Peter Hüttenberger : Die Gauleiter. Studie zum Wandel des Machtgefüges in der NSDAP. Schriftenreihe der Vierteljahrshefte fur Zeitgeschichte Nr. 19. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1969. 239 s. 9.80 DM.

Peter Hiittenbergers dissertationsarbejde er kommet til verden under Bonnerprofessoren Karl Dietrich Brachers auspicier og har som Brachers egen forskning nationalsocialismens indre magtstruktur som primært studieobjekt, men med gauleiterne, partiets lokale førerelite og bevægelsens stærkeste »motorer« som særligt observationspunkt. Undersøgelsesfeltet er naturligt afgrænset til kun en del af de ialt 41 gaue, nemlig fortrinsvis de vestlige, men iøvrigt synes udvælgelseskriteriet noget tilfældigt baseret på, hvorvidt Huttenberger er stødt på fyldige gauarkiver eller ej; thi meget kildemateriale er destrueret og andet er endnu i brug i lokalforvaltningen og derfor utilgængeligt. I det hele kunne man nok have ønsket sig en bredere diskussion af de metodiske problemer omkring feltarbejdet, men nu får vi end ikke en arkivoversigt som den nødtørftigste tilnærmelse til hele spørgsmålet om undersøgelsens almindelige gyldighed. Samtidig skal det dog fremhæves at forfatteren i de centrale partiarkiver har fremdraget et kontrolmateriale, som turde sikre at afhandlingens hovedkonklusioner også kan bære på rigsplanet. En strømpil herfor finder vi i hvert fald i Peter Diehl-Thieles bredere anlagte Partei und Staat im Dritten Reich, der udkom samme år (jfr. ovenfor, s. 285).

Hiittenbergers afhandling har ikke noget biografisk eller sociologisk sigte, men er et forsøg på at kortlægge fluktuationerne i gauleiternes magtstilling indenfor partiet og staten fra reorganiseringen af NSDAP i tyverne og indtil sammenbruddeti 1945. Som ventet fremviser gauene i de første kampår et yderst sammensat billede i både politisk og ideologiske henseende. Partiapparatet er endnu helt rudimentært, og gauleiteren regerer alene i kraft af sin personlighed og sin husmagtog har oftest det største besvær med at sætte førerprincippet igennem overformelleminstanserne på Orts- og Kreisleiterniveauet. Omvendt er tilknytningen til rigsledelsen i Miinchen særdeles løs og præget af en kraftig aversion, der kun undtager Hitler selv. Loyaliteten overfor ham er da også bevægelsens egentlige sammenbindende kraft. NSDAPs gennembrud i 1930 styrker partiledelsen på gauenes bekostning ikke mindst takket være centralinstansernes kontrol med finanserne - det eneste punkt hvor det nogensinde lykkedes at gennemføre en reel bremse på gauleiternes dispositionsfrihed. En stigende bureaukratisering sætter

nu ind både centralt og lokalt og medfører en gennemgribende udskiftning af Altkåmpferne med partifunktionærerne i alle gauhierarkiets mellemste og lavere led. Men opbygningen af partiapparatet sker langsomt, og organisationseffektiv i_teten er næppe baggrunden for nazisternes succes, mener Hiittenberger; forholdeter snarere omvendt. Magtovertagelsen i 1933 betyder en øjeblikkelig og stærk vækst i indflydelse, idet de allerfleste gauleitere nu kan forene partijobbet med de høje statsembeder som Reichsstatthaltér og Oberpråsident, rigsregeringenskontrolinstanser på det lokale plan. Men på længere sigt er der tale om en udhuling og en devaluering, for Hitlers bestræbelser på at skubbe revolutionen i baggrunden til fordel for statsbureaukratiet og centralismen ramte gauleiterne både som partigængere og embedsmænd. Samtidig taber de i beføjelser til rivaliserendepartiorganisationer som SS, SA, Arbejdsfronten m.fl. og henvises offentligt af Hitler til deres oprindelige rolle som politiske folkeopdragere og propagandister.Først ekspansionspolitikken og Verdenskrigen kalder igen på deres politiske ekspertise og ideologiske dynamik, og de rejses til nye højder som eksekutoreraf førerviljen i de erobrede områder og i selve Riget som Reichsverteidigungskommissaremed efterhånden diktatoriske fuldmagter på alle væsentlige civile og til sidst også på vigtige militære områder.

Hiittenbergers undersøgelse bekræfter den gængse opfattelse af nazipartiet som stærkt i bunden, men relativt svagt i toppen, men den viser samtidig at gauleiterne trods deres urørlighed aldrig formåede at etablere sig som en samlet førerkaste i en fællesfront imod rigsledelsen. Dertil forstod Hitler alt for godt at spille dem ud imod hinanden. På den anden side var de ham samtidig en helt nødvendig modvægt imod det centralistiske partiapparat, som han selv havde skabt. Det ses særlig klart i krigens sidste år, da det gjaldt om at afbalancere den »uundværlige« Bormann og hans bestræbelser på at opkaste sig til veritabel »partidiktator«. „ K .__„„„„