Gustav Jonasson: Karl XII :s polska politik 1702-1703. Studia Historica Upsaliensia XXVII. Stockholm, Svenska Bokforlaget/Norstedts, 1968. 236 s. 32 sv. kr.

Karl Xll's udenrigspolitik - og herunder ikke mindst hans polske politik -
hører til de meget omstridte emner inden for svensk historieforskning. Gustav
Jonasson. der tidligere har bidraget til belysningen af Karl Xll's politik, bl. a.

med værket Karl XII och hans rådgivare. Den utrikespolitiska maktkampen i Sverige 1697-1702 fra 1960, har med denne specialundersøgelse villet udfylde et hul i forskningen om Sveriges udenrigspolitik. Tidsmæssigt afgrænses undersøgelsen af den svenske hærs indmarch i det egentlige Polen i vinteren 1702 og valgrigsdageni Warszawa i begyndelsen af 1704.

F. F. Carlson var den forste svenske historiker, der på videnskabeligt grundlag fremlagde en stærkt negativ bedømmelse af Karl Xll's indblanding i Polens indre anliggender. I opposition til dette synspunkt argumenterede Harald Hjårne for, at den polske politik var såvel militært som politisk begrundet, og at en nedkæmpelse af de sachsiske styrker var en forudsætning for et kommende opgør med Rusland. Et af Jonassons vigtigste formål med undersøgelsen har været at anskue det polske problem og den svenske politik på baggrund af og i sammenhæng med den internationale situation, som først og fremmest var præget af den begyndende Spanske Arvefølgekrig og stormagternes forsøg på at skaffe sig allierede og hjælpetropper til dette opgør. Forfatteren har anvendt en imponerende mængde arkivmateriale, indsamlet i såvel svenske (først og fremmest Riksarkivet) som i mange udenlandske arkiver. Besynderligt nok er der dog ikke anvendt materiale fra polske arkiver.

Fremstillingen er klart disponeret, og argumentationen virker overbevisende; man skal ikke forvente radikale nyfortolkninger eller opsigtsvækkende nyheder, men flere af bipersonerne i dramaet kommer til at fremstå klarere end hidtil, ligesom Jonasson kan påvise, at tidligere historikere kritikløst har taget den samtidige svenske propaganda for gode varer. I striden mellem Carlson og Hjårne om, hvorvidt det ville have været muligt allerede i 1702 at afslutte fred mellem Sverige og August 11, støtter Jonasson Carlsons opfattelse af, at muligheden var til stede på dette tidspunkt, da Augusts fredsønsker var oprigtigt mente. I det hele må man sige, at Hjårnes synspunkter i Karl XII. Omstortningen i Osteuropa 1697-1703 fra 1902 rokkes stærkt af undersøgelsen.

Det gennemgående tema i fremstillingen er Karl XI Is stædige fastholden ved sin oprindelige beslutning om ikke at afslutte nogen form for fredsaftale med August, men i stedet bruge Sveriges militære overlegenhed til at uskadeliggøre ham. Heroverfor nyttede ingen af kongens rådgiveres argumenter, hvad enten disse lød på, at Sverige risikerede at blive isoleret politisk, eller at kongen ville miste Guds velsignelse over sit foretagende. Hvad man savner i denne solide studie er nogle mere eksplicitte konklusioner på undersøgelsen. I et afsluttende kapitel, »Karl XII, August II och Michael Radziejowski« genfortælles de foregående 11 kapitler i koncentreret form, men det er jo ikke det samme som en egentlig konklusion. Fremstillingen kommer derfor til at virke, ikke som et afsluttet hele, men snarere som et afsnit af en større påtænkt syntese om Karl XIIs udenrigspolitik.

Bogen er forsynet med et personregister, men man savner et sagregister.