Ryszard Kiersnowski: Wielka reforma monetarna XIII-XIV w. (Den store møntreform i 1200- og 1300-tallet), I. Fransk resumé. Instytut Historii Polskiej Akademii Nauk. Warszawa, PWN, 1969. 251 s. 58 zloty ($ 5.80).

Til de store begivenheder i Middelalderens europæiske pengevæsen hører indførelsenaf sølvmønt til større værdi end 1 penning samt guldmønt. Begge dele begyndte i Italien midt i 1200-tallet og spredte sig i løbet af godt og vel 100 år ud over hele Europa. Dette forløb kan det være ganske svært at få hold på, da litteraturen er så spredt, og hyppigt må den søges i fjerntliggende tidsskrifter, ja, grundlæggende afhandlinger kan ofte være helt utilgængelige, om ikke af andre, så af sproglige grunde. Derfor var den numismatiske verden enig i at rose professor Em. Nohejlovå-Pråtovå, der tog initiativet til et fælles-europæisk

symposium i Praha (september 1970), hvor en række udvalgte numismatikere skulle fremlægge deres syn på udviklingen, først og fremmest i Centraleuropa 1250-1.350. Men samtidig havde professor Kiersnowski i Warszawa forberedt sin bog, hvori han - hovedsagelig på grundlag af den eksisterende litteratur - fremstilledehele reformen. Den skal være indledningen til en på grundlag af primærstudierplanlagt fremstilling af tilsvarende udvikling i Polen og Schlesien.

Professor Kiersnowski demonstrerer i sin bog en kolossal belæsthed, og han fører læseren Europa rundt på sporet af de nye sølvmønter, der af 3-4 grams vægt hovedsagelig brugtes til indenlandsk handel, medens guldmønterne først og fremmest brugtes i den internationale handel. Kiersnowski indleder med at gennemgå de tidlige byzantinske, spanske og syditalienske guldmønter, der ganske vist kendtes i det øvrige Europa, men dog ikke fik nogen afgørende betydning.

Den første radikalt forøgede sølvmønt var den venezianske matapan, 1202, der vejede 2.18 gog var af en usædvanlig høj lødighed, nemlig 965 %₀, og som hovedsagelig brugtes ved handel på Dalmatien og Balkan. Den første mønt af den noget tungere grot-type var den romerske (1253), som Kiersnowski fremhæver i modsætning til Ludvig den Helliges gros tournois fra 1266, der ellers betragtes som epokegørende — efter Kiersnowski skyldes det de franske numismatikeres »gallocentriske« vurdering, men fra et nordisk synspunkt må det dog understreges, at turnosen her oppe faktisk fik stor betydning. Kiersnowski ser den franske reform som et led i »møntkrigen« mellem Frankrig og England, hvor man fra fransk side prøver at få udryddet sterlingen som kurserende mønt i Frankrig. Kongemagtens fordel ved en stabil mønt af lødigt sølv var dels slagskatten, segnoragium, dels at man havde en enhed, ud fra hvilken man kunne beregne underlødig småmønt, der så fik tvangskurs. Indførelsen af pragergroschen, 1300, betragtes ikke som »en evolution, der afspejler et voksende behov for omsætningsmidler, men som en import af en færdig model«, der kunne bruges, fordi den czekiske konge pludselig kom til at disponere over de nyfundne sølvminer i Kutnå Hora. Pragergroschen fik i øvrigt størst betydning i Centraleuropa, og kun få synes at være kommet til Norden.

Den første større guldmønt er den genuesiske, der dateres til o. 1235-1240 (ikke, som det så ofte sker, til efter 1252), derefter kommer florinen i november 1252, og endelig Venezias dukater, 1284/85. Deres navn skal ikke, som normalt antaget, komme fra indskriften (der ender med DVCAT), men fra en tidligere betegnelse for matapanerne, der nu genoplives og går over på guldmønten.

I konklusionen gør Kiersnowski opmærksom på, at prægningen af ensartede floriner (forsiden: lilje, bagsiden: Johannes Døberen) af 313¹/₂ grams vægt i Italien, Ungarn, Spanien og Liibeck m. m. vidner om en høj integration af det europæiske pengemarked i 1300-tallet. Skønt 90°/₀ af guldet kom fra miner i Slovakiet, Bohmen og Schlesien, var det dog som følge af de økonomiske forhold ikke de centraleuropæiske floriner, der blev mest udbredt, men de vesteuropæiske.

Enkelte mangler må nævnes. Mest iøjnefaldende og fast utrolig i vor billedgladetid er manglen på illustrationer. Og man må se i det mindste de vigtigste af de omtalte mønter for sig, ellers er det ikke muligt for læseren at holde sammen på det store materiale. Manglen på litteraturfortegnelse afhjælpes af de kursiveredeforfatternavne i personregisteret (hvortil der kommer et register over

stednavne og et over ca. 300 citerede møntenheder). Det franske resumé (s. 232— 234) er meget summarisk. Endelig også en detailindvending. Det er ikke helt rigtigt, at de engelske groats (præget 1279 og atter - i stor stil - fra 1351) var en ren lokal mønt. De træffes således i Danmark i Slagelse-fundet (o. 1380) og i Norge i et formentlig nogenlunde samtidigt fund fra Oslo, hvor de udgør 18 af 38 mønter (Nord. Numism. Årsskrift 1939, s. 106 og 1942, s. 118).

Ganske vist bygger bogen ikke på primærforskning (omend meget af dens stof er ukendt udenfor den snævre kreds af specialister), og muligvis vil den føles forældet, når indlæggene fra symposiet i Praha bliver publiceret (formentlig i Numismaticky Sbornlk 12, ca. 1972), men den er den første samlede fremstilling af denne periode i Europas pengehistorie, skrevet af en moden og meget lærd forsker. Af flere grunde kunne denne indsats næppe være gjort af ret mange andre, og man må håbe, at bogen vil blive oversat til et mere udbredt sprog.