J. L. N. Myres: Anglo-Saxon Pottery and the Settlement of England. Clarendon

Med dette arbejde har professor J. L. N. Myres afsluttet noget nær fyrre års studier af angelsaxisk keramik, hvilket kan siges at være noget af en bedrift, eftersom orden nu ser ud til at have afløst kaos og der er skabt et værk af blivende værdi ikke blot for engelsk, men også for nord- og vesteuropæisk arkæologisk forskning.

Forfatteren deler sin opgave i tre dele: først en gennemgang af det eksisterende materiale paa engelske museer, dernæst dette - ofte daarligt udgravede, daarligt bevarede og daarligt oplyste - materiale suppleret med resultater fra nye udgravninger, og endelig som den tredie del en sammenligning med kontinentets keramik. De vigtigste nye udgravninger, som der bliver gjort nøje rede for, har fundet sted paa gravpladser i Caistor-by-Norwich, i Lackford, Illington, Loveden Hill, og South Elkington.

Den rent beskrivende gennemgang af keramikken er fortrinlig, saglig og objektiv.Der peges paa vanskeligheder som fundenes ujævne fordeling og den gaadefuldeforskel paa boplads- og gravkeramik (som vi ogsaa kender til her i landet for romersk jernalders vedkommende). Typedelingen er ret traditionel, karrene klassificeres efter form (f.ex. dobbeltkoniske kar og skulderkar) og dekoration (f.ex. lineære ornamenter med stempler, »Stehende Bogen« og bukkelurner)

samt endelig efter brug (»husholdningskar«). Der er ikke gjort noget forsøg paa en mere moderne klassifikation, men naar forfatteren viger tilbage for en saadan, hænger det nok sammen med hele hans syn paa typologi og systematik, idet han stræber efter at opstille saa store og overskuelige grupper som muligt. Han skriver da ogsaa (s. 60), at mange mellemformer og blandinger af dekorationselementer kan være »exceedingly perplexing to the tidy-minded classifier intent on fitting all the decorated pottery into the water-tight compartments of a fool-proof system«. Typegennemgangen støttes af en serie gode, tegnede plancher.

Efter klassificering og datering af karrene, som kan være vanskelig nok paa grund af svigtende fundkombinationer, gaar forfatteren over til at indpasse sin lerkar-kronologi i den arkæologiske og historiske udvikling i det senromerske og angelsaxiske England. Der opstilles her fem perioder dækkende 4.-7. aarh., der i omtrentlige aarstal ser saaledes ud: 1) den af romerne og briterne kontrollerede germanske bosættelse af laeti, ca. 360-410, 2) overgangstiden ca. 410-450, 3) angel-saxisk invasion og det britisk-romerske samfunds undergang ca. 450-500, reaktionen mod indvandrerne og britisk sejr, med slaget ved Mons Badonicus som vigtigste begivenhed, ca. 500-550, 5) den angel-saxiske konsolidering, efter 550.

Skulle man fremhæve skelsættende resultater, hefter man sig ved den iagttagelse, at den allerældste angelsaxiske keramik findes paa gravpladser i umiddelbar nærhed af romerske byer, som f.ex. Caistor-by-Norwich - det er de romerske laeti's gravpladser, hvorimod yngre gravpladser fra 5. aarh. er uden forbindelse med romerske byer. Den tidlige horisont svarer til kontinentets »krigergrave«. Andre resultater af keramik-studierne viser smuk overensstemmelse med resultater naaet ad anden vej: f.ex. viser det sig, at saxiske bukkelurner med fodring har spredt sig ad samme vej til det nordlige Wessex og Themsdalen som ligearmede fibler og andre saxiske fibulatyper fra 5. aarh.

Der er ogsaa grund til at fremhæve forfatterens store kendskab til kontinental og sydskandinavisk keramik. Selv de nyeste fund er taget i betragtning som f.ex. Drengsted-bopladsen i Sønderjylland, der endnu er under udgravning. Der er stor overensstemmelse mellem keramik fra Drengsted — og ogsaa andre steder i Jylland - og den ældste, før-frankiske keramik fra Kent. Et nyt, vægtigt bidrag er hermed givet til de kentiske »jyders« oprindelse.

Igennem mange aar har professor Myres publiceret større og mindre artikler om angel-saxisk keramik, mange af dem er anvendt til det store værk, navnlig arbejderne om de forskellige keramiske værksteder, hvis produkter kendes fra flere forskellige findesteder, f.ex. Kettering-værkstedet og Illington/Lackford-værkstedet. Naturligt nok er disse værksteder ret sene, da en saadan udfoldelse kræver mere stabile samfundsforhold end den første, konfuse bosættelse har kunnet præstere.

Overalt træffer man paa forfatterens velgørende, nøgternt menneskelige syn paa de mange problemer. Menneskene, der skabte den angel-saxiske keramik, forsvinder paa intet tidspunkt i spekulationer. Man føler næsten trang til at velsigneen forsker, der om de angel-saxiske pottemagere kan skrive: »— many of the potters were no longer the expert exponents of customary skills commonly acceptedamong a whole people: They could often be a chance assortment of uprooted amateurs doing their best to improvise for immediate needs on the basis of halfrememberedforms,

rememberedforms,and misunderstood techniques of manufacture - «. En immigrationskaos
staar da ganske levende for læseren.

Et udsøgt, koncist akademisk sprog forhøjer nydelsen aflæsningen. Skulle man nævne skuffelser, er den væsentligste, at man savner en udtømmende fortegnelse over al citeret litteratur; det er lidt besværligt at slaa de enkelte forfattere op i det fælles sted- og navneregister, naar man forgæves har søgt dem i »list of abbreviations«. I betragtning af, at Anglo-Saxon Pottery er det første samlede arbejde om dette vældige emne, kunne man godt have ønsket sig en samlet fortegnelse over alle citerede kilder. F.ttsabrth Mtttviksoaarti