Jacques Droz: Le Socialisme Démocratique 1864-1960. Collection U. Serie »Histoire contemporaine«, dirigée par René Rémond. Paris, Librairie Armand Colin, 1966. 360 s. 28 F.

Paa de halvanden side, Sorbonneprofessoren vier »den danske socialisme« i sin bog paa 360 sider, naar man at blive temmelig forbavset flere gange. Ikke over de rent sproglige fejl naturligvis - det maa betragtes som normalt at en franskmand kalder Louis Pios blad »Socialstien«, gør Esbjerg til Esbjareg og udelader c'et i Steincke. Men at betragte andelsmejerierne som en karakteristisk forløber for den danske socialisme er hasarderet. Ikke mindst naar forfatteren nogle linier længere nede noterer, at bønderne »med deres høje levestandard og en bemærkelsesværdigt velorganiseret andelsbevægelse« ikke ville have taalt en videregaaende socialpolitik fra Steinckes side i 30'erne. Det er vel ogsaa en modificeret sandhed at lade socialisternes pacifisme være den direkte aarsag til at Danmark i 1940 var uden forsvarsmuligheder. Men hvad - i en saa stærkt komprimeret fremstilling sker den slags. Godt den franskorienterede P. Munch ikke kan vide noget om Droz' manglende indsigt i en vis radikal udenrigsministers indflydelse paa dansk forsvars- og udenrigspolitik . . .

Ellers er der meget godt at sige om denne bog. Emnet er begrænset til socialistisketankegange og politiske bevægelser i stater med et demokratisk og parlamentariskstyre, altsaa i hovedsagen vesteuropæiske stater. Sovjetunionen er saa udeladt. Alligevel har forfatteren staaet med et særdeles uoverskueligt stof. De tyske og østrigske socialdemokrater, arbejderpolitik og -partier i England, Skandinavien,Italien, Frankrig og det førsovjetiske Rusland, foruden de to første Internationaler.Men Rusland før 1917 som et demokratisk og parlamentarisk styre? Og Bismarcks Tyskland? Der er sket det, at Droz af forlaget er blevet bedt om at

holde sig til den »demokratiske socialisme« (fordi U-bøgernes nu imponerende lange rækker rummer titler hvor f.ex. marxisme og syndikalisme særfremstilles) og det er naturligvis umuligt at foretage rent forlagsteknisk begrundede opdelingeraf historien uden at gaa uden for rammerne hist og her.

Droz giver med sin bog en udmærket illustration af de modsætningsforhold, historien fra begyndelsen satte de marxistiske teser i: Marx (og Engels) ville skabe en arbejderinternationale netop paa den tid, hvor nationalismen begyndte at blive en væsentlig kraft i Europa - og marxismen opfordrede til den übønhørlige revolutionære kamp netop da fagbevægelsen i industristaterne voksede sig stærk og gav de socialistiske tendenser en stadig mere udpræget reformkarakter.

Man kan maaske indvende, at bogen er saa superpædagogisk opbygget at den er blevet ulæselig i større sammenhængende dele. Men serien sigter lige saa meget paa at lave undervisningsbøger der fungerer som opslagsværker, og det er just dér Droz' arbejde udmærker sig. Teksterne efter hvert kapitel og litteraturhenvisningerne, den kronologiske oversigt, navneregistret (hvor Steincke dennegang bliver til Steinecke), listen over partier og politiske grupper, alt sammen glimrende opstillet bagest i bogen, gør den til et fortræffeligt redskab. Med udgangspunkt i det faktum at franskmændene ikke bruger ordet socialdemokrater men altid taler om socialister kan man tage hul paa en sikkert givtig debat om den mere eller mindre demokratiske socialisme. Droz er saa god at have ved haanden.