|
Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2Guido Kisch: Melanchthons Rechts- und Soziallehre. Berlin, Walter de Gruyter & Co., 1967. 307 s. Ill. 48 DM.Alex Wittendorff
Side 513
I forordet meddeler den grundlærde forfatter, der er docent i retshistorie ved universitetet i Basel, at han i mange år har arbejdet på et værk om »die Geschichteder Billigkeitsidee in der Gestaltung des Rechts und die Auffassung seiner grundlegenden Gedanken in der italienischen, spanischen und englischen
Side 514
Jurisprudenz«, men at det efter omfattende forarbejder hertil viste sig nødvendigtat drive dybtgående studier i reformatorernes epieikeia-lære. Dette måtte igen forudsætte en klarlæggelse af deres almindelige rets- og statsopfattelse,og det er af arbejdet med dette sidste, den her omhandlede bog er fremgået. Dens 1. del handler om Melanchtons forhold til retsvidenskaben og danner et sidestykke til forfatterens bog fra 1960, Erasmus und die Jurisprudenz seiner Zeit. Begge steder behandles hovedpersonens forbindelse med tidens førende jurister og hans betydning for disse og følgende generationer af jurister. Kisch underbygger her grundigt den almindelige opfattelse af Melanchton som den helt afgørende formidler mellem reformatorisk teologi og humanistisk retsvidenskab. I 2. del skildres på grundlag af Melanchtons større værker og en del af talerne hans teokratiske rets- og samfundsopfattelse og dens udvikling fra en ren biblicistisk begyndelse til anerkendelse af den gældende verdslige ret som en af gud indstiftet ordning - om man vil: hans vej fra mosaisk ret til romerret. En del af det afsluttende kapitel, »Melanchtons Epieikeia-Aequitaslehre«, vil nok være mørk tale for en del læsere uden meget specielle forkundskaber. Det kan tilrådes at læse det i forbindelse med forfatterens ovennævnte Erasmusbog, der foruden det titlen lover også indeholder et afsnit, hvori epeikeia-lærens dogmehistorie forfølges fra Aristoteles til det 16. århundrede. Et tillæg indeholder den latinske tekst til 13 udvalgte taler af Melanchton |