Theodor Schieder (ed): Handbuch der europäischen Geschichte. Band 6: Europa im Zeitalter der Nationalstaaten und Europäische Weltpolitik bis zum Ersten Weltkrieg (1870-1918). Stuttgart, Union Verlag, 1968. xvii + 656 s. 64 (i subskription 58) DM.

I introduktionen til »L'Europe de 1815 å nos jours« indrømmer J.-B. Duroselle at det er umuligt for en enkelt historiker at overskue eller beherske den historiske produktion inden for et blot nogenlunde rimeligt stort tidsrum eller en nogenlundevæsentlig emnekreds. Dette har udløst en tendens til at lade enkeltmandsfremstillingenafløse af samleværket med mange specialiserede bidragydere, men, fortsætter Duroselle: »il est rare qu'un ouvrage collectif atteigne åla qualité d'un bon livre écrit par un auteur unique«. Dilemmaet er reelt. En bredere fremstilling,

der er én mands værk, kan naturligvis kun i meget mådeligt omfang bygge på primaerstudier, slet ikke af kilderne men heller ikke af store dele af sekundærlitteraturen,og fejl, misforståelser og udeladelser er uundgåelige. Til gengæld bliver man - som oftest da - præsenteret for en sammenhængende fremstilling og en række sammenhængende synspunkter, en synthese. Samlcfremstillingen hævdes at have den fordel, at dilemmaets ene horn overvindes derved, at den i alle enkeltheder kan bygge på expertviden, men er denne opfattelse ikke i virkelighedenen illusion? Den enkelte historikers virkelige tilbundsgående expertise omfatter kun meget små nicher i det historiske begivenhedsforløb, og det ville være pretentiøst af nogen historiker at hævde, at han var expert fx. i Tysklands historie mellem 1870 og 1918. Dette betyder imidlertid, at de enkelte afsnit i et samleværk ofte kommer til at lide af de samme svagheder som enkeltmandsfremstillingen,samtidig med at synthesen, der må være den brede fremstillings conditiosine qua non, på det sørgeligste udebliver. Helt parodisk er resultatet blevet i »The New Cambridge Modern History«, der ihvertfald for det 19. århundredes vedkommende i kraft af sine fremragende registre til et tilfældigt indhold er blevet på det nærmeste livsfarlig at anvende som håndbog. Slet så galt er det ikke gået med denne »Handbuch«, måske fordi den er enklere i sin opbygning end det engelske samleværk, delt som den er i to hovedafsnit, et generelt sammenfattendeog en række nationsartikler.

I bogens første afsnit behandler Theodor Schieder, værkets hovedredaktør, periodens almeneuropæiske tendenser, herunder udenrigspolitikken, med særlig vægt på udviklingen af de politiske idéstrukturer og på den forandring af partierne fra »Honoratiorenclubs« til massepartier, som han tidligere har behandlet i »Die geschichtlichen Grundlagen und Epochen des deutschen Parteiwesens« fra 1958. Perioden som helhed vurderer han som »ein Zeitalter der Antinomien«, fordi den i eminent forstand var en overgangstid:: »Es gibt in ihm noch stark feudal-aristokratischen Elemente neben biirgerlichen, dariiber lagern sich die proletarischen, die zuerst noch schwåcher sind, sich aber in ihrem Gewicht gegen Ende des Jahrhunderts verstårken . . Das Jahrhundert, das zwischen 1815 und 1914 keinen grossen Krieg erlebte, erzeugte ein Sekuritåtsbewusstsein wie kaum ein Zeitalter, aber in seinem Untergrund entwickeln sich Spannungen von hochster Intensitåt . . . Überall herrscht Übergang, daher Unruhe, Unstetigkeit, die zuletzt ebensowohl dem politischen und gesellschaftlichen wie dem geistigen Leben das Geprage gibt«. Udbruddet af verdenskrigen betød antinomiernes sejr over den prekære sikkerhed.

Schieder har skabt en fremragende og velkomponeret synthese i dette værkets første afsnit, og netop derfor kunne man ønske, at han havde påtaget sig også at udarbejde nationalitetsartiklerne. Ganske vist har hans afsnit svagheder, i første række den meget stedmoderlige behandling af den økonomiske historie, men denne mangel udfyldes alligevel ikke af de senere afsnit, og bogen ville da som helhed have haft en klar linie og en sikker holdning. Selvfølgelig er der også i behandlingen af de enkelte lande og landegrupper enkelte meget fornemme afsnit,hvoriblandt særligt kan fremhæves Georg von Rauchs afsnit om Rusland og Ernst Noltes om Italien; andre afsnit er derimod mere besynderlige, og det besynderligsteaf dem alle er måske Hermann Kellenbenz' afsnit om Skandinavien. Således læser man s. 435 til sin forbløffelse: »Einen starken Einfluss auf das

Volksleben erlangten die Bemiihungen von Soren Kierkegaard um ein lebendigesChristentum und die vom Theologen Nikolai Grundtvig ausgehende »Innere Mission«, og at det fortrinsvis var »Sohne von Kleinbauern und Håuslern«,der besøgte højskolerne. S. 441 erfarer man, at Berg var i fuld vigør i 1901, og i registret kan man hente den interessante oplysning, at Viggo Hørup var »dån., sozialdem. Politiker«. Disse smagsprøver kan selvfølgelig betragtes som petitesser. Alvorligere er, at fremstillingen af den indre danske udvikling er kaotisk og springende, til tider direkte vildledende, til tider tung af parodisk virkendegentagelser af ligegyldige detailler. Den må for store afsnits vedkommende simpelthen være uforståelig for den forudsætningsløse for ikke at sige sagesløse læser. Og professor Kellenbenz må vel være betragtet som expert, da det jo netop skulle være expertisen, der var samleværkets store fortrin? Det er muligt at kontrollereafsnittet om Danmark, men hvordan forholder det sig mon med gennemgangenaf Rumænien og Montenegro ? Bliver pålideligheden i virkeligheden større ved at dele stoffet ud på flere historikere? Eller er sandheden måske snarere,at risikoen for fejl og udeladelser, for ikke at tale om absurditeter, vokser, fordi det er sværere for en redaktør at kontrollere andre end for en forfatter at korrigere sig selv ? T T