Theofanis George Stavrou (Ed.): Russia under the Last Tsar. Minneapolis, University af Minnesota Press, 1969. xii + 265 s. 4 pl. $ 7.50. Paper $ 2.45.

Nikolaj IPs regeringstid - var det afslutningen på det dekadente, allerede dødsdømte zardømme, eller dannede det indledningen til en række fornyelser i det russiske samfund, reformer, som ville have forvandlet Rusland til en moderne, mere demokratisk stat og overflødiggjort revolutionerne i 1917, om ikke 1. verdenskrig og de russiske nederlag var kommet imellem? Dette er det gennemgående tema i dette samleværk, der er opstået ved forfatternes deltagelse i et seminar over perioden 1894-1917 ved Minnesotas universitet. Artiklerne hævdes

at være konciperet uafhængigt af hinanden, men det fælles tema, »Ruslands guldalder?«,
har formået bidragyderne til hver for sig, på et afgrænset område, at
søge at besvare dette spørgsmål med en bemærkelsesværdig konsekvens.

Naturligvis kan forfatterne ikke nå til en enig vurdering af Nikolaj ll's tidsalder, men bortset fra Theodore von Laue er det en overvejende positiv vurdering der kommer til udtryk; Rusland var på vej fremad, på alle områder, mod et mere åbent, demokratisk, udviklet og velhavende samfund, omend tempoet var hakkende, kursen ustabil. Dette underbygges i en række velskrevne analyserende artikler, hvoriblandt skal fremhæves Thomas Rihas »Constitutional Developments in Russia«, der er en balanceret og dybtgående vurdering af dumaernes rolle 1906-17. Konklusionen er, at set fra et nøgternt magtpolitisk synspunkt synes dumaernes indflydelse på autokratiet at have været forsvindende ringe, men deres virksomhed kom til at betyde en styrkelse af den politiske bevidsthed i voksende dele af befolkningen, og det hovedsageligt i moderat retning, samt fremmede en langsom udvikling på vej mod en retsstat med rudimentære politiske friheder, ledsaget af en voksende udfoldelse af storrussisk nationalisme. I tråd med dette er Donald W. Treadgolds »Russian Radical Thought 1894-1917«, hvor det søges påvist, at russisk radikal tænkning var trængt i defensiven efter højdepunktet inden 1905-revolutionen af mere pluralistisk tænkende grupperinger.

En del af artiklerne søger at påvise kontinuiteten af de udviklingslinier, der kunne konstateres under Nikolaj 11. Lettest er de at få øje på indenfor udenrigspolitikken, men også på det kulturelle område søger man idag - medens regimet indtager en modstræbende holdning - at knytte tråden tilbage til de kulturelle rørelser, der udfoldede sig før 1917, og som med få undtagelser blev kvalt allerede i 1920-erne.

Kontinuiteten indenfor det økonomiske område er også temaet for Theodore von Laues artikel »Problems of Industrialization«. Som antydet er von Laue den eneste blandt bidragyderne, der anlægger en pessimistisk vurdering på udviklingen under Nikolaj 11. I modsætning til Alexander Gerschenkron, der hævder, at Rusland økonomisk udviklede sig sundt, peger von Laue på en række fatale svagheder i den russiske industrialisering: Afhængighed af fremmed kapital, der tvang Rusland til med al magt at søge en positiv handelsbalance, hvilket kunne medføre, at befolkningen sultede, medens kornet eksporteredes; de krav, den russiske stormagtspolitik måtte stille til den industrielle produktion, og som denne på grund af sin uafbalancerede vækst ikke kunne honorere, således under 1. Verdenskrig, medens en mere afbalanceret industrialisering ville have betydet et væsentligt langsommere væksttempo. Iflg. von Laue havde det tilbagestående Rusland ikke råd til at lade industrien vokse op af sig selv som i de udviklede europæiske lande, allerede Witte og senere bolshevikkerne måtte forcere industrialiseringen, hvilket førte til den tragiske konklusion for al tvangsindustrialisering: De vestlige elementer af moderne industri kan ikke smelte sammen med det indfødte samfund, selv ikke ved at udrydde dettes traditioner, for tvangen og hastværket hindrer eller afskrækker spontan kreativitet.

I deres helhed kan værkets bidrag tillige anskues som indlæg i den standende debat om historisk determinisme; en række af bidragene er direkte vendt mod den bolshevikiske tese, at Rusland var moden til revolution, ja, at denne var uundgåelig. Selv Lenin kunne før 1914 komme i tvivl om det.