Hermann Bengtson: Grundriss der römischen Geschichte mit Quellenkunde. 1. Bd. Republik und Kaiserzeit bis 284 n. Ghr. Handbuch der Altertumswissenschaft, begrundet von Iwan v. Müller, erweitert von Walter Otto, fortgeführt von Hermann Bengtson. III Abt. 5. Teil. München, C. H. Beck, 1967. xii + 455 s. 48 DM.

Den gode gamle tyske videnskabelighed satte sig frugt i en lang række store projekter, hvoraf mange stadig løber i bedste velgående. Inden for oldtidsforskningen bæres adskillige af disse i dag af Hermann Bengtson, der for nogle år siden flyttede sin lærestol til Miinchen, efter sigende for bedre at kunne passe sine mange redaktørhverv. Handbuch der Altertumswissenschqft står centralt i hele dette arbejde. Med sine mange afdelinger og serier tilstræber den at dække flest mulige områder inden for filologi, arkæologi og historie i videste forstand. På nogle områder er man endnu kun nået til det planlæggende stadium, på andre klarer man sig med genoptryk af hævdvundne fremstillinger; således udkom også Benedictus Nieses Grundriss der romischen Geschichte i 5 oplag fra 1889 til 1923, sidste gang omarbejdet af Ernst Hohl. Denne gang har Bengtson imidlertid selv måttet påtage sig at udarbejde en helt ny fremstilling, idet den senere kejsertid dog er skudt ud til et særligt 2. bind, som skal skrives af K. F. Stroheker.

Værket kan bedømmes under to synsvinkler, dels som håndbog og dels som et originalt forskningsresultat. Under den første synsvinkel må det rent ud betegnes som fremragende. Netop i kraft af sin centrale placering i forskningen har HermannBengtson formentlig bedre forudsætninger for at overskue og sammenfatte denne end nogen anden, og hele værkets anlæg med indledende kilde- og litteraturoversigterfor hvert kapitel, med præcise henvisninger og en god årstalsliste, bidragertil at gøre det til et letanvendeligt indføringsredskab; blot savner man nogle kort. Også som historieskrivning føjer Bengtsons nye bog sig smukt ind på

linie med andre kortere oversigter over Roms historie, selv om den bærer præg af, at forfatteren her har følt sig mindre suveræn end i sin Griechische Geschichte (Handb. d. Alt. TTT, 4. 4- opl. 1969). Hovedvægten ligger nå de rent politiske forhold, hvad der naturligvis hænger sammen med, at alle andre sider af Roms historie får en selvstændig behandling i andre dele afHandbuch der Altertumswissenschqft;men netop på dette område kommer Bengtsons sagligt præcise udtryksform til sin ret. Til de mere kontroversielle problemer tager han ret forsigtigt stilling. I sin fremstilling af Roms og Italiens ældre historie indpasser han vel arkæologiens resultater, men drager ikke så vidtgående konsekvenser deraf som mange andre forskere; til den romerske tradition om samme periode forholder han sig for så vidt kritisk, som han foretrækker at følge den græske. Derimod er det i übestridelig logisk konsekvens af den nyere forsknings opfattelse af den senere republiks »partiforhold«, når Bengtson her i så høj grad samler fremstillingen om de ledendepolitikere og deres indbyrdes magtkamp.

Med sine stærke og svage sider er Hermann Bengtsons Grundriss dog en solid
bog, som man nok tør spå adskillige reviderede oplag.