Kai Aalbæk-Nielsen : Historic Struktur og eksistens. Kobenhavn, Munksgaard, 1970. 163 s. 31,50 kr.

Menneskets forhold til historien er emnet for Kai Aalbæk-Nielsens debutbog.
Denne bog et ikke en gennemarbejdet helhed, men en række betragtninger over

de forskellige måder, på hvilke man har forholdt og kan forholde sig til historien. Aalbaek-Nielsen optræder i Historie. Struktur og eksistens dels som en formidler af nyere franske idéstrømninger og dels som en polemisk kritiker af den traditionellehistorieforskning.

Cirka halvdelen af bogen er en introduktion til de forskellige historiefilosofiske ideer, der i de senere år er fremsat i Frankrig. Både kyndigt og kritisk formidler Aalbæk-Nielsen de teorier om historie, der er at finde i henholdsvis Sartres, Lévi- Strauss' og Foucaults tankeverdener. Samtidig bliver debatten mellem eksistentialisterne og strukturalisterne opridset - en debat, der især borer i problemet om mennesket er en aktiv skaber eller et passivt offer i det historiske forløb. Under denne behandling af fransk historiefilosofi bliver mange centrale og vigtige historieteoretiske problemer taget op til diskussion, f.eks. forholdet mellem kontinuitet og diskontinuitet i fortiden, mellem en synkronisk og diakronisk betragtningsmåde. Også modsætningen mellem den analytiske og den dialektiske metode bliver behandlet. Især under sin gennemgang af Sartres ideer kommer Aalbæk- Nielsen ind på objektivitetsproblemet, der bliver yderst akut, hvis man tillægger historikeren en skabende rolle i forskningsprocessen. Det er tydeligt, at Aalbæk- Nielsen har hentet sin personlige inspiration hos disse franske tænkere, og selvom han kan acceptere dele af både Lévi-Strauss' og Foucaults teorier, så er det dog Sartres menneskesyn og dialektiske metode, der ifølge Aalbæk-Nielsen bør foretrækkes (jf. s. 153-6).

Som nævnt nøjes Aalbæk-Nielsen ikke med at formidle franske ideer til vore hjemlige himmelstrøg, han benytter også lejligheden til at formulere sin kritik af den traditionelle historievidenskab. Hans centrale tese er, ». .at vore forestillinger om historien — forstået både som fortiden og som videnskaben om den — er irrelevante i forhold til den verden, vi lever i, og de problemer, den kræver løst« (s. 9). Så er det sagt, og skarpere kan det næppe siges. Men ikke nok med det. Den traditionelle historieforskning er ikke kun übrugelig og ligegyldig, den er endog farlig. Følgende citat giver kernen i Aalbæk-Nielsens argumentation: »Historikeren afviser, at hans videnskab har noget andet mål end det, der ligger i selve studiet af fortiden. Han hævder, at den videnskabelige analyse er et mål i sig selv. Denne 'uengagerede' holdning er imidlertid også et engagement, for den er et valg af flugt fra ansvar og frihed. Historikernes traditionelle holdning er udtryk for, at han - bevidst eller übevidst - er besat af angst for friheden og tilfreds med at lade andre vælge for sig, som om friheden var en gene for hans åndelige velbefindende. Historikerens traditionelle holdning ansporer derved til en totalitær, ansvarsløs holdning« (s. 19).

Som det kan ses, er Aalbæk-Nielsens bastante konklusion baseret på en filosofiskanalyse af valg og frihed. Det er selvfølgelig muligt at være uenig med denne analyse. Men selv hvis man går ud fra, at den filosofiske analyse er korrekt, så kan man ikke på grundlag af en sådan analyse sige noget som helst om, hvor mange traditionelle historikere der findes, eller om de overhovedet findes. Hvis man ville afgøre dette, så måtte der foretages en empirisk analyse af nutidige historikeres ideer og holdninger. Aalbæk-Nielsen har ikke foretaget en sådan undersøgelse, ikke engang forsøgsvis. Hvis Aalbæk-Nielsen har tænkt sin bog som et opgør med faktiske historikere - og dette synes at være tilfældet - så har han indtil videre kun fremsat påstande, kun fremført beskyldninger. Aalbæk-

Nielsen bør derfor kritiseres for ikke at have taget Georges Gurwitchs og Henri
Lefebvres kritik af Sartre til efterretning, nemlig at Sartre kun har beskæftiget
sig med det teoretisk-hypotetiske og ikke det reelt eksisterende (jf. s. 90-1).

Hvad der her er fremført, betyder omvendt heller ikke, at Aalbæk-Nielsens påstande nødvendigvis er falske. Dette er først og fremmest en kritik af hans opgørs kvalitet og troværdighed.Det er muligt, at visse historiske skoler ansporer til en totalitær og ansvarsløs holdning. Dette er et empirisk problem, og må derfor afgøres ved hjælp af empiriske analyser i hvert enkelt tilfælde. Og sådanne analyser findes. For eksempel har Georg G. Iggers i sin bog The German Conception of History (1968) søgt at påvise - på grundlag af en detaljeret empirisk analyse - en sammenhæng mellem den historiske skole i Tyskland og nationalsocialismen. Selvom Iggers' analyse forekommer mig delvis overbevisende, er der stadig et stort spring til Aalbæk-Nielsens meget generelle påstande, der er fremført uden det mindste forbehold. Aalbæk-Nielsen synes at være faldet for polemikkens fristelse, i.e. at overdrivelsen bliver så stor, at kritikken kommer til at skyde over målet. Derved har Aalbæk-Nielsen - i min vurdering - gjort sig selv en bjørnetjeneste. Thi hvis formålet med hans kritik af den traditionelle historievidenskab var at overbevise sine fagfæller om, at de var på vildspor, så har han — ved at udelade et empirisk grundlag for sin kritik og generalisere den i den grad - undermineret troværdigheden af sin egen kritik. Desuden har han gjort det let for dem, der gerne vil afvise det centrale i hans opgør. Dette må beklages, fordi spørgsmålet om historievidenskabens - tilsigtede og utilsigtede - sociale funktioner bestemt er et problem, hvorom mere alvorlig debat kunne ønskes.

Historie. Struktur og eksistens indeholder ogsa et skitseret alternativ til den. traditionelle historieforskning. Sammenfattende lyder det saledes: »I sin fornyede form vil historieskrivning blive identisk med en debat om fremtidens udformning, og dermed vil den fa. den eksistentielle betydning tilbage, som den havde ved sit udspring i oldtidens Graekenland, men som den har mistet i dag, hvor den kun tjener reaktionens bagstraeb« (s. 163). Fordi Aalbaek-Nielsen tillaegger historikeren en naermest suveraent skabende rolle i forskningsprocessen, bliver erkendelse af fortiden og selverkendelse identiske (jf. s. 42, 156, 162). Dette betyder videre, at historiske begivenheder som noget virkeligt oploses og afvises: »Historien er . . . ikke en kontinuerlig raekke af begivenheder, hvoraf den ene fodes af den anden som virkningen af sin arsag. Historien forstaet som et forlob ma i dag betegnes som en illusion, en myte, der ikke svarer til nogen realitet« (s. 159).

Kernen i den historieteori, som Aalbæk-Nielsen gør sig til talsmand for, er en eksistentialistisk bevidsthedsopfattelse, der identificerer perception eller bevidsthedmed erkendelse (jf. s. 154). De fleste historikere vil formentlig ikke acceptere Aalbæk-Nielsens historieteori eller bevidsthedsopfattelse. Dog er det sådan, at hvis man vil kritisere hans ideer, så må man nødvendigvis tage et filosofisk opgør med hans udgangspunkt. En sådan erkendelsesteoretisk diskussion kan ikke føres i en kort anmeldelse. Identifikationen mellem perception og erkendelse er - efter min opfattelse - falsk, men det må i denne sammenhæng blot blive min påstand. Det er i hvert fald denne identifikation, der gør, at Aalbæk-Nielsen i sidste instans bliver relativist og må opgive enhver forestilling om en objektiv erkendelse af fortiden. Derfor kan han også gøre historie og futurologi til én og samme ting. Hvis Aalbæk-Nielsen med sin bog er i stand til at problematisere historieforskningeni

ningeniDanmark, har han gjort alle en tjeneste. Desværre er jeg bange for, at
han blot vil befæste fordommen om historieteoriens irrelevans. Det bliver forhåbentligikke
tilfældet! R,BM4nn F.BTr w™