Iselin Gundermann: Herzogin Dorothea von Preussen 1504-1547. Studien zur Geschichte Preussens. Band 9. Köln und Berlin, G. Grote'sche Verlagsbuchhandlung, 1965. 304 s.

Hertuginde Dorothea af Preussen var næppe - som Brandi's kejser Karl V - i besiddelse af en personlighed, i hvilken historiens drivkræfter kom til udtryk. Politisk spillede hun ingen rolle og heller ikke på andre felter synes hun at have øvet en selvstændig indsats. Betegnende er det, at hun klager til sin bortrejste ægtefælle, hertug Albrecht, over de preussiske råder, der besværede hende med regeringsforretninger, som hun dog ikke forstod - et ganske pudsigt å-propos til Astrid Friis' karakteristik af hertugindens broder Christian 3. som den af rådgiverne helt afhængige monark.

Netop levnedsskildringer af en i sig selv så übetydelig skikkelse kan imidlertid med fordel anvendes til betragtninger over konventioner og smagsretninger, der verserede i tiden. Forfatteren til den foreliggende biografi, Iselin Gundermann, yder fortrinlige bidrag i denne retning. Det righoldige materiale fra arkivet i

Konigsberg, hvis samlinger nu er deponerede i Gottingen, udnyttes til skildringer af hertugindens »miljø«, hofstatens organisation og den hertugelige husholdning. Blandt Dorotheas personlige interesser fortjener hendes kuriøse forsøg med fremstillingaf medikamenter og delikatesser at fremhæves. En dansk læser mærker sig med hvilke undertiden lidt aparte foræringer, Dorothea diverterede sin broder, den danske konge. Ved én lejlighed lod hun resolut et af sine breve vedlægge foden af en preussisk stud - øjensynligt for at afgøre en standende familiestrid om hvorvidt de preussiske eller de sjællandske stude havde de største klove.

Bogen rummer dog også mere seriøse bidrag til dansk historieforskning. I forbindelse med indretningen af et ane-galleri på slottet i Konigsberg søgte den genealogisk vakte hertuginde forgæves i længere tid - bl.a. hos rigshofmester Mogens Gøye - nøjagtige oplysninger om sin fædrene herkomst. Endelig i sommeren 1545 kunne kancellisekretæren Georg Corper sende Dorothea de ønskede oplysninger. Redegørelsen for den oldenburgske kongeslægts aner - som gengives i bogen s. 192-93 - er interessant, fordi den tydeligt nok bygger på den genealogi, hvormed Poul Helgesen indleder Skibykrøniken, og hvis tilblivelse i sin tid Paludan-Miiller og Heise debatterede (jvf. herom senest Harald Ilsøe i dette tidsskrift 12. rk. 11, s. 230f.).

Desværre må det om bogens kvaliteter i øvrigt siges, at forf. ikke i tilstrækkelig grad har vogtet sig for personalhistorikernes charybdis: den proportionsløse forherligelse i personskildringen. Dorotheas iøjnespringende inkompetence i statssager camoufleres med nogle kryptiske bemærkninger om de gamle »consortium«ideer, der kom til udtryk ved hertugparrets fælles fremtræden på skuemønter (s. 120), samt i øvrigt med en påstand om at hun af tilbøjelighed (!) foretrak at virke som »Landesmutter« frem for som herskerpersonlighed. Dette er i virkeligheden forf.s grundsynspunkt: Dorothea fungerede i hertugdømmet Preussen omtrent som den gode tyske »Hausfrau« i sin husholdning. For en del hænger denne lige så uhistoriske som fortidige synsvinkel sammen med forf.s usikre metodiske grundlag. Således skelnes der ikke mellem oplysninger uddragne af hertugindens egenhændige breve og de officielle skrivelser, der blot udgik i hendes navn, t.eks. når hertug Albrecht, hvilket ofte var tilfældet, var på rejse. Men også de egenhændige breve, af hvilke hyppigt lange passager indskydes i fremstillingen, synes undertiden direkte at tale imod denne opfattelse. Særligt irriterende for læseren virker den uunderbyggede - og derfor meningsløse - dvælen ved hertugindens hjertelige følelser for alt og alle, lige fra universitetet i Konigsberg til de fyrstelige slægtninge i Danmark. Forf. skildrer udførligt (s. 140) hvor hårdt Dorothea ramtes af budskabet om Frederik l.s død. Ikke desto mindre fremgår det, at det eneste vi ved om hendes reaktion er, at hun straks hos sin tidligere hofmesterinde og fortrolige søgte at skaffe sig oplysninger om, hvilke kostbarheder der fandtes blandt faderens efterladenskaber. Det melder den officielle kondolence-skrivelse til hertug Christian naturligvis intet om - men med dens bibelske parafraser har Dorothea sikkert heller intet haft at skaffe.

Værdien i Iselin Gundermanns biografi ligger da først og fremmest i det omfattende
materiale, der er fremdraget, at hvilket meget vil interessere danske
historikere såvel som kulturhistorikere i videste forstand.