Eric John : Orbis Britanniae and Other Studies. Studies in Early English History, ed. by H. P. R. Finberg, vol. IV. Leicester University Press 1966. xii + 303 s. 42 sh.

Eric John, der er lecturer ved universitetet i Manchester, udsendte i 1960 sin Land Tenure in Early England (anm. i HT 12. rk. 11, s. 552-53), hvori han gjorde op med den hidtil akcepterede opfattelse af det angelsaksiske samfunds struktur, den 'germanistiske' opfattelse, der går tilbage til Stubbs og senest er stadfæstet af Stenton i hans Anglo-Saxon England. Han påviste her, hvilke betydelige vanskeligheder der er ved at få Stubbs's billede af det oldengelske samfund som et demokrati af frie, selvejende germanske bønder, der afgjorde deres anliggender suverænt på tinge, til at harmonere med det forhåndenværende kildemateriale; han skitserede i stedet et overvejende aristokratisk samfund, domineret af en professionel krigerklasse, og han slog fast, at dette samfund kendte en vidtgående feudalisering. Han antydede endog, at feudaliseringen af England i 1066 snarere nærmede sig sin afslutning end tog sin begyndelse, idet lejetropper allerede siden Æthelred den Andens tid var begyndt at vinde frem på bekostning af det feudale opbud, som fyrden var. I sin nye bog, følger John dette arbejde op og søger at sætte noget i stedet for det, han forkastede. Det ser umiddelbart ud som lidt spredt fægtning, idet bogen består af otte afhandlinger, nogle har været trykt tidligere, suppleret af nogle småstykker om til dels ret specielle problemer, men i praksis falder bogen i to dele, idet de tre første afhandlinger drejer sig om den angelsaksiske samfundsstruktur med særligt henblik på kongemagten, mens resten behandler de økonomiske og politiske aspekter af den cluniacensiske reforms gennemførelse i England.

F. M. Stenton skrev i 1918 sin nu klassiske afhandling om The Supremacy of the Mercian Kings, hvor han belyste det overherredømme, som de merciske konger i det 8. årh. udøvede over de øvrige konger syd for Humberen. Dette tema har John taget op i den første afhandling, Orbis Britanniae and the Anglo-Saxon Kings, hvor han søger at finde frem til de politiske realiteter, der lå bag kongernes brug af titler som brytenwealda, rex Anglorum, imperator totius Britanniae eller meget mere pompøse sammensætninger med basileus, rector, cæsar etc., og søger at vise overherredømmets udvikling. I begyndelsen synes dets udøver blot at have haft krav på tribut og på anerkendelse som hele den angelsaksiske kirkes herre, men under Offa udviklede det sig stærkt i retning af reelt herredømme; han synes at have stræbt efter at blive den eneste konge syd for Humberen og greb stærkt ind i, hvad man tidligere havde regnet for de andre rigers indre anliggender. Herved reduceredes de øvrige kongers status. Kongerne af Hwicce måtte se sig degraderede først til regulus, siden over subregulus til slet og ret dux, og på lignende måde gik det alle andre end kongerne af Wessex. Stenton mente ikke det lod sig gøre at følge overherredømmet gennem det 9. årh., hvor det i givet fald måtte tilhøre de vestsaksiske konger. Det lykkes imidlertid John at bringe både Alfred og ikke mindst hans fader Æthelwulf overbevisende ind i sammenhængen. Æthelwulfs utraditionelle testamentariske bestemmelser tolkes som grundlæggelsen af en kongelig domæne, og ved hjælp af kontinentale paralleller renser John forfatteren af den oldengelske krønike og Asser for en fæl blamage, idet han påviser, at de ikke som sædvanlig antaget har misforstået situationen helt, når de anfører, at Alfred i barnlig alder blev sendt til Rom og af paven salvet til konge, men tværtimod gør helt korrekt rede for begivenhederne og har opfattet dem rigtigt.

I den anden afhandling, Folkland Reconsidered, som uden tvivl er bogens vægtigsteog den, hvis resultater har de videst rækkende konsekvenser, undersøger John begrebet folcland i relation til bocland og lænland. Som en nødvendig følge af, at han tidligere har forkastet den traditionelle opfattelse af bocland, nemlig at det reelle i en landboc var en kongelig dispensation fra de nedarvede, germanske, familieretslige arveregler, som satte modtageren i stand til at tilsidesætte slægtens krav til fordel for en kirke eller et kloster, og påvist, at en landboc tværtimod skabte arveret, hvor der forud ingen arveret havde været, forkaster John Vinogradoff's definition af folcland som den jord, der var undergivet de nedarvedearveregler, han afviser endda, at sådanne regler overhovedet har eksisteret.Efter John's opfattelse har den angelsaksiske overklasse ikke kendt til arveret eller arvegodser, den har kun kendt til tidsbegrænsede og betingede len, precarioustenure, som kongen tildelte den ud af sit folcland; folcland var fra kongens synspunkt al den jord, som han havde skatteindtægter af, og disse indtægter kunne han tillægge sine krigere, fyrden, hvilket han gjorde på visse betingelser og kun for deres egen levetid. Ved deres død faldt disse len tilbage til kongen. Fra modtagerens synspunkt var det et lån fra kongen, hvorfor sådant gods også benævnes lænland. Det ligger i denne opfattelse, at fole ikke kan betyde Englands befolkning i almindelighed, således som det traditionelt oversættes, og John giver da også uafviselige grunde for at fole stort set er synonymt med fyrd; og fyrden var netop et opbud af aristokratisk tilsnit, af thegner, ikke en bondehær af ceorls efter mand-af-huse-princippet. Det ligger også heri, at John tilslutter sig

Maitland's opfattelse af en landboens funktion: den bortgiver rettigheder overjord, indtægter deraf, ikke selve jorden. Landbocs kommer for lægmænds vedkommendeind i billedet på det tidspunkt, hvor kongen tilstår dem arveret til deres læn, og oftest blev resultatet et kloster, hvor slægten kunne råde over posten som abbed. John går stik imod strømmen, men hans teser har utvivlsomt meget for sig; de har først og fremmest det metodiske fortrin for deres forgængere, at de ikke er blevet til ved et forsøg på at få kilderne til at harmonere med en forudfattetopfattelse af, hvorledes et germansk samfund bør se ud og fungere. John er startet med en minutiøs undersøgelse af kilderne for sluttelig at kassere den germanske overbygning, da den viste sig uden jordforbindelse.

Stubbs og hans germanske polity - »The England of Queen Victoria rendered after the manner of Tacitus« - er udgangspunkt for afhandlingen om English Feudalism and the Structure of Anglo-Saxon Society, hvor John forkaster den sædvanlige fremgangsmåde ved behandlingen af feudalismen i England, nemlig at man tager sit udgangspunkt i England efter 1066 og derpå undersøger, hvad perioden forud måtte have kendt af forgængere eller forløbere for denne eller hin institution. — »How many textbooks are there which treat the whole period as if the English were only waiting for William the Conqueror?« - Han vil studere det angelsaksiske samfunds opbygning på bred basis og derefter, som Maitland gjorde, spørge, om det giver nogen mening at hævde, at i 1066 indførtes en ny samfundsorden i England. Han viser derefter, at fyrden ikke var the Nation in arms, ikke bestod af de velkendte frie ceorls, men af professionelle krigere, der havde aflagt formelt homagium til deres hlqford for et læn. Han belægger med mange eksempler den dominerende rolle dette aristokrati og dets relationer til kongemagten spillede i angelsaksisk politik og lokalstyre, og han rammer et andet kardinalpunkt i den germanistiske opfattelse ved at påvise, at retsplejen ingenlunde var folkelig men i høj grad feudaliseret. Han kan derfor slutte med at forkaste Stubbs og hans mange senere meningsfæller og fastslå, at »if we take his criteria for distinguishing 'feudalism' we must admit that Anglo- Saxon England exhibited every symptom of chronic feudalism«.

I de resterende afhandlinger behandler John det 10. årh.s klosterreformer i England. De hidtidige behandlinger heraf har drejet sig om de mere teologiske sider, og her har St. Dunstan tiltrukket sig hovedparten af opmærksomheden. John tager fat på reformerne under en økonomisk og konstitutionel synsvinkel, idet han undersøger, hvorledes reformatorerne fik bugt med det sæcularium prioratuS) som var et af hovedmålene for deres reformiver. Herved får St. thelwoldfra en central placering. De lokale verdslige stormænd havde betydelige økonomiske interesser i klostrene. De havde grundlagt dem, og de betragtede dem som deres ejendom, rådede over deres økonomiske ressourcer og over abbedposterne ud fra familiemæssige hensyn. Klostrenes indbyggere svarede ingenlunde til reformatorernes opfattelse af munke; de havde hverken ejendoms- eller boligfællesskab, men arvelige præbender og egne huse, og tværtimod at leve i Gud velbehagelig kyskhed havde de lovformelige hustruer. Første led i reformen blev da en ophævelse af den private ejendomsret til klostrets tilliggender, hvilket indebar, at reformatorerne med kongens støtte måtte tilintetgøre de hidtidige ejeres lovlige adkomst. Efter dette problems løsningblev næste hovedpunkt kontrollen over abbedvalgene, hvor det lykkedes at

erstatte sacularium prioratus med et kongeligt dominiwn. Reformen afhang fuldstændigaf kong Edgars bevågenhed, og den havde den i høj grad. Den bragte da også kongemagten betydelige fordele, et reformeret kloster blev til et kongeligtEigcnkloster, og Edgar har næppe været blind for fordelene herved. Det gav ham over hele England indflydelse på den lokale adels bekostning. John mener dog, at han også har været ærligt overbevist om reformens nødvendighed for munkevæsnets skyld. »To suppose otherwise we should have to credit him with a prescience and cynical concealment of motivesnever found in real life, but only in the pages of history books«. -. T