Wesley M. Bagby: The Road to Normalcy. The Presidential Campaign and Election of 1920. Baltimore, The Johns Hopkins Press, 1968. 208 s. $ 2.25 (paperback).

Det valg, der førte Warren G. Harding frem til præsidentposten i USA, var skelsættendebåde uden- og indenrigspolitisk, og det har derfor i høj grad fortjent at blive gjort til genstand for en nærmere analyse, sådan som det sker i denne bog. Og lad det være sagt med det samme, Bagby's fremstilling er spændende læsning - også selv om udfaldet på forhånd er kendt. Vi følger de forskellige kandidater på deres vej mod partikonventet. Vi ser, hvordan tilsyneladende übetydelige fejltrin og tilfældigheder kan bremse selv den mest oplagte kandidat. Men vi ser også, hvordan den dødsmærkede mand i Det hvide Hus i sin umådelige ambition om

endnu en præsidentperiode (en »third term«) forhindrer nomineringen af det
demokratiske partis mest oplagte kandidat, William Gibbs McAdoo, tidligere
finansminister og præsidentens egen svigersøn.

Vi ser også, og dette er vel bogens vigtigste erkendelse, at nomineringen af Harding ikke var helt så tilfældig endda, og manden måske heller ikke så ringe, som de senere skandaler kunne give det udseende af. Han var en af det republikanske partis populæreste senatorer, han var en partitro republikaner uden særstandpunkter, og han var fra Ohio, een af nøglestaterne. Men han var ingen personlighed, og det var just en fordel, for Woodrow Wilson havde givet det amerikanske politiske liv personlighed nok for lange tider. Analysen af Harding og de begivenheder, der førte til hans nominering, er baseret bl.a. på en gennemgang af Harding's egne papirer (som ikke var tilgængelige ved førsteudgaven 1962) og i det hele er alle tilgængelige privatarkiver konsulteret. Dette bringer sommetider overraskende ting for dagen: I 1920 skrev Franklin D. Roosevelt således om Herbert Hoover: »He is certainly a wonder and I wish we could make him President of the United States. There could not be a better one«.

Bogen er stramt komponeret, så stramt, at man ofte kunne have ønsket sig en mere detailleret diskussion, men kun analysen af selve valgkampagnen må siges at være så summarisk, at den bliver utilfredsstillende. Når man også kunne have ønsket sig de øvrige afsnit noget længere, er det derimod fordi man sjældent kan få for meget af noget godt. T v