Eric Kerridge: The Agricultural Revolution. London, Allen & Unwin, 1967. iv + 427 s. Kort. 84 sh.

Da Lord Ernle i 1912 udgav sin bog English Farming Past and Present - en syntese
over det engelske landbrugs udvikling siden senmiddelalderen — satte han en

debat i gang, der den dag i dag langtfra har udtømt sin kraft. Et afgørende hovedtemai denne debat har været spørgsmålet: Hvornår blev det engelske landbrug moderniseret og hvor slog denne modernisering for alvor først igennem? Een ting var man dog som regel enig om, nemlig at årstallet 1750 var en afgørende skillelinje.Den ældre skole af agrarhistorikere hævdede med støtte i Arthur Youngs rapporter om det engelske landbrugs udvikling i slutningen af det 18. og begyndelsenaf det 19. århundrede, at moderniseringen for alvor slog igennem efter 1750 efter en præ-modernistisk periode på 20-30 år, hvor foregangsmænd som Jethro Tull, Charles Townshend og Robert Bakewell lagde grunden til landbrugserhvervetsvældige udvikling, ja revolution, baseret på bedre dyrkningsmetoder,nye foderafgrøder, den særlige engelske form for udskiftning (»enclosure«)og begyndende anvendelse af landbrugsmaskiner. Denne ældre opfattelse lever stadig i bedste velgående, idet en række økonomiske historikere mere eller mindre implicit har lagt den til grund for undersøgelser over den industrielle revolutionog denne epokes samspil med andre sektorer inden for samfundsøkonomien. Udtrykket »den agrare revolution« blev for alvor knæsat af Naomi Riches i hendes værk fra 1937 The Agricultural Revolution in Norfolk, hvor hun fastslog dette områdes übestridte førerskab i det 18. århundredes udvikling på basis af den berømte Norfolk-afgrøderotation med korn og foderafgrøder i et 4-faset sædskifte. Senest har J. D. Chambers og G. E. Mingay i deres fremstilling af moderne engelsk landbrug, The Agricultural Revolution (1966), sat moderniseringsperioden til tidsrummet 1750-1880, idet de dog gør opmærksom på, at hundredåret 1650-1750er afgørende forudsætning for det store gennembrud.

Over for denne ældre retning står en nyere, der på grundlag af mere dybtgående studier forsøger at placere moderniseringen før 1750. De mest markante bidrag stammer fra forskere som E. L. Jones, der ud fra en analyse af kvæglandbrugets udvikling vil sætte vendepunktet til ca. 1650, Joan Thirsk, der i det først udkomne bind af The Agrarian History of England and Wales (jvf. ovenfor s. 228) lægger afgørende vægt på det 16. århundredes udvikling, og endelig Eric Kerridge, der i nærværende bog plæderer for at henlægge den agrare revolution til perioden 1560-1767 og i hovedsagen før 1720. Tilsvarende bestrider han på det kraftigste, at der overhovedet skulle være tale om en udvikling efter 1767, der fortjener at blive karakteriseret som en »revolution« - al den stund at alle opfindelser var gjort, alle væsentlige muligheder udtømte!

Præmisserne til denne unægtelig ret vidtgående konklusion fylder ca. 300 sider, der atter er suppleret med en særdeles nyttig ordliste, en selektivt opbygget litteratur - og kildefortegnelse på godt 40 sider og endelig et lokalitets-, person og sagregister.Indledningskapitlet er udformet som et temperamentsfuldt opgør med den ældre skole, hvis hovedargumenter karakteriseres som mytologiske, uovervejedeog urealistiske, idet de hidhører fra en højst uklar opfattelse af begrebet »den agrare revolution«. De træk, som man normalt fremdrager i forbindelse med udviklingen efter 1750, kan i næsten samtlige tilfælde henføres til en tidligere periodeeller har i bedste fald en unik karakter, såsom Norfolk-systemet. Selv opfatter Kerridge overgangen fra den lidt mekaniske sondring mellem permanente græsarealerog permanent dyrket jord til et kvæglandbrug med et vekselforhold mellem dyrket jord i en 2-6 årig afgrøderotation og et 10-20 årigt græsleje (»up-and-down husbandry«) som det egentlige vendepunkt, det afgørende kriteriumfor

teriumforen landbrugsrevolution. Ud fra samtidige vidnesbyrd i landmåler - dokumenter og retsakter, f.eks. i forbindelse med stridigheder vedr. tiendens beregningunder det nye system, og i landøkonomiske programskrifter samt rigslovgivningenmener han at kunne tidsfæste dette skifte til ca. 1560 og med det nordvestlige England som kerneområde, idet det nåede sin egentlige blomstring i tiden 1590-1660. Hemmeligheden bag dette dyrkningssystem er en intrikat balance mellem græslejets og korndyrkningens varighed, da græstørven selv efter flere pløjninger gerne skal bevare sin spireevne intakt. Efter kornperiodens afslutning skal der efter 1-2 års forløb atter dannes en frodig græsmark. Derved fik man på een gang store græsarealer (i Midtengland op til 3/4 af landbrugsarealet)og et forbedret sædskifte, bestående af nye foderafgrøder som turnips, raps, gulerødder og kløver samt større kornafgrøder. Kerridge nævner eksempler på 15-20 fold under det nye system, og 9-10 fold hørte til reglen.

I forbindelse med dette hovedelement i den agrare revolution gennemgår forf. en række sideløbende forbedringer inden for driftsstrukturen som helhed. Afvanding af sumpede arealer og af egentlige moser var sammen med mergling og kalkning udtryk for en kraftfuld indsats på grundforbedringsområdet. Især i de vestlige områder blev engvanding gennem opstemning af større vandløb en betydningsfuld faktor, og Eric Kerridge er tilbøjelig til at mene, at denne udvikling er det vigtigste element inden for landbrugs teknikken helt op i det 19. århundrede. På kvægbrugets område skete der en bemærkelsesværdig udvikling inden for avlsarbejdet, idet man så tidlig som det 16. århundrede ofrede dette problem megen opmærksomhed. Fåreavlen stod her i centrum og det lykkedes eksempelvis at udvikle Cotswold-racen til et større, mere kødfyldt dyr med en lidt grovere uld. Det gælder for dette afsnit som for bogen som helhed, at forf. gør meget ud af de lokale forskelle, hvad enten de beror på jordbund, klima, ejendomsstruktur, sædvaner eller beliggenhed i forhold til større afsætningsområder som f.eks. London. Til støtte for denne — meget prisværdige - nuancering bringer han et stort kapitel om Englands landbrugsgeografi, hvor han opererer med 41 forskellige regioner. Hovedkriteriet for denne opdeling er jordbundens sammensætning og struktur, hvor Kerridge nok så meget bygger på samtidens egne observationer som en moderne geografisk analyse.

Der ligger et undersøgelsesarbejde på mere end 20 år til grund for dette værk, og litteratur- og kildefortegnelsen ser da også frygtindgydende ud. Og så at sige på hver eneste side møder man en sammenbidt og temperamentsfuld forfatter med en ærlig vilje til at undersøge forholdene på ren empirisk basis, noget som man desværre ofte må savne i engelsk agrarhistorie. Når bogen alligevel er skuffende,hænger det sammen med en række metodiske svagheder. Først og fremmest savner man en logisk sammenhæng mellem noteapparat og tekst. Noterne er i overvejende grad en massiv opmarchering af uspecificerede henvisninger uden kronologisk og indholdsmæssig differentiering. Kerridge kan i de fleste tilfælde eksemplificere sin generelle antagelse, men det er unægtelig dristigt at slutte fra enkelttilfælde til hele landbrugsregionen, når disse enkelttilfælde ikke er sat ind i en konkret sammenhæng. Dertil kommer, at kildematerialet er af højst uensartet karakter, spændende fra primære kilder i form af skøde-, skifte- og retsdokumenter til landøkonomers og andre observatørers vurdering af erhvervets øjeblikkelige situation. Disse vurderinger spænder fra ca. 1530 (Fitzherbert) over W. Blith

(o. 1650) tilW. Marshall (ca. 1780-1815) med sidstnævnte som hovedkilde. Det er i høj grad et forsømt område at vurdere landbrugets udvikling ud fra geografiskeog driftstekniske forudsætninger, men det overflødiggør ikke en socialhistoriskeller en økonomisk-historisk vurdering. Kerridge forsøger da også at sætte sine resultater ind i en bredere sammenhæng, idet han sætter landbrugsrevolutioneni forbindelse med prisopgangen 1550—1650. Tilsvarende mener han at kunne iagttage en sammenhæng mellem den midlertidige prisnedgang 1610-20 og det voksende udbud af landbrugsvarer i konsekvens af revolutionen. Rent bortset fra, at det 16. århundredes »prisrevolution« er et omdiskuteret begreb, er det nok lidt snævert at operere med en så entydig sammenhæng mellem landbrugetsproduktion og den generelle prisudvikling.

Det er naturligvis fristende at bruge et udtryk som »revolution« om en tilbundsgående ændring af et hovederhvervs struktur og produktionsapparat. I realiteten er der dog tale om en evolution, hvis enkelte faser næppe altid lader sig påvise. Gerne ville man have brugt udtrykket som en prægnant karakteristik af vor tids udforskning af det 16. og 17. århundredes agrare udvikling, men man kvier sig ved at placere Kerridge's bog i en sådan kategori. På den anden side må værket betegnes som en pionerindsats inden for engelsk forskning, et arbejde, hvor nye synsvinkler og en empirisk grundholdning har indgået en tæt forening.