Peter Gelling & Hilda Ellis Davidson : The Chariot of the Sun and other Rites and Symbols of the Northern Bronze Age. London, J. M. Dent & Sons, 1969. x + 200. Ill. 55 sh. P. V. Glob : Helleristninger i Danmark. Jysk arkæologisk Selskabs skrifter, bind VII. København, 1969. 332 s. Ill. 185,00 kr.

Den nordiske bronzealders talrige helleristningsbilleder har siden forrige rhundredeværet for en levende forsker interesse. Af denne rige billedverden,kendt fra næsten hele det sydskandinaviske område, er mange fortolkningerblevet fremsat. Snart har man villet se ristningerne som magiske tegn, som udtryk for afværgemagi, snart har man i dem ment at finde gudeskikkelser, der lever videre helt ned i vikingetiden. Undertiden er de enkelte tegn blevet set i forbindelsemed dødekulten, til andre tider i forbindelse med den livsfremmende kult, hvis religiøse ceremonier skulle afspejle sig i billederne. En nyere tids forskninger

ningerimidlertid blevet sig bevidst, at en samlet tolkning af de mange motiver næppe er mulig: helleristningerne må opfattes som de ganske vist bedst bevarede fragmenter af en billedverden, der gennem mere end tusinde år optog nye træk og derved ændrede indhold og karakter.

To nyudkomne værker kan på forskellig vis belyse disse problemer. Det første, udgivet af englænderen Peter Gelling, beskæftiger sig under eet med de sydskandinaviske helleristningsforekomster og søger på grundlag heraf at give en fremstilling af den nordiske bronzealders religiøse forestillingsverden. Her må dog indskydes, at en stor del af det kendte kildemateriale endnu ikke er publiceret; for flere vigtige helleristningsområder mangler vi endnu fyldestgørende publikationer, det gælder f.ex. de upplandske forekomster og i nogen grad også de bohuslånske. Et nyudkommet arbejde af P. V. Glob om de danske forekomster, som senere skal omtales, har forfatteren ikke nået at få kendskab til.

På trods af disse alvorlige begrænsninger i det tilgrundliggende kildemateriale fremtræder Peter Gellings bog alligevel som en læseværdig oversigt over de billedmotiver, der kan give indblik i bronzealderens trosforestillinger. Allerede tidligt lægges den metodiske linie, idet det siges (s. 8), at helleristningerne må illustrere virkelige begivenheder og håndgribelige ting, som bronzealderkunstneren kan have set. Mythologiske er billederne kun i det omfang, mytherne er blevet udtrykt i kultdramaet.

Bogen er opbygget som en gennemgang af de enkelte motiver og scener, der med forbløffende regelmæssighed gentager sig: kredstegn, våben, fodaftryk, håndtegn, skibe, slangebilleder, pløjescener, vognscener etc. Kombinationsmulighederne mellem de enkelte motiver vurderes og varianterne af f.ex. kredstegn, hjultegn og spiraler undersøges med henblik på, om de kan erstatte hinanden i forskellige kontekster. I mere begrænset omfang søges der efter paralleller til de kultgenstande, vi kender fra sydskandinavisk område: solvognen fra Trundholm, statuetterne fra Grevensvænge, Fårdal etc. Gennemgangen af de enkelte helleristningsmotiver afsluttes med en omtale af de dekorerede metalredskabers beslægtede billedverden; den nærmere sammenhæng med helleristningerne bliver dog ikke efterprøvet. Det er en beklagelig mangel, idet metalfundene ofte er et udmærket udgangspunkt for den kronologiske vurdering af f.ex. skibsbillederne. Allerede i indledningen har forfatteren imidlertid afstået fra at arrangere de enkelte motiver i kronologiske udviklingsrækker, og heri ligger nok bogens mest fundamentale mangel.

Med udgangspunkt i sin gennemgang af de enkelte billedmotiver opbygger forfatteren derpå et billede af bronzealdermenneskenes trosforestillinger og deres udtryk i kulten, som påstås at have opnået en enestående udformning i Sydskandinavien.Peter Gelling finder, at helleristningsbillederne peger mod tilstedeværelsenaf tre hovedguddomme: solguden, sværdguden og spydguden, hver med sin kreds af symboler. Solkulten skulle endvidere finde sit udtryk gennem dyrkelsenaf de såkaldte tvillingeguder, som eksisterer side om side med en helt isoleretslangekult. Med hensyn til solkulten mener forfatteren at kunne se en udviklingfra kombinationen sol-hest til kombinationen sol-skib (s. 136). Dette står dog i nogen grad i modsætning til en dualistisk opfattelse af solkulten, han tidligerehar givet udtryk for (s. 49 ff.), nemlig, at den hestetrukne sol symboliserer dagen, evt. foråret, medens den sejlende sol symboliserer natten, evt. vinteren.

Det er Peter Gellings opfattelse, at helleristningerne i det væsentlige afspejler en vækstreligion, og til diskussionen, om helleristningerne havde nogen forbindelse med dødekulten, har forfatteren ikke meget nyt at føje. Kivik-gravens billeder betragtes f.ex. som et særtilfælde, og den omstændighed, at henved en trediedel af de danske billedfremstillinger er fundet i forbindelse med grave, synes ikke at være forfatteren bekendt. Bogens gennemgang af helleristningerne afsluttes med et kapitel af Hilda Davidson, der søger at følge de religiøse motiver helt ned til vikingetiden.Her bygges der imidlertid helt på Gellings konklusioner, og som det skal vises, er det et spørgsmål, om disse hviler på et acceptabelt grundlag.

Fremstillingen rejser nemlig indirekte det problem, om bronzealderens religiøse billeder overhovedet kan fremstilles uden hensyntagen til deres indre udvikling og uden hensyn til den nordiske bronzealders afhængighed af navnlig centraleuropæiske kulturer, som den sidste generations forskere klart har påpeget. Denne afhængighed viser sig ikke blot i de dekorerede metalarbejders billedfremstillinger men også i helleristningerne. Når Peter Gelling f.ex. finder, at slangekulten må have indtaget en isoleret stilling, så skyldes det bl.a. at han ikke i tilstrækkelig grad er opmærksom på de vidnesbyrd, bronzealderens metalarbejder afgiver. Fårdal-fundet rummer f.ex. en plastisk slangefremstilling i kombination med hornede dyrehoveder og en knælende kvindefigur, samtidige rageknive viser det samme dyr i kombination med f.ex. skibe. En lang række andre omstændigheder, som indgående behandles i P. V. Globs bog, viser, at man her står over for et fremmedelement, der sammen med andre optages i den sydskandinaviske forestillingsverden fra det sydlige kontinent omkring midten af bronzealderen. Slangekulten kommer ikke alene, men er kun et enkelt udtryk for den kraftige omformningsproces, den nordiske bronzealder gennemgik omkring begyndelsen af 1. årtusind f.v.t. Ganske vist tillader de arkæologiske vidnesbyrd kun sjældent en klar bestemmelse af fremmede kulturpåvirkninger, navnlig når det gælder det religiøse område. Men de giver dog mulighed for i visse tilfælde at vurdere den modtagende parts reaktion på påvirkningen. Dermed bliver det også klart, at dateringen af de enkelte helleristningsmotiver, som Gelling undlader at beskæftige sig med, ikke blot er en intellektuel adspredelse, som det bemærkes i bogen (s. 8), men ganske enkelt forudsætningen for at kunne udrede de komplicerede mønstre, der skjuler sig bag bronzealderens kult. I metalarbejdernes og delvis også helleristningernes billedverden kan vi aflæse den rytme, hvormed indflydelserne fra Centraleuropa nåede frem til Norden. Denne manglende baggrundsbelysning forekommer at være den største svaghed ved Peter Gellings arbejde. Hertil kommer så, at bogens konklusioner som påpeget ofte er afhængige af utilstrækkelige billedforlæg. Som et enkelt eksempel kan nævnes forfatterens vanskeligheder ved at forklare fremstillingen af såkaldt rituelle kampe mellem skjoldbærende figurer. Fig. 9a i Gellings bog, en af Vitlycke-ristningerne, viser to ens udformede figurer. På Lauritz Baltzers tegning fra 1884 er figurerne ganske rigtigt gengivet således. Går man til originalen, får man imidlertid et andet indtryk: de to figurers skjolde er tydeligt forskellige. Den korrekte gengivelse vil man imidlertid kun kunne finde på en lille turistfolder udgivet på Svanbergs forlag i Vitlycke. Det viser lidt om vanskelighederne ved kildekritikken i forbindelse med helleristningerne.

Sammenfattende kan siges, at Peter Gellings bog rummer mange præcise iagttagelserog
velformulerede opfattelser, men dens problemstillinger er ofte noget

forældede. Medens den ældre forskning var tilbøjelig til at se helleristningerne som et forholdsvis isoleret fænomen, har den nyere arkæologi i højere grad været opmærksom på sammenhængen mellem de forhistoriske kulturers forskellige udtryksformer.Vor forøgede viden om bronzealderens hele kulturbillede har på mere tilfredsstillende vis kunnet indføje også helleristningerne i et omfattende helhedsbillede. På netop det område præges Peter Gellings bog af mærkbare mangler, og disse bliver så meget mere påfaldende, som bogen er udkommet samtidig med et arbejde, der på flere punkter betegner en nyorientering i helleristningsforskningen:P. V. Globs Helleristninger i Danmark.

De danske helleristninger har i ældre tid været sammenfattende behandlet af forskere som Henry Petersen, Sophus Muller og Johs. Brøndsted. Med P. V. Globs store og smukt udstyrede bog foreligger imidlertid for første gang et katalogværk, der omfatter samtlige ca. 900 forekomster, hvoraf noget over 100 er egentlige billedfremstillinger. Et mere end 20-årigt indsamlingsarbejde ligger bag denne udgivelse, der fremkommer som den syvende i Jysk arkæologisk Selskabs skriftrække. Sammenlignet med de øvrige sydskandinaviske billedfremstillinger, der oftest er indhugget i fast klippe og uden forbindelse med daterende materiale, er de danske fund ret beskedne, men ikke desto mindre meget betydningsfulde, fordi de bedre lader sig datere. Samtidig giver det øvrige kildemateriale fra den danske bronzealderkultur en langt bedre baggrundsbelysning end i de øvrige sydskandinaviske lande. Kendskabet til denne baggrund er netop en nødvendig forudsætning for skildringen af bronzealderens mærkelige, stiliserede kunst, som med forfatterens ord »tydet på rette måde vil kunne give religionshistoriske oplysninger af uvurderlig betydning«.

I lighed med Peter Gellings bog er P. V. Globs opbygget som en gennemgang af de enkelte helleristningsmotiver, men for hver enkelt gruppes vedkommende søges en fastlæggelse dels af dens udstrækning i tid, dels af dens indre udvikling, således som den fremtræder ved en sammenligning med bronzerne. F.ex. benyttes Rørby-krumsværdet og Wismar-hornet til en forankring af visse skibsmotiver i en kronologisk udviklingsrække, som i hovedtrækkene falder sammen med Sverre Marstranders kronologiske inddeling af skibstyperne. Samtidig søges også en jævnføring med andre helleristningsmotiver, som f.ex. på Wismar-hornet forekommer indridset i metal. Den bekendte kedelvogn fra Skallerup anvendes i en lignende sammenhæng til datering af skibsbilleder med stævnen udformet som fuglefigurer. I andre tilfælde er det ristningernes forekomst i gravanlæg, der kan give en sandsynlig datering, f.ex. ser den lille gruppe af håndtegn ud til at høre hjemme omkring midten af bronzealderen. Særlig interessant er fremlæggelsen af en lille figurkomposition fra en grube ved Bjergagergård i Jylland. Kulstof-14 dateringen peger mod bronzealderens slutning, hvortil Glob da også daterer fundet. Blandt de ledsagende fund er imidlertid et lerkar (afb. fig. 236e), som måske kan begrunde en senere datering. Fundet kan da muligvis kaste lys over problemerne omkring helleristningernes forsvinden med den ældre jernalders begyndelse.

Af P. V. Globs detaillerede og kyndige gennemgang af fundmaterialet fremtræderet kompliceret billede af, hvorledes de enkelte symboler dukker op og igen forsvinder fra den sydskandinaviske bronzealderkulturs billedverden. I den sammenhængkommer undersøgelserne af helleristningernes oprindelse og forsøget på

at fastlægge deres fælleseuropæiske baggrund til at spille en stor rolle. Uden for det sydskandinaviske område findes helleristninger adskillige steder, og blandt disse ofrer forfatteren særlig opmærksomhed på to forekomster, nemlig de liguriske helleristningsfelter omkring Monte Bego og de norditalienske i alpedalen Val Camonica. Med udgangspunkt i et rigt billedmateriale gennemgår P. V. Glob disse forekomster, diskuterer deres indbyrdes sammenhæng og forsøger tillige en fastlæggelse af deres indre udvikling. Begge synes at have fælles grundlag men udviklerefterhånden en særpræget billedstil. Til en afklaring af de sydskandinaviske helleristningers oprindelse kan denne gennemgang ikke føre frem, dertil er forbindelserneendnu for uklare og afhængige af hypotetiske mellemled; alligevel er den foreslåede tolkning af stor interesse. De europæiske helleristninger formodes at have en fælles oprindelse, nemlig i den tidlige metalkultur. Dette ældste grundlag er kun sporadisk bevaret, og meget hurtigt udvikler de enkelte kulturområder et lokalt særpræg, hvor kun få enkeltheder lader ane en forbindelse. Inddrager man imidlertid andre kildeområder, metalsagernes billedfremstillinger f.ex., får man et fyldigere billede af denne billedverden og får derved et vink om, i hvilken retningman skal søge de impulser, der bragte ændringer af den lokale billedverden med sig. For selve oprindelsesspørgsmålet er den foreslåede løsning endnu noget hypothetisk, hvorimod skildringen af de sammenhænge med Centraleuropa, der præger den senere udvikling, rummer mange nye og interessante enkeltheder. Der viser sig her et mønster, som i mange henseender peger i samme retning som den sidste generations undersøgelser over f.ex. handelsforbindelserne i den nordiskebronzealder. Samtidig giver det også en idé om, i hvilket omfang man kan anvende religionshistorisk materiale fra andre kulturområder til sammenligning, så man ikke er henvist til de mere løse associationer, som f.ex. Peter Gelling arbejdermed. Dermed er P. V. Glob også nået et vigtigt skridt frem i retning af fortolkningenaf helleristningsbillederne. Som allerede nævnt peger forfatteren på, at helleristningerne indtager en central plads i den nordiske bronzealders billedverden.Denne har dog også omfattet billeder i andre, mere forgængelige materialer,eksempelvis træ og metal. Forbindelserne mellem de enkelte led i denne billedverden er derfor af stor betydning. I sammenhæng med den diskussion, der i 1960 rejstes af Bertil Almgren, om helleristningerne skulle opfattes som offergaver, har P. V. Glob f.ex. væsentligt nyt at tilføje. Under omtalen af helleristningernes slangefremstillinger fremsættes en interessant nytolkning af såvel Fårdal- som Grevensvænge-fundene. Disse opfattes som modeller af offergaver, hvis kompositionog enkeltelementer genspejler sig i helleristningernes billedverden. Oprindelsentil disse fremstillinger kan endnu ikke fastlægges med sikkerhed, men at de vidner om en hjemlig tilegnelse af fremmede trosforestillinger er uomtvisteligt.

Fårdal- og Grevensvænge-fundene er kun enkelteksempler på den nordiske bronzealderkulturs reaktion på de fremmedpåvirkninger, der gennem et rtusinde frem til Norden. De illustrerer en udvikling, der ifølge P. V. Glob førte til, at den tidlige bronzealderkulturs dyrkelse af naturkræfterne langsomt udvikledes til en dyrkelse af personliggjorte guder. Denne udvikling sker langsomt og kan først iagttages i sin fulde konsekvens i bronzealderens slutningsafsnit, i periode VI, hvor kulten også vurderet ud fra f.ex. mosefundene synes at vise helt nye træk.

Et andet vigtigt resultat, P. V. Glob når frem til, er, at en meget stor del, om

ikke alle de danske helleristninger, er knyttet til grave og dødekulten. Fundomstændighedernebekræfter dette for henved en trediedel af billedfremstillingernesvedkommende. Ganske vist har de samme symboler også været knyttet til den livsfremmende kult, men at der har været forskelle mellem de to kultformer synes at fremgå af, at enkelte motiver udelukkende forekommer i forbindelse med grave.

Den konklusion, P. V. Globs bog munder ud i, er således i sin helhed langt mere nuanceret og acceptabel end den, man fandt i Gellings bog. Som fremhævet lader den nordiske bronzealders billedverden sig ikke se under en samlet synsvinkel. Billederne repræsenterer stadier i en lang udviklingsproces og fremtræder tillige blot som fragmenter af en stor og kompliceret fælleseuropæisk billedverden, hvis enkelte led ofte synes løst sammenføjet. I vurderingen af disse sammenhænge har meget endnu karakter af rene hypotheser; bogens behageligt nøgterne tone understreger kun dette. Men de kommende års arkæologiske forskning vil forhåbentlig vide at arbejde videre inden for de problemområder, P. V. Glob her har afgrænset. t«™«™ t™*™