Handlingar till Nordens Historia 1515-23 I, 1515 -juni 1518, utgivna av Kungl. Samfundet for utgifvande av Håndskrifter rörande Skandinaviens Historia genom Lars Sjödin. Historiska Handlingar del 39, Stockholm 1967-69. P. A. Norstedt & Söner. xvi + 852 s. 4 plancher. 90,00 sv. kr.

Side 151

At den bevægede politik i Norden ved middelalderens afslutning ikke lader sig forstå fuldt ud alene gennem de desværre ofte begrænsede og kun brudstykkevis overleverede nordiske kilder, er vel almindeligt erkendt. Og ikke blot er det bevarede kildemateriale beskedent i omfang; netop for denne periodes vedkommende gælder det, at det kan være yderst besværligt at arbejde med. For exempel er vi for Danmarks vedkommende i den situation, at medens Repertoriet standser 1513, har vi først fra Frederik I's tid noget, der kan kaldes en begyndelse til Kancelliets Brevbøger, dvs. at specielt tiden 1513-23 editionsmæssigt står som stedbarn. Selvfølgelig kan aktstykker udgivne før 1889 opledes ved hjælp af Regesta; men hvad siden er kommet til, skal normalt findes i forbindelse med den relevante og omfattende litteratur, evt. i form af »anhang af hidtil utrykte aktstykker«. Det er følgelig med de største forventninger, at man åbner førstearkivar Lars Sjodins store udgave, der planlagt til at dække specielt dette dunkle tidsafsnit i sit første bind omfatter tiden 1515 frem til juni 1518, dvs. at vi kan vente et å to bind til.

Her er in extenso udgivet ialt 589 aktstykker (samt et anhang vedrørende
hertug Frederik (I)'s forhandlinger med Frans I), som tilsigter
at belyse magtspillet omkring Østersøen. Selvfølgelig er et betydeligt

Side 152

antal hentet fra respektive det svenske og danske rigsarkiv, men udgaven får navnlig værdi derved, at andre østersømagter i vid udstrækning er inddraget, især den tyske Orden, Danzig m.fl. hansestæder samt i nogen udstrækning også de vesteuropæiske hovedmagter. Det er i virkeligheden et helt livs indsats, som udgiveren her fremlægger, idet indsamlingsarbejdet er påbegyndt så langt tilbage som i 1921, hvoraf følger, at flere af de nu udgivne afskrifter må antages at have fået primær kildeværdi (således afskrifterne fra Lybæks Niederstadtbucher, der synes tabte i anden verdenskrig). De danske bidrag er især hentet fra privatarkiverne (navnlig fra Anders og Esge Bille samt Henrik Krummedige) og fra kongens arkiv, hvis udenrigspolitiske akter hidtil i altfor ringe udstrækning er blevet nyttiggjort, og som sammenholdt med forhandlingspartnernes arkivalier (ikke mindst netop den tyske Ordens og hansestædernes) åbner nye og betydningsfulde perspektiver.

Naturligvis vil det være uhyre vanskeligt at trække en konsekvent grænse for, hvad der bør medtages i en udgave af denne art, og hovedprincippet synes at have været det prisværdige i tvivlstilfælde hellere at tage for meget end for lidt med. Da udgaven er forsynet med en grundig indledning, der redegør for Balticumarkivernes omvekslende skæbne i nyere tid, og bringer en nyttig bibliografisk oversigt, som griber tilbage til forgængerne Ekdahl, Allen og Gronblad m.fl., har benytteren mulighed for at knytte det her udgivne til det i forrige århundrede trykte; men i betragtning af hvor spredt og ofte tilfældigt de siden Regesta udgivne aktstykker er publiceret, vil mange utvivlsomt føle savnet af regester, ja selv de magreste henvisninger til nyere editioner.

I mange tilfælde har de her in extenso udgivne akter tidligere været benyttet, ja ofte gengivet i referat, og i så fald har udgiveren gerne foretaget henvisninger, således ofte til Aliens benyttelse af de danske diplomatiske akter,¹ og når et centralt aktstykke hidtil alene har været publiceret i en gammel og utilfredsstillende edition, ja eventuelt blot i en udgave, der nu kan være vanskelig at få i hænde, har Sjodin fornuftigvis brudt princippet og simpelthen foretaget en ny udgave.²

1 Desværre synes disse henvisninger til Allen ikke konsekvent gennemført, jfr. udgavens nr. 51 = Regesta * 10,068, nr. 353 = ib. * 10,194 og nr. 518 = ib. * 10,2 70. Og vel henviser indledningen (s. vii note 2) generelt til Jahns nyttige oversigt over Krummedigebreve i Da. Mag. 3. rk. II s. 129ff.; det havde dog været ønskeligt med konkrete henvisninger, jfr. således at nr. 479 i udgaven korrekt er dateret 16/1 1518, men formentlig er identisk med det af Jahn (op. cit. s. 140) til 13/1 daterede udtog.

2 Desvaerre savncs ogsa her ofte henvisninger; saledes findes vel Boeszoermeny: Danzigs Theilnahme (1860) i litteraturlistcn, men ikke ved nr. 372, der er en nyudgave af et i anf. vacrk tidligere trykt brev (jfr. Regesta * 10,207). Ogsi nr. 344 er (if. Regesta * 10,188) tidl. udgivet (Muller: Vita Lagonis Urne, 1831 f.), ligesa nr. 402 (Regesta 6165) i Hubertz: Aarhus (1845). Specielt savnes dog henvisninger fra de her udgivne originale aktstykker til de mange tilfaelde, hvor disse lacnge har vaeret kendt i referat gennem udgaven i Suhms Samlinger af Christiern IPs forordninger: nr. 271 tilMouridsJepsen (hvorfor ikke tilfojet: Sparre?), der hidtil pi grundlag af forordningerne har vaeret dateret ca. 12/7 (Rcgesta 6062), viser sig at vaere af 13/7 1516. Nr. 460 er et af de talrige tiggerbreve, som Christiern II 1517 sendte til en raekke kobstacder for at rejse penge. Hvor stor vsegt, der bor laegges pi originalens »anmodning« om lin, fremgir klart afkancelliregistranten (jfr. Regesta 6289), der bogforer aktstykket som en simpel kvittering for det forventede lin. Jfr. ogsi flg. note.

Side 153

Det er jo ikke mindst som udgiver, at førstearkivar Sjodin har skabt sig et navn i nordisk historie, og udgaven fremtræder følgelig i overensstemmelse med deri høje standard, som vi efterhånden betragter som selvfølgelig. Der synes ingen fornuftig grund til at betvivle selve læsningen,³ og navnlig dateringsproblemer behandles kyndigt og indgående.⁴ Takket være vor fornemme danske håndbogstradition er vi dog nok forvænt med et noget fyldigere diplomatarisk apparat, der for exempel ikke nøjes med at beskrive eventuelle endnu forhåndenværende segl, men så vidt muligt forsøger en identification ved hjælp af sigilværkerne.⁵

Det her foreliggende førstebind afsluttes med en politisk oversigt over hele perioden frem til 1523, optakten til »Kalmarunionens slutskede«, hvor udgiveren meddeler sit personlige og yderst markante syn på unionspolitikkenssammenbrud. Medens kommentarens andet og tredje kapitel på grundlag af de i udgaven fremlagte akter redegør for en række specielle baltiske problemer⁶ og giver en bred oversigt over Nordeuropas

3 Vel henviser nr. 254 til Bojsens Mons Historic; men udgiverens tilsyneladende umotiverede rettelse af et og til et i originaltextens »gjort og klart register« (dvs. klaret, perfectum participium) gores end mere tvivlsom, da ogsi kancelliregesten har og (jfr. Regesta I brev nr. 85 anmodes Hagenskovs lensmand Esge Bille if. udgiverens indledende regest om at bista med indkraevningen af landehjaelp (her kaldet landshjalp, ad nr. 362: lanthjalp) i Thisted (sic) len. Rent bortset fra, at et sidant len aldrig har existeret, har udgaven af den originale text Thist len (uden nogen antydning af forkortelsestegn), hvilket fornuftigvis burde seges pi Fyn. Og da et sidant len ej heller lader sig finde, mi andre tolkningsmuHgheder tages i betragtning, mon ikke thitt len?

4 Deter naturligvis helt korrekt at datere et brev af Hoks herredsting (nr. 159) i fastelavn 1516 til 31/1-5/2; men i betragtning af at herredets tingdag ifølge kilderne ufravigeligt var tirsdag, kunde man have ønsket anført blot formodningen 5/2 (?). Nr. 332, der i sin text angiver året såvel til 1506 som 1516, bliver af indre kriterier (som uden henvisning fra brevet først følger s. 775 note 1) henlagt til 1516, hvilket forekommer særdeles overbevisende, omend diskussionen om muligheden af 1526 synes lidet relevant. Af større betydning, forekommer det mig, er, at udstedelsesdatoen er mandag efter St. Thomas dag, og netop 1506 faldt St. Thomas dag på en mandag, medens den 1516 faldt på en søndag!

5 At Thisets Danske Adelige Sigiller undtagelsesvis er citeret ad nr. 58, skyldes øjensynligt, at det netop er det pågældende brevs velbevarede segl, som Thiset har anvendt. Derimod synes Danske gejstlige Sigiller ikke benyttet, ej heller Danske kongelige Sigiller, skønt det efter alt at dømme må være det til nr. 347 (af 25/1 1517) anvendte segl, der er beskrevet i DKG nr. 98.

6 I kommentaren leder udgiverens lærdom dog læseren i uføre ved omtalen (s. 797) af Ermelands, Samlands og Riesenburgs stift, og først efter diverse opslag i lexica bekræftes læserens mistanke, at der er tale om Pomesanien, hvis biskop gerne tituleres efter Marienwerder, hvor domkirke og domkapitel lå, men som helst opholdt sig på bispeslottet Riesenburg.

Side 154

indplacering i den europæiske storpolitik (med udgangspunkt i det traditionellealliancesystem: Danmark-Høj mesteren-Rusland kontra Sverige- Polen-Danzig), er første kapitel derimod en omfattende polemik imod nyere unionsforskning.

Her ser vi endnu engang kong Hans bære det personlige (juridiskmoralske) ansvar for drabene på Poul Laxmand og Knud Alfssen, medens Ghristiern II flittigt har studeret sin Machiavelli, hvad hans forstillelseskunst og troløshed klart bærer vidnesbyrd om. At han (og ikke Gustav Trolle) bærer hovedansvaret for det stockholmske blodbad, har allerede Olaus Petri berettet sandheden om: »Moderna historikers spekulationer i annan riktning åro forfelade« (s. 783). Selve kampen står imellem den danske adelsfjendtlige konge og den svenske rigsforstander, der støtter sig til den svenske almue (»den krigiska, folkbevåpnade och beslutsamma demokrati«, s. 773). De svenske høj ad eisgrupper, der gik ind for unionspolitikken, får derfor uundgåeligt præg af at være landsforræderiske kliker, medens omvendt Gustav Trolle renvaskes som en kirkefyrste, der alene ønskede erstatning for lidte skader.⁷ Endelig får Sigbrit her den plads, som den danske adels opsigelsesbreve 1523 tildeler hende, som kongens onde ånd, og det er følgelig hendes monomane adelshad, der sluttelig førte til, at det danske rigsråd forstod sine pligter overfor kollegerne i Sverige. Det gjorde en ende på kongens tyranni og afvaskede således en plet på sin ære (s. 852). Trof.ts Daht.f.rttp

7 Af speciel interesse er her note 3 til s. 786, der betoner, »att kanikernas beråttelse 1523 dårvidlag år vård mera beaktande, an man på senare tid velat gora gållande. Att någon slutlig dom ej fållts år uppenbart«.

Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 1

Handlingar till Nordens Historia 1515-23 I, 1515 -juni 1518, utgivna av Kungl. Samfundet for utgifvande av Håndskrifter rörande Skandinaviens Historia genom Lars Sjödin. Historiska Handlingar del 39, Stockholm 1967-69. P. A. Norstedt & Söner. xvi + 852 s. 4 plancher. 90,00 sv. kr.