Danmarks gamle Købstadslovgivning I-V, udg. af Erik Kroman. Det danske Sprog- og Litteraturselskab. København, Rosenkilde og Bagger, 1951-61.

Sideløbende med udgivelsen af Diplomatariet, og endnu inden fuldendelsen af Danmarks gamle Landskabslove, gik Sprog- og Litteraturselskabet i gang med nok en monumental udgave af danske middelalderkilder, et værk omfattende samtlige danske middelalderlige købstadsprivilegier, stadsretter m.v. ved den kyndige udgiver dr. Erik Kroman. I 1951 udkom det sønderjyske materiale (hvor udgiveren med hensyn til de plattyske tekster fik bistand fra Peter Jørgensen), og i løbet af det følgende tiår færdiggjordes arbejdet med ialt fem bind, Nørrejylland (II), Øerne (III), de skånske landskaber (IV) samt et afslutningsbind (V) med

den almindelige købstadslovgivning m.v., supplement samt nogle meget nyttige kapitelskonkordanser, der tillader en hurtig jævnforing af de forskellige varianter af de såkaldte »almindelige stadsretter«, der jo ofte blot er bearbejdelser af en enkelt, gennem retspraxis meget udbredt lokal vedtægt.¹

Betydningen af denne udgave kan næppe overdrives, idet det hidtil har været uhyre vanskeligt at arbejde videnskabeligt med det meget spredte og gerne højst utilfredsstillende udgivne kildemateriale, således at vi indtil nu har måttet erkende gyldigheden af Mackeprangs forord til sin disputats om »Dansk Købstadstyrelse fra Valdemar Sejr til Kristian IV« (1900), hvor hovedvægten måtte komme »til at falde på slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede, så meget mere som en fremstilling af de middelalderlige købstadsforhold helst må udsættes, indtil der foreligger en samlet og brugbar udgave af stadsretterne og privilegierne«.

Det har til nu været Kolderup Rosenvinges gamle arbejde fra 1827, der sammen med Herlitz' svenske udgave fra 1927—39 (som udførligt medtager det skånske stof) har udgjort kildegrundlaget suppleret med en række enkelt-udgivelser, især i diverse by- og lokalhistoriske værker, hvilke ifølge sagens natur måtte være af yderst varierende kvalitet, eventuelt blot »moderne oversættelser« eller udtog. Ikke mindst i betragtning af, at de berømteste stadsretter (f.ex. Slesvig, Flensborg, Ribe, Roskilde, Lund osv.) gerne overtoges, det være sig helt (eventuelt gennem en kgl. tilladelse til at benytte en anden bys ret²) eller delvis, er det af allerstørste betydning takket være denne udgave at kunne jævnføre det enorme materiale, og det i en moderne edition med dertil hørende variant - og noteapparat.

Ofte kan man naturligvis have sine tvivl, hvorvidt de toneangivende stadsretter altid udbredtes gennem kongelige privilegier, og udgiveren iader da også kraftigt skinne igennem, a.l ici.sbiug", dys. almindelig praxis, kan have spillet nok så stor rolle, således at en mindre by af rent

---

1 F.ex. er de såkaldte »Erik Glippings almindelige stadsretter« blot redaktioner af henholdsvis Roskildestadsretten af 1268 og Ribestadsretten af 1269, medens Christoffer af Bayerns stadsret (Yngre redaktion) nøje følger de skånske »birkeretter«. Desværre synes nummereringen i bind V s. 140 i uorden: »Almindelig stadsret nr. 5 (Christoffer af Bayerns stadsret)« skal formentlig være: nr. 4, idet nr. 5 kaldes kong Hans' stadsret (dvs. at s. 142 skal tilsvarende almindelig stadsret nr. 6 rettes til: nr. 5). - Også jævnførelserne mellem enkeltstadsretters ældre og yngre redaktioner lader ane mangelfuld korrektur; f.ex. i bind I s. 24 ad § 32 (text I 82, skal være: I 28), ib. s. 134 ad § 129 henvises til text II 125, hvilket selvfølgelig skal være text 111 125. Ligeledes savnes ib. s. 122 ad § 58 henvisning til text I § 83.

2 Således fik Landskrona 1413 ret til at benytte Lunds og Malmøs ret, medens et bevaret exemplar viser en »birkeret«, der ret nøje følger Malmø-texten (se IV s. 109ff.). 1243 modtog Hjørring Viborgs bylov (II s. 289, jfr. ib. s. 291), medens Varde 1442 fik Viborgs privilegier (ib. s. 131); ca. 1371 overlod Horsens et exemplar af sin stadsret (der igen var hentet fra Slesvig) til Æbeltoft (ib. s. 193 ff.) o.m.a.

praktiske grunde helt eller delvis applicerede en større nabobys vedtægter, hvilket vist ikke mindst gælder flere af de såkaldte »almindelige stadsretter« (f.ex. kong Christoffers eller kong Hans'), der næppe så meget repræsenterer en egentlig lovgivning som en kompilation af gældende ret. Men netop ved hjælp af denne udgave kan vi nu tydeligt konstatere stadsretternes »vandring« fra by til by, idet de falder i »familier«, og værket vil være en guldgrube for den, der ønsker at drive komparative studier og spore, det være sig variationer eller udviklingslinier fra en ældre stadsret og til dens senere lokale tillempninger andetsteds.

Gennem det sædvanlige apparat, som vi kender fra Diplomatariet, er håndskriftmaterialet her fremlagt, omend man for denne udgaves vedkommende normalt ikke har medtaget varianter fra eftermiddelalderlige manuskripter (her naturligvis bortset fra de ikke helt få tilfælde, hvor den eneste kilde netop er eftermiddelalderlig). Blandt andet er det karakteristisk, hvilken enorm rolle for overleveringen den store privilegiestadfæstelse af 1648 har spillet, og det navnlig for de egentlige kongelige privilegier (modsat de såkaldte »stadsretter«), f.ex. retten til en speciel torvedag, en bymarksudvidelse og så fremdeles, hvor 1648-stadfæstelsen er - om ikke hovedkilden - så dog næsten altomfattende. Desuden har specialindsamlinger som materialet til Resens atlas og endnu de 1773 indsendte privilegier (Kali Fol. 52) en vis betydning. Hertil kommer desuden de særlige »bysbøger«, f.ex. Valckendorfs bog fra København (1582) eller en 17. århundredes privilegiebog fra Vejle.³

Afslutningspunktet for udgaven er Christiern ll's store rigslovgivningsprojekt, der yderst velvalgt er udskudt til den kommende udgave om Dansk Rigslovgivning. Og i det hele gælder det, at lokalprivilegierne fra reformationstiden synes at spille en stedse mindre rolle; rigslovgivningen vinder terræn, medens stadsretterne bliver til en art »lokale politivedtægter« .⁴

Blandt de uhyre mange interessante problemer, som en læser blot ved en gennemlæsning bemærker, er naturligvis først de, der vedrører studiet af handelsret og købstadsforhold i almindelighed, men også de mange strafferetslige bestemmelser, der lader en utvivlsomt højst påkrævet supplering af landskabslovene komme til orde, og at det danske samfund endnu i begyndelsen af 16. århundrede principielt byggede sit retsliv på de nu godt 300 år gamle landskabslove, giver således sikkert baggrunden for, at en rigslovgivning, det være sig Christiern ll's eller Christian Ill's, nu var absolut nødvendig.

---

3 Ved jævnførelse med Repertoriet må man formode, at der er tale om den såkaldte Clement Sørensens bog fra 1631.

4 F.ex. citerer rettertingsdombøgerne 1536-44 ialt kun tre gange en egentlig stadsret, langt hyppigere derimod de nye kongelige recesser, og det såvel hvad angår handelsret som strafferetslige bestemmelser.

Et andet karakteristisk træk ved det middelalderlige samfund, som denne udgave lader komme frem, er det betydelige antal af kirken ejede købstæder; således var ærkebispen ikke blot herre over samtlige bornholmske byer (og var følgelig den, der udstedte privilegierne), men besad der ud over Åhus og Elleholm i selve Skåne. Og selv om kong Eriks inddragelse af København 1417 snart efterfulgtes af en tilsvarende aktion overfor Skovklosters Næstved (vist ca. 1425/26), synes der på ingen måde at være tale om nogen konsekvent fulgt linie, idet der nogenlunde samtidig opstod en købstad ved det nyoprettede Maribo kloster.⁵ At udgaven derimod intet stof rummer fra jyske bylignende kirkebirker som Thisted (under Børglumbispen), Sæby (klosteret) og Ry (Øm kloster), skyldes vel snarest deres kirkelige herrers ulyst til at give rettigheder fra sig end manglen på et (nok så beskedent) bysamfund?

Man kan selvfølgelig undre sig over bindenes rækkefølge, der med Sønderjylland først og Skåne sidst på det nærmeste er diametralt modsat den i Trap fulgte norm, ligesom man bemærker manglen på materiale fra de sydslesvigske købstæder.⁶ Overfor den enorme nytte enhver middelalderhistoriker vil have af denne monumentaludgave, kan det synes småligt at anke over den yderst nødtørftige indledning, der stort set nøjes med at henvise til Diplomatariets editionsprincipper, dog med væsentlige undtagelser, bl.a. at den oprindelige interpunktion kun for visse »klassiske« texter (som f.ex. Flensborgs stadsret) er bibeholdt. Først i andet bind er som en eftertanke indlagt en højst påkrævet forkortelsesliste, og det vil utvivlsomt være mange benyttere en god hjælp bestandigt at holde sig ajour med Repertoriets arkivvejledninger, ikke mindst hvad angår håndskriftsiglerne.⁷

Der er få herhjemme, der kan stå mål med dr. Kroman som palæograf,
men korrektur synes det desværre at have skortet på,8 ikke mindst hvad
de diplomatariske indledninger angår.9 Den statelige udgave prydes af

---

5 Til alt held er Erik af Pommerns i original bevarede privilegium til Maribo kloster af 1416 vedrørende en bygrundlæggelse kommet med i supplementet i bind V, som der ud over har kunnet nyde godt af udgiverens fortsatte arbejde med Malmø stadsbog (udg. ved Kildeskriftselskabet 1965), hvorfra såvel en speciel Malmøvedtægt af 1503 som et skånsk fællesprivilegium af 1504 er hentet.

6 Medens Repertoriet intet materiale omtaler fra Tønning, nævner det i hvert fald to kgl. privilegier fra før 1513 til Burg på Femern (2. rk. VIII s. 222) og eet til Eckernforde (jfr. Reg. 4701 og Repertoriet 2. rk. 111 4916).

7 Jfr. ovf. note 3, samt med hensyn til betegnelser som den ovf. nævnte Kali Fol. 52 (=(⁼ indberetninger af 1773).

8 Man studser over i et privilegium for Væ af 1519 (IV s. 231) som relator at møde en rektor Mathias, skriver og byfoged i Landskrona, hvor et kontrolopslag i Herlitz (I s. 458) meddeler en umiddelbart sandsynligere læsning = relator etc.

9 F.ex. 111 s. 55 lin. 7: boegerne, for: borgerne. - 111 s. 182 lin. 11: 1446, for: 1346.-111 192 lin. 19: efter nr. 14, formentlig fejl for: efter nr. 13 (?). - 111 s. 488 lin. 22: (etc. = nr. 12), vist fejl for: nr. 11. - IV s. 3 lin. 35: kirkeretten, må være fejl for: birkeretten.

heraldikeren Aage Wulffs tegninger af købstadssegl, der indleder hvert enkelt afsnit. I hovedsagen er udvalget foretaget på grundlag af de ældste segl i Grandjeans udgave Danske Købstæders Segl (1937), hvorfor henvisning dertil vel havde været på sin plads,¹⁰ og det så meget mere, som f.ex. tegningen af Falsterbos segl af 1608 ikke indicerer, at der — hvad der desværre ofte vil være tilfældet - ikke er ældre aftryk bevaret; tværtimod er det samme segl bevaret i et så gammelt aftryk som fra 1421, dvs. at stampen har været i brug i godt 200 år.¹¹ T n

---

10 Da Grandjean ingen vejledning giver for en så ny købstad som Nibe, har udgaven selv måttet udfærdige en seglbeskrivelse: »et bundgarn, mod hvilket ror en mand i en baad«. Deter naturligvis ikke udelukket, at han skodder for at kunne røgte sit garn, men ror han, må det være fra bundgarnet.

11 Også hvad seglomskrifterne angår, kunde en omhyggeligere korrektur have været på sin plads. IV s. 108 (Landskrona) anfører: Secretum, hvor Grandjean (og den omstående tegning s. 107) meddeler: Secretu/n. Ib. s. 150 (Helsingborg) anfører: CIVIVM, for: CIVIVM.