Firuz Kazemzadeh: Russia and Britain in Persia, 1864-1914. A Study in Imperialism. New Haven & London, Yale University Press, 1968. ix+ 711 s. 135 sh.

I den internationale politiks historie i sidste halvdel af det 19. årh. var modsætningen mellem England og Rusland et grundlæggende forhold. Et af de steder, hvor de to stormagter tørnede direkte sammen, var Persien. Det var også løsningen af det persiske problem i 1907, der banede vejen for Ruslands tilslutning til Ententen. En mere dybtgående redegørelse for udviklingen af konfrontationen mellem de to magter i Persien har hidtil ikke foreligget, og deter denne mangel forfatteren vil råde bod på med sin omfangsrige undersøgelse.

Bogen er således, som forfatteren også fremhæver i sit forord, et stykke diplomatiskhistorie.
Han mener, at diplomatisk historie er »somewhat unfashionable«i

able«ivore dage, hvad han vist ikke har ganske ret i, men at diplomatiet
netop i det persiske spørgsmål var de to magters vigtigste instrument, hvad
han derimod utvivlsomt har ret i.

I det persiske spørgsmål spillede imidlertid ikke blot to stormagter en rolle. Også Persien selv øvede en stærk indflydelse på udviklingen. For begge stormagter tegnede det sig nemlig helt hen til omkring århundredskiftet som mere fordelagtigt at søge forståelse med den persiske regering end med hinanden, og dette gav Persien visse handlemuligheder. Det var i første omgang Rusland, der kom til at øve den største indflydelse, og kulminationen blev nået med låneaftalen af januar 1900, som gav Rusland en dominerende indflydelse på de persiske finanser. Det var en utilstrækkelig trøst for England, at d'Arcy i 1901 opnåede sin oliekoncession.

Hidtil havde de to stormagter kun i beskedent omfang haft direkte drøftelser om deres persiske mellemværende. Her sker der imidlertid i de følgende år en ændring. Den dybere baggrund for ændringen træder ikke særlig klart frem. Forfatteren synes tilbøjelig til at tillægge regeringsændringen i England 1905 og Isvolskis afløsning af Lamsdorff som russisk udenrigsminister i 1906 afgørende betydning. Langt vigtigere var dog utvivlsomt en russisk erkendelse af, at man ikke i længden var i stand til at hindre en engelsk fremtrængen, og at man derfor ville have fordel af i tide at gå ind på det engelske forslag om deling i indflydelsessfærer. I øvrigt fremgår det klart af redegørelsen, at Isvolski havde overordentlig vanskeligt ved at trænge igennem med tanken om at forhandle med England. Navnlig var den russiske generalstab en stærk modstander af forhandling.

Forfatteren har fremlagt en meget detaljeret og sober redegørelse for dette komplicerede handlingsforløb. Flere steder kan man måske nok mene, at han er for utilbøjelig til at løfte sin redegørelse op over det enorme aktmateriale han har samlet. Det er i den henseende karakteristisk, at bogen hverken har en indledning med præsentation af en problemstilling eller en konklusion. Trods denne mangel er bogen dog et vigtigt bidrag til den diplomatiske historie forud for den første verdenskrig. Mtijto *„„„„„