Emmanuel Le Roy Ladurie: Les paysans de Languedoc. Vol. I—II. Bibliothéque Générale de l'École Pratique des Hautes Etudes. Vie section. Paris, S.E.V.P.E.N., 1966. 1037 s. Ill. Plancher. 110 F.

I februar 1956 oplevede Le Roy Ladurie som ung lærer i Montpellier den frygteligevinterkulde, der ødelagde 90 °/o af oliventræerne i Frankrig og ialt kostede det franske landbrug mere end 200 milliarder F. Begivenheden gjorde et stærkt indtrykpå Ladurie, og han læste med stor interesse et par nyudkomne naturvidenskabeligeartikler om forandringer i vejrlig og klima. Hos Ladurie var interessen

historisk betonet, og han mærkede sig hurtigt en række katastrofevintre i perioden 1745-82 som værende af særlig betydning. 1957 offentliggjorde han i et lokalt tidsskrift en meddelelse om Fluctuations météorologiques et bans de vendanges au XVIIIe siécle (Féd. hist. du Languedoc médit. et du Roussillon, s. 189). Ladurie vedblev at arbejde med emnet og kunne endelig 1967 publicere en samlet fremstilling af Histoire du climat depuis Van mil.

Det må på denne baggrund virke desmere overbevisende, når Le Roy Ladurie i nærværende værk på grundlag af et omfattende materiale fastslår, at klimaændringer netop ikke har været en udslaggivende faktor for langtidssvingningerne i Languedoc's økonomi. Der kan ganske vist konstateres store skader på oliventræer og vinplanter (som i dette mediterrane område er vigtigere end kornet) i en lang række vintre mellem 1432 og 1786 (s. 47); men væsentligere er det, at tidspunktet for vinhøsten i denne periode nok er blevet ændret, men ikke af klimatiske årsager. Ladurie har andetsteds taget afstand fra den teori, at den senmiddelalderlige agrarkrise kan skyldes en forandring af klimaet (Histoire du climat, s. 253).

Sin egentlige inspiration til studiet af bønderne i Languedoc fik Ladurie i 1955, da geografen Raymond Dugrand gjorde ham opmærksom på de talrige skattelister (compoix), der findes i hundredvis i kommunalarkiverne i Languedoc (s. 901-907). Antallet af bevarede lister stiger ujævnt fra ca. 1300 til nyere tid. Les compoix er matrikler til beregning af grundskatten (taille reelle). På basis af sådanne lister skrev Ladurie 1957 en artikel i Annales om borgerskabets fremtrængen i Languedoc's landdistrikter i 16. og 17. århundrede og tilsluttede sig hermed arbejder af Febvre, Bloch m.fl. om den begyndende kapitalisme. Undersøgelsen tog således sit udgangspunkt i økonomisk historie; men skattelisterne indeholder tillige et storartet demografisk materiale, og Ladurie's tese blev netop, at samspillet mellem befolkningstal og økonomi i Malthus' forstand har været bestemmende for udviklingen. Det kom til at stå ham klart, at godskoncentration og udstykning, i perioder af henholdsvis økonomisk kontraktion og fremgang, flere gange havde afløst hinanden. Også i Languedoc finder man den sædvanlige sekvens af langtidscykler i middelalderen, i perioden 1500-1750 og endelig i de sidste århundreder. Ladurie beskæftiger sig især med den anden cyklus, nyere tid, og antager for denne følgende forløb: Efter nulpunktet i 15. århundrede (foranlediget afpeste noire og Prince noir), iøvrigt langt mindre udtalt end i Tyskland, følger et dynamisk befolkningsopsving i 16. og begyndelsen af 17. rhundrede; økonomien ikke kan følge med, bremses befolkningsvæksten i 17. rhundrede, der sker et tilbageslag omkring 1700. Foruden på befolkningskurven lægger Ladurie bl.a. vægt på politiske, religiøse og psykologiske faktorer.

Større interesse end disse lidet opsigtsvækkende hovedlinjer har Ladurie's påvisningaf, at landene ved Lyon-bugten, Catalonien, Languedoc og Provence, blev ramt mindre hårdt af krisen i 17. århundrede end Italien og Castilien; selv efter ca. 1680 kan der i Languedoc konstateres visse vækstmomenter, således inden for vindyrkning og klædeindustri (kendetegnende for den følgende fremgangsperiode1750-1870 er især den stærke udvikling af vindyrkningen). Et andet interessant punkt er Ladurie's kortlægning af vandringerne, som altid væsentlige for fortolkningen af økonomiske relationer. Medens der i dag vandres fra Spanien og Italien til Sydfrankrig, gik vandringerne i nyere tid den modsatte vej, nemlig

fra nordligere egne til landet mellem Alper og Pyrenæer og videre mod Catalonien
- dette gjaldt såvel mennesker som kvæg.

Et træk, som Ladurie vistnok først sent er blevet opmærksom på og i hvert fald ikke rigtig er trængt til bunds i, er de lokale særegenheders økonomiske betydning (s. 887). Der eksisterer et tidligt bidrag til karakteristik af de to »folkeslag« i Frankrig nord og syd for en linje fra Saint-Malo til Genéve, nemlig Angeville's 1836 udkomne Essai statistique sur la population frangaise. Ladurie kan på grundlag af nyere (også egne) studier opridse en række forskelle på driftsforholdene i det nord- og sydfranske landbrug; men det bliver kun til tilløb (bemærk de særlige afsnit om klima - se herom ovenfor - samt om kulturplanter og redskaber), og man fornemmer måske i for høj grad den midlertidigt tilflyttedes overvejende interesse for at placere den lokale udvikling i en national og europæisk sammenhæng - det måtte dog ellers være en perspektivrig opgave for Ladurie at drage sammenligninger mellem Languedoc og hjemstavnen i Normandiet. Omend forfatteren allerede 1962 skrev en Histoire de Languedoc, er områdets provinsialisme ikke et emne, der i særlig grad har vakt hans forskertrang.

Le Roy Ladurie's værk om bønderne i Languedoc er slået stort op fra fransk side, bl.a. af Pierre Chaunu i hans anmeldelse i Revue historique t. 237, 1967, s. 359-380; men det er karakteristisk, at Chaunu - meget elegant - får sagt, at bogen vil få mest betydning som udgangspunkt for fremtidige studier (»cette oeuvre, bien plus qu'un point d'arrivée, constitue, essentiellement, une base de depart« - s. 361). Det må nok erkendes, at Ladurie ikke har leveret noget dybt originalt arbejde. Alligevel føjer det sig - især i kraft af forfatterens suveræne beherskelse og systematisering af et vældigt apparat af kilder og tværvidenskabelig litteratur - smukt ind i rækken af franske efterkrigsværker om Middelhavets og Middelhavsegnenes historiske rolle. Ladurie er senere blevet knyttet til École Pratique i Paris. R p