A. S. Kan: Vnesnaja politika skandinavskich stran v gody vtoroj mirovoj vojny. Moskva, Isdatelstvo »Nauka«, 1967. 456 s. 2,20 rubler.

Forfatteren til denne fremstilling af de skandinaviske landes udenrigspolitik under Den anden Verdenskrig, Aleksander Sergejevitj Kan, er født i 1925 og er videnskabelig medarbejder ved Det historiske Institut under det sovjetiske Videnskabernes Akademi. Han har i flere afhandlinger behandlet moderne skandinaviske problemer og skrev i 1964 en bog om Sveriges nyere historie. Den her anmeldte bog er den trykte (og reviderede?) udgave af hans doktordisputats.

Kan har sat sig tre opgaver, nemlig at skildre de tre skandinaviske regeringers diplomatiske virksomhed og militære politik i de forskellige faser af krigen; at paavise Sovjetunionens politik i Skandinavien (»en politik karakteriseret ved iagttagelse af Sveriges, Norges og Danmarks uafhængighed og neutralitet, ved hjælp til danskerne og nordmændene ved deres befrielse fra det nazistiske aag og til svenskerne ved bevarelsen af deres neutralitet«, s. 5); og at gendrive reaktionære historiske synspunkter paa de internationale relationer i Nordeuropa.

Blandt sit kildemateriale nævner Kan materiale fra Sovjetunionens udenrigspolitiskearkiv (s. 6), hvilket lyder spændende. Men det er desværre meget begrænset,hvad han har faaet adgang til, nemlig udelukkende materiale af extern proveniens som eksempelvis de noter og memoranda, som Døssing afleverede i

udenrigskommissariatet. Dette stof kendes i forvejen, og kun i enkelte detailler kan Kan meddele nye data. Saaledes ved han, at Døssing aldrig officielt overrakte politikernes og Frihedsraadets fælleshenvendelsc fra januar 1945 om at blive allieret (s. 400), hvilket Døssing fortalte hjemefter.

Ogsaa i en anden henseende skuffes man. Kan annoncerer, at han har benyttet beretninger fra folk i det sovjetiske udenrigskommissariat, skandinaviske partimedlemmer og modstandsfolk (s. 8), men intet saadant materiale har fundet vej til bogens danske afsnit. Derudover har han anvendt de internationale aktpublikationer og for Danmarks vedkommende især Den parlamentariske Kommissions betænkning, Besættelsestidens Fakta og Frit Danmarks Hvidbog.

Efter en kort omtale af den ældre sovjetiske historiografi om emnet konstaterer Kan, at »efter den 20.-22. partikongres (d.v.s. 1956-61) blev de sovjetiske videnskabsmænds stillingtagen til problemerne omkring de neutrale lande og arbejderklassens enhed alsidig og mere historisk saavel med hensyn til de samtidige vilkår som til fortiden« (s. 11).

Om de vestlige forskningssynspunkter konstaterer Kan, at de er principielt utilstrækkelige. Det gælder ikke blot »reaktionære« forfattere som Hubatsch, men ogsaa »de bedste af de ikke-marxistiske skandinaviske historikere, der staar paa et relativt progressivt grundlag« (s. 8 - ogsaa benævnt »den borgerligt-reformistiske historiografi«), blandt hvilke han i noterne henviser til P. Munch, Hartvig Frisch, Bjørn Svensson, Viggo Sjøqvist, Vilhelm laCour og Troels Fink. Selv i de bedste undersøgelser (her nævnes Jørgen Hæstrup) finder han kommunisternes og de venstreorienterede socialdemokraters fortjenester formindsket, ligesom han finder Sovjets krigsindsats fejlvurderet og Sovjet-regeringen tillagt motiver og hensigter, »der var den fuldstændig fremmed« (s. 9).

Det er imidlertid disse historikere, han bygger paa, for den politiske udviklings vedkommende P. Munchs behandling deraf i de to første bind af »Danmark under krig og besættelse«, redigeret af Aage Friis, og for modstandsbevægelsens vedkommende paa Jørgen Hæstrups bøger. Og vurderet af een, der forhaabentlig staar paa et nogenlunde progressivt grundlag, maa det siges, at Kan giver et fyldestgørende og loyalt referat af begivenhedsforløbet, saaledes som det er struktureret i disse fremstillinger. Ud over denne grundstamme anvender han et bredt udsnit af den danske litteratur om tiden, deriblandt gesandterne Reventlows og Bolt-Jørgensens og »modstandsdiplomaten« Erling Foss' erindringer. Naar man tager i betragtning, hvilke uhyrlige misforstaaelser og fejltagelser man møder om danske forhold (ogsaa besættelsestiden) i udenlandske fremstillinger, maa man hilse denne bog velkommen og ønske den god spredning i alle dens 2100 eksemplarer ud over Sovjetunionen.

Ikke uden interesse vil man vende sig til Kan's vurdering af Sovjetunionens udenrigspolitik. Han siger herom i sin konklusion (s. 432), at til trods for reaktionærehistorikeres paastande »forfulgte Sovjetunionen ikke i Skandinavien nogen aggressive maal«. Før krigen arbejdede Sovjet paa kollektivt af afværge erobringer, i krigens første fase paa at sikre sine nordvestlige grænser og fra 1941 paa at »forjage den tysk-nazistiske besættelsesmagt ogsaa fra denne del af kontinentet«.Kan konstaterer, at Sovjet »ikke forsøgte at udnytte sin sejr og sin militære overlegenhed i Nordeuropa til at undertrykke sine smaa naboers interesser«,og minder om, at Sovjet undlod at besætte Finland og hurtigt trak sine

tropper tilbage fra de befriede dele af Norge og Danmark (Bornholm). Om det i 1944-45 herhjemme saa brændende spørgsmaal om vor status som allieret, som i sidste ende strandede paa, at vi vilde have den, og vestmagterne give den paa andre konditioner, end Sovjet vilde gaa med til, konstaterer Kan, at Sovjet lige til det sidste indtog en meget tilbageholdende stilling (s. 401). I en note antyder Kan, at det kunde skyldes, at Stalin fejlagtigt troede, at vi ikke vilde anerkende Islands uafhængighed, og en halv side tidligere anfører han apologetisk, at i praksis betragtede den sovjetiske hærledelse, da den havde befriet Bornholm, øen som en allieret magts territorium. Dette saavel som den hurtige tilbagetrækninger imidlertid slutninger ex post facto og kan kun sige noget om sovjetisk politik efter maj 1945. Man havde gerne set noget om overvejelserne og maalsætningenfor Sovjets skandinaviske politik under krigen. Og man havde ogsaa gerne set en analyse af, hvad Sovjet-regeringen lagde i begrebet »Det kæmpende Danmark«, som den anerkendte gennem modtagelsen af Døssing. Hertil yder Kan kun et negativt bidrag ved at stille det i modsætning til »de gamle politikere« (s. 350). Alt dette har de lukkede sovjetiske arkiver og hans loyalitet mod de danske forlægs strukturering hindret ham i. Til belysning heraf yder han ikke sine danske kolleger nyt materiale. A n.™™™