Kurt von Fritz: Die Griechische Geschichtsschreibung. I. Von den Anfängen bis Thukydides. 1. Text. 2. Anmerkungen. Berlin, Walter de Gruyter & Go., 1967. xii, 823₊ iv, 421 s. 148 DM.

Den moderne forskning vedrørende græsk historieskrivning har i væsentlig grad betjent sig af tidskriftartikler og monografiske behandlinger af enkelte historikere eller naturlige grupper af historiske forfattere som Atthidograferne, Alexanderhistorikerne o. s. v. En sammenfattende fremstilling af den græske historieskrivnings udvikling har længe været savnet, idet J. B. Bury's meget benyttede værk »The Ancient Greek Historians« er publiceret i 1909 og på sine ca. 280 sider kun kan give en ganske overfladisk behandling af flertallet af de implicerede forfattere. Samtidig har forskningsarbejdet på dette område fået et helt nyt fundament gennem Felix Jacobys imponerende publikation »Die Fragmente der Griechischen Historiker«, hvis første bind udsendtes i 1923.

Som det fremgår af forordet, planlægger von F. i tre bind at gennemgå den græske historieskrivnings udvikling til og med Poseidonios (død ca. 50 f. Kr.). Det første bind, som slutter med Thukydid, er på grund af stofmængden delt i et textbind og et bind noter. Det sidstnævnte rummer også to mindre exkurser samt sted-, navne- og sagregistre. En stikprøve på registrenes tilforladelighed ved en gennemgang af alle registrerbare navne på nogle få sider gav et nedslående resultat. Mens 16 navne var registreret i de respektive indices, manglede registerhenvisningertil ikke mindre end 13. I registeret over »Moderne Autoren« figurererto forfattere som »Burn, A. R.« og »Burns, A. R«. Den mistænksomme læsersopslag i texten viser, som ventet, at der er tale om den samme person, hvis

navn det ene sted forekommer i genitiv! For øvrigt er denne liste over »Moderne
Autoren« en meget dårlig erstatning for en egentlig bibliografi; forhåbentligvis
vil savnet af denne blive afhjulpet i værkets afsluttende bind.

Selve textbindet rummer, foruden to indledende kapitler af mere generel art (s. 1-47) kortere afsnit om Hekataios fra Milet og hans umiddelbare efterfølgere (s. 48-103) og Hellanikos fra Lesbos og hans samtidige (s. 476-522). Behandlingen af disse forfattere er naturligvis betinget af, at deres historiske værker kun er overleveret i fragmentarisk form. For de flestes vedkommende bliver rekonstruktionen af deres skrifters omfang og indhold, som er forudsætningen for en diskussion af deres placering i den græske historiografis udvikling, nødvendigvis stærkt belastet af hypotheser. Von F. bygger her, som naturligt er, i meget høj grad på det af Jacoby etablerede grundlag og betoner ligesom denne, at den historiografiske udvikling, efter alt at dømme, ikke forløb i en lige linie, men karakteriseredes af blindspor, tilbageskridt og nye begyndelser.

De vigtigste afsnit af værket er utvivlsomt de to store kapitler om Herodot (s. 104-^75 + noter s. 79-220) og Thukydid (s. 523-823 +noter s. 246-336). Som det fremgår af sidetallene har begge de historiske værker fra 5. årh. f. Kr. fået en behandling, som i omfang fuldt ud svarer til en selvstændig monografi. I disse afsnit har von F. også, så vidt jeg kan skønne, ydet sin mest selvstændige, videnskabelige indsats.

Forskningsproblematikken omkring Herodot og Thukydid rummer mange parallelle træk. Siden midten af forrige århundrede har man ved sproglige, stilistiske og idemæssige analyser forsøgt at skaffe sig et holdbart grundlag for en opdeling af begge værker i mindre afsnit, affattet til forskellig tid og afspejlende forskellige stadier i de to forfatteres udvikling til historikere. Den analytiske forskningsperiode fandt sin afslutning for Herodots vedkommende med Felix Jacoby's store Herodot-artikel i Pauly-Wissowas Realencyclopædie Supplement-Band II fra 1913, for Thukydids med Eduard Schwartz' kendte værk »Das Geschichtswerk des Thukydides«, hvis manuskript afsluttedes i 1917 (2. udg. 1929). I en naturlig reaktion mod analytikernes overdrevne tillid til analysens muligheder, sammenholdt med de vidt forskellige resultater, som den rent faktisk førte til, lagde forskningen i den følgende tid vægten over på en mere litterært betonet undersøgelse af værkernes immanente struktur og betonede stærkt deres helhed. En sådan »unitarisk« betragtningsmåde må stort set siges at være dominerende den dag i dag.

I denne sammenhæng repræsenterer von F.'s værk en tilbagevenden til en moderat analytisk position. Stærkest gør dette sig gældende ved behandlingen af Herodot. Med vægtige argumenter fremføres den these, at Herodot er begyndt som geograf og, mere specifikt, som kritiker af sin forgænger Hekataios' geografiskesystem. Store dele af Herodots første seks bøger rummer resultaterne af hans geografisk-etnografiske forskning som først på et senere tidspunkt, under indtryk af Athens politiske rolle, udvidedes til at blive en historisk forskning med forholdet mellem grækere og persere som det centrale tema. Også i tidligere kapitler betonervon F. meget stærkt og originalt den geografiske forsknings betydning for udviklingenaf historiografien. Med hensyn til analysens anvendelighed på Thukydidsværk ligger det noget vanskeligere. Efter von F.'s opfattelse er det muligt at sondre mellem intensivt gennemtænkte og udarbejdede partier (hvortil hører så

at sige alle talerne, men også afsnit som f. x. skildringen af pesten i Athen og fremstillingen af expeditionen til Sicilien) og mere foreløbigt formulerede afsnit, f. x. dele af 5. og hele 8. bog. I det store og hele hører de omhyggeligt redigerede partier til en senere fase af historikerens virksomhed, men von F. afviser mulighedenaf at bruge dette kriterium til en mekanisk opdeling af værket med tilhørendefordeling på forskellige affattelsestider. Han anerkender således tilstedeværelsenaf indre »spændinger« i Thukydids værk, svarende til hvad ældre analytikerebenævnte »modsigelser«, men mener, at de kun kan og bør benyttes til at skitsere en udvikling i Thukydids politiske tankegang.

Denne recension kan naturligvis kun give et ganske overfladisk indtryk af værkets indhold. Den meget brede og omfattende fremstilling beskæftiger sig med alle de forhold, som man forventer behandlet i et sådant oversigtsværk. Det er indlysende, at mange passager må være refererende og ikke kan indeholde nye videnskabelige resultater, men diskussionen er altid omhyggelig og sober; von F. har i øvrigt selv i sit forord taget afstand fra en for krampet jagen efter nyhed og originalitet. Vi har således fået et fortrinligt arbejdsinstrument i hænde og kan kun ønske, at de følgende bind må være af samme kvalitet og blive offentliggjort så hurtigt som muligt. En fuldstændig fremstilling af den græske historieskrivning, denne »kentaur« af videnskab og kunst, i et omfang, som der her er lagt op til, vil være en videnskabelig stordåd. n jui_mi,_{vvm u,}