Herbert Jankuhn: Vor- und Frühgeschichte vom Neolithikum bis zur Völkerwanderungszeit. Deutsche Agrargeschichte, Band I. Stuttgart, Eugen Ulmer, 1969. 300 s. Ill. 46 DM.

I den diskussion, der undertiden rejser sig mellem arkæologer og historikere, kan man høre det argument fremført, at historikeren ikke kan overlade oldtidssynthesentil arkæologen alene. Arkæologen må høre, at han fortrinsvis betragter fundene og oldsagerne selv som det centrale i forskningsarbejdet, medens historikerenkoncentrerer sig om levnenes funktion og ud herfra søger at forklare baggrundenfor og virkningerne af disse levn og funktioner. I en videnskab, hvor tilvejebringelsenaf kildematerialet i endnu højere grad end i historieforskningen er afhængig af tilfældigheder, må en sådan kritik altid forekomme foruroligende. Et gensvar er ofte søgt formuleret, hyppigst dog i den teoretiske diskussion, idet arkæologen har haft vanskeligt ved at henvise til arbejder, hvis problemstillinger og argumentationsform er identisk med den moderne historieforsknings. Det er derfor altid med interesse, man nærmer sig de bøger, som skal skildre oldtidsbaggrundenfor fænomener, som på senere tidspunkter kendes i historisk belysning.Det gælder f.eks. det indledende bind af serien Deutsche Agrargeschichte forfattetaf den tyske arkæolog Herbert Jankuhn og omfattende det store tidsrum fra fødevareproduktionens begyndelse (neolitisk tid) til folkevandringstiden. Det er ikke uden betydning for forståelsen af den ovennævnte diskussion, at arbejder med et tilsvarende emne kun i ringe omfang tidligere har været kendt i den europæiskearkæologiske litteratur. Allerede i emneafgrænsningen finder man da også træk, som kan belyse forskellene mellem den historiske og den arkæologiske forskningspraksis.Medens begrebet »tysk« i forbindelse med agrarhistorie kan fastholdessom et legitimt begreb fra middelalderen og fremefter, mangler man et dækkende korrelat for oldtidshistorien. Det er iøvrigt velgørende at få netop det fastslået i den tidligere meget nationalt orienterede tyske arkæologi. Den geografiskeafgrænsning af H. Jankuhns arbejde kan derfor heller ikke følge den, som man har sat for historisk tid, men kommer til at omfatte hele det vestlige Centraleuropa(det

europa(detøstlige Centraleuropa vil blive behandlet i seriens 2. bind). Hvad angår selve emneopdelingen, så har også den sit særpræg, idet man side om side med oldtidslandbruget finder f.ex. handel og håndværk behandlet, dvs. erhvervsstruktureni videste forstand. Det sker i et forsøg på at nå frem til slutninger om bl.a. sociale mønstre i oldtidshistorien og skyldes netop, at befolkningsgrupper, som ikke direkte deltog i næringsmiddelproduktionen, allerede viser sig i forhistorisktid. Disse grupper øvede en dyb indflydelse på erhvervsstrukturen, det vil i videste forstand også sige på forholdet mellem land og by.

Fremstillingen af det over femtusinde år lange afsnit af centraleuropæisk oldtidshistorie, som bogen omfatter, må naturligt blive meget uensartet. Tyngdepunktet ligger klart i den såkaldte Friihgeschichte, hvor klassiske kilder kan belyse den centraleuropæiske samfundsudvikling, medens mere end f iretusinde års udvikling i stenalderen og bronzealderen behandles forholdsvis summarisk. Det afspejler imidlertid den ulige fordeling af kildematerialet på de enkelte perioder.

I et indledende kapitel beskæftiger forfatteren sig med de ældre udviklingsteorier, som udformedes af bl.a. Lewis Morgan, Ed. Hahn og pater W. Schmidt. Disse teorier fremstilles i et noget overdrevent modsætningsforhold til det, forfatteren kalder den empiriske forskning. Sådanne udviklingshypotheser formuleres til stadighed på grundlag af empiriske data og har i oldtidshistorien bl.a. en vigtig heuristisk funktion. Udviklingsteorier kendes i den arkæologiske videnskab siden skabelsen af treperiodesystemet, en udviklingsteori, som fortsat viser sig frugtbar. I denne forbindelse nævnes Lewis Morgans indflydelse på den materialistiske historieopfattelse, men det havde også været rimeligt at fremhæve hans indflydelse på f.ex. den arkæologiske forskning, som siden V. Gordon Childe har fundet sted i den nære Orient. Her står udviklingsteorierne ingenlunde i modsætningsforhold til den empiriske forskning, men har snarere haft en vejledende funktion.

Det kan overraske, at en landbrugshistorie indskrænker sig til at behandle de første centraleuropæiske agerbrugskulturer på mindre end 10 sider. Fødevareproduktionensbegyndelse må dog opfattes som et af de mest revolutionerende afsnit af Europas oldtidshistorie. Denne knaphed i fremstillingen hænger imidlertidsammen med, at den arkæologiske forskning kun på meget få punkter har kunnet nå frem til centrale problemstillinger om det ældste neolitikum. Talrige übesvarede spørgsmål knytter sig endnu til vores opfattelse af de agerbrugssamfund,som fra midten af 5. årtusind f. v. t. udbreder sig på de centraleuropæiskeløssområder. Vi kender meget lidt til stabiliteten i bosættelsen, til rydningsmetoder,dyrkningsmetoder etc., og ser man bort fra enkelte palæobotaniske undersøgelser, har forskningen i de sidste årtier kun kunnet fremlægge meget sporadiske resultater. Herbert Jankuhn kan da kun i almindelighed fastslå, at den nye erhvervsform bredte sig forbavsende hurtigt fra Orienten, at landsbyen som social enhed fulgte med, men at overføringsprocessen kun omfattede enkelte elementer, ikke hele det sociale mønster med dertil hørende specialisering af erhvervene. H. Jankuhn betoner med rette, at dette står i påfaldende modsætning til en anden iagttagelse, nemlig at ikke blot samtlige kulturplanter men også de ældste husdyr synes importerede, og at domesticeringen kun i meget ringe omfang udøvedes på lokale dyre- og plantearter. Omtalen af de efterfølgende afsnit af det

centraleuropæiske neolitikum ændrer ikke afgørende uklarhederne i billedet. Det spredte kildemateriale tillader ikke en eentydig bestemmelse af udviklingen af forholdet mellem de forskellige erhvervsformer. Beskrivelsen af den første udviklingaf arbejdsdelingen, illustreret ved flinthåndværkets grubedrift, kaster dog et interessant strejflys over problemet. Af særlig interesse for den danske læser er den tvivl, som ytres med henblik på det såkaldte elmefalds betydning for det tidligste nordeuropæiske agerbrug. Som helhed rejser fremstillingen flere spørgsmål end den besvarer, derved afspejler den imidlertid situationen i den europæiske neolitiskeforskning, hvor behovet for større, systematiske, men også meget kostbare undersøgelser vokser kraftigt år for år.

De mangler, som præger udforskningen af det ældste europæiske neolitikum, genfindes også i det tidsrum, hvor en begyndende metalteknologi præger kulturbilledet. Her har forskningen længe koncentreret sig om bestemte kildeområder, dvs. grave, depoter og borganlæg. Større samlede bopladsundersøgelser er først i de senere år blevet påbegyndt, og for at give et blot nogenlunde dækkende billede af de europæiske bronzealdersamfunds erhvervsmønster tvinges forfatteren til at rette opmærksomheden mod forskningsresultater uden for det egentlige undersøgelsesområde, dvs. fra det hollandske og nordvesttyske lavland. Her kan en række vigtige udgravninger nu give en første belysning af problemerne omkring udformningen af bronzealderens landsbysamfund. Et vigtigt kildemateriale foreligger også her til belysning af såvel landnamsformer som af forholdet mellem de enkelte erhvervsgrene. Dette kildemateriale understreger imidlertid kun manglerne i vor viden om forholdene i det egentlige Centraleuropa og om baggrunden for den udvikling, som her sætter ind efter det 6. årh. f.v.t. Af denne udvikling giver H. Jankuhn en grundig og fyldestgørende skildring. Det påvises, hvorledes tekniske og sociale faktorer bevirker, at der i det centraleuropæiske område opstår centrer af voksende størrelse med en befolkning, som delvis stod uden for næringsmiddelproduktionen. Forfatteren fremhæver den voksende koncentration af den økonomiske magt, som forårsages af den øgede arbejdsdeling. Også de seneste års fuldstændige omvurdering af Centraleuropas forhold til de mediterrane højkulturer skildres instruktivt. Det samme gælder den problematik, som nu tegner sig omkring de første centraleuropæiske bydannelser med deres vidnesbyrd om den voksende arbejdsdelings indflydelse på socialstrukturen.

Med konfrontationen Rom-Germania libera begynder en helt ny fase i europæisk forhistorie, bedre belyst end tidligere tider, men også præget af mærkbaremangler. Tidsafsnittet er metodisk set et af de mest belastede i tysk arkæologi, men H. Jankuhns skildring betegner en værdifuld kursændring, idet kun få af førkrigsgenerationensnationalt prægede synspunkter er opretholdt. Desværre må man konstatere, at sammenfattende behandlinger af det romerske landbrug i provinserne ved Rhinen og Donau endnu ikke foreligger. Derved vanskeliggøres skildringen af forholdene uden for limes, som kun kan ses i lyset af den højere tekniske kultur mod syd. På samme tid ligger mulighederne for en vurdering af den landbrugshistoriske udvikling næsten udelukkende i planmæssige bopladsundersøgelser,og man må da konstatere, at kildematerialets tyngdepunkt ligger i yderkantenaf det egentlige undersøgelsesområde, dvs. i Nord- og Nordvesttyskland, Holland og Danmark. H. Jankuhn foretager her en værdifuld sammenfatning af de sidste 40 års bopladsudgravninger og gør samtidig en række interessante iagttageiser.Således

tageiser.Såledesunderstreges f.ex. forskellen mellem omfanget af kvægholdet i henholdsvis marskområderne og i indlandsområderne på den jyske halvø. Igen mangler imidlertid undersøgelser længere mod syd, idet kun meget få udgravningerkan antyde, at forholdene her muligvis ikke afveg meget fra marskområderne.Hele afsnittet er præget af betydelig detailrigdom og understøttes desudenaf to fortræffelige oversigter over udviklingen af kulturplanter og husdyr i det forhistoriske Europa forfattet af henholdsvis U. Willerding og E. May.

Med Herbert Jankuhns skildring af de europæiske landbrugssamfunds udviklingshistorie foreligger en værdifuld sammenfatning af et stort men også meget uensartet kildemateriale fra den centraleuropæiske oldtidshistorie. Bogen understreger korrekt de talrige mangler, materialet er behæftet med, men viser ved sin argumentationsform og problembehandling, at europæisk arkæologi trods alt også søger at forklare baggrunden for de levn, som samtidig må være grundlaget for fagets typologi, kronologi og systematik. Den møjsommelige og økonomisk meget krævende tilvejebringelse af kildematerialet er i de fleste tilfælde forklaringen på, at synthesedannelserne spiller en så beskeden rolle i den europæiske arkæologi. Herbert Jankuhns bog er imidlertid et værdifuldt bidrag til den forskning, der nu gennem omhyggeligt planlagte forskningsprogrammer søger at klarlægge den sociale og økonomiske udvikling af det forhistoriske Europa.