder blev adskillelsen af Muscat og Zanzibar et vigtigt mål, der blev opnået i 1862.

I hele denne periode arbejdede England så at sige alene i Golfen. De øvrige stormagter søgte ikke at gøre deres indflydelse gældende. Men i 1870'rne begyndte det tyrkiske rige en ekspansion i Golfen, og dette var den væsentligste baggrund af afslutningen i 1880 af traktaten med Bahrain, hvor sheiken forpligtede sig til ikke at afslutte traktater med andre lande uden engelsk accept. Ved denne første »eksklusive traktat« har forfatteren valgt at standse sin fremstilling. Golfproblemerne gled nu ind i en ny fase, hvor England måtte forsvare sine interesser over for andre stormagter.

Grundlæggende for den engelske politik i den skildrede periode var, at Golfen ikke i sig selv havde nogen større interesse, men klart var underordnet andre mål, navnlig sikringen af Indien. Derfor søgte England at blive indblandet så lidt som muligt i lokale anliggender. Fremstillingen viser imidlertid, hvorledes England gradvis bliver mere og mere inddraget i de lokale opgør.

Forfatterens uhyre omfattende redegørelse vil utvivlsomt gøre hans bog til et standardværk. Man har tydeligt fornemmelsen af, at akterne i Indienministeriet og udenrigsministeriet er blevet støvsuget for alt af interesse. Bogen er forsynet med to kortskitser, men det havde lettet brugen af den, om man her havde

været mindre karrig. Områdets politiske geografi er så kompliceret, at de flestelæsere
vil have brug for kartografisk vejledning. x, .