A. W. Lintott: Violence in Republican Rome. Oxford University Press 1968. xii + 234 s. 45 sh.

Denne bogs formål er at analysere voldelige metoder inden for den romerske republiks politiske liv, et emne, der nødvendigvis behandles i snart sagt alle bøger vedrørende især den sene romerske republiks historie. Det er næsten blevet en almen anerkendt sandhed, at den romerske borgerkrigsperiode — fra Graccherne til Actium - bestod af perioder med gadekampe vekslende med perioder af regulær borgerkrig, hvor hærene afgjorde de politiske problemer. Just på grund af denne communis opinio er Lintotts penetrerende studie et nyttigt

Bogen falder i fire hovedafsnit. Det første skildrer baggrunden for voldsanvendelsen.Her peges på en række faktorer, der alle synes at vise, at voldsanvendelseikke lå romeren så fjernt, som man skulle tro ud fra et moderne retssamfunds synspunkt. Vim vi repellere licet synes at være et gammelt retsprincip, der var dybt forankret i romernes bevidsthed, og fremdragelsen af dette kaster nyt lys over en række forhold i den senere romerske republik - f. eks. over

Ciceros argumentation i talen pro Milone, hvor denne forsvares for mordet pa Clodius. Vi ma med Lintott tro, at argumentationen iure caesum Clodiwn ikke er en argumentation ad horninem, men virkeligjuridisk relevant. I en raekke tilfaelde synes nodvaergeretten at have vaeret gzeldende helt ned i den sene romerske republik, hvis retsvaesen forst og fremmest adskilte sig fra vort derved, at der ikke eksisterede noget apolitisk politikorps, der kunne opretholde ro og orden, hvorfor nogle former for retsinstitutter, f. eks. staevning, stadig havde praeg af tvang. Retsvaesenets udvikling fra arkaisk tid gar bl. a. ud pa at begraense selvtaegt - en tendens vi sa vel kender fra vor egen middelalder - men vi har altsa i den romerske adelsrepublik tydelige reminiscenser af en aeldre retstilstand.

Det næste afsnit behandler The Nature of Violence. Det er en god sammenstilling og diskussion af kilderne til f. eks. bandeuvæsnet i 50'ernes Rom, men det er her vanskeligere at sige noget virkelig nyt. Tredie afsnit behandler The Repression of Violence gennem magistrater, gennem lovgivning o. s. v. Et særligt kapitel er viet det såkaldte senatus consultum ultimum, der er statens nødværge over for personer, eller grupper, der får for stor magt. Endelig følger en kronologisk gennemgang af voldsanvendelser i den sene republik. Forfatteren konkluderer, at voldsanvendelse vel førte til republikkens opløsning, men næppe havde denne til formål: »The constitution was unequal to controlling violence. At the same time its use was encouraged both by tradition and principle, and politicians applied these without foreseeing the consequences«. Næppe nogen af dramaets aktører ville omstyrte den bestående stat, men de »kom til« det, da de anvendte metoder, de ikke selv var herrer over. Det værdifulde i denne bog er næppe den ret almene konklusion, men langt snarere det væld af reinterpretationer af kildesteder og situationer, som forfatterens synspunkter medfører. Fremhæves skal her blot den mesterlige analyse af tyranmordet, der behandles i flere sammenhænge. Bogen, der nu er suppleret med en artikel af samme forfatter i Historia bd. XIX, 1970, kan varmt anbefales enhver, der nærer mere seriøs interesse for romersk historie. T „ -r. c„„