Gerrit van Roon: Neuordnung im Widerstand. Der Kreisauer Kreis innerhalb der deutschen Widerstandsbewegung. München, R. Oldenbourg Verlag, 1967. xii+652 s. Ill. DM 52,-.

Bogen om den såkaldte Kreisauer-kreds, en af de væsentligste grupperinger i den tyske modstandsbevægelse mod nazismen under Den anden Verdenskrig, er en hollandsk historikers disputats. Den er et solidt og grundigt værk, bag hvilket der ligger et enormt arbejde.

Kreisauer-kredsen grupperede sig omkring Helmuth James von Moltke og - i Roon's fremstilling tydeligt sekundær - Peter Yorck von Wartenburg. Begge var de fra grænselandet Schlesien, begge var de af cammel rireussisk adel med fornemme aner, og begge havde en klar bevidsthed om, at »noblesse oblige«: Som adelige følte de sig forpligtede til at være »Fuhrungselite«. Omkring dem samlede der sig en række meningsfæller i fastere eller løsere tilknytning. Deres antinazisme var en selvfølge. Derudover havde de for manges vedkommende været placeret i det statslige administrationsapparat, de var hovedsagelig i 30—40 års alderen, og de var så godt som alle praktiserende kristne, nogle af katolsk, andre af protestantisk observans. Nogle stykker var gejstlige. Til kredsen blev også knyttet nogle fremtrædende socialdemokrater.

Roon skildrer disse Kreisauere i 19 korte levnedsløb. Dette er nok bogens svageste afsnit. Man kan diskutere, om det er de rigtige 19, der er kommet med. Det var jo ikke en kreds med medlemskort og mødeprotokol, og et af de overlevende medlemmer, den senere forbundsdagspræsident Eugen Gerstenmaier, har i en kommentering af bogen (Vierteljahrshefte fur Zeitgeschichte, 1967, s. 221-246) ytret sig kritisk og, som det synes, relevant herom. Derudover omtales alt for mange emnet uvedkommende ting i biografierne, og de har - måske uundgåeligt - fået et hagiografisk præg, som næppe til fulde kan have bund i virkeligheden. Biografien om Th. Steltzer, der efter krigen blev ministerpræsident i Slesvig-Holsten (s. 140), berører således overhovedet ikke hans spændte forhold til den danske bevægelse i Sydslesvig, hvad der nok må kaldes en mangel, når Roon i øvrigt omtaler de overlevendes efterkrigsvirke.

Før det biografiske afsnit giver Roon en redegørelse for kredsens »åndelige kilder«, hvor han opregner sådanne åndelige strømninger, som havde betydning for flere af dens medlemmer. Blandt disse nævner han den tyske »Jugendbewegung«, som vi herhjemme fik i vandrebevægelsens udvandede udgave, det fra Schlesien udgåede folkeoplysningsarbejde med sine frivillige arbejdslejre, den religiøse socialisme og den ungsocialistiske bevægelse. Disse unge akademikere, der blev grebet af sådanne strømninger, var de gode viljers mænd, og det slår en dansk læser, at det milieu, de færdedes i, og de forestillinger, de gjorde sig, mutatis mutandis herhjemme ville have gjort dem til rekrutteringsmateriale for Dansk Samling.

Kreisauer-kredsen etableredes i løbet af 1940^-1, og dens lange række af små møder og sammenkomster mellem flere eller færre af de implicerede kulmineredemed tre store møder på godset Kreisau i pinsen 1942, oktober 1942 og pinsen 1943. Målet var »den Nationalsozialismus innerlich zu iiberwinden, die geistige Grundlage zu schaffen, auf der das Zusammenleben des deutschen Volkes sich neu entwickeln und eine zukiinftige Regierung aufbauen konne. Schliesslich gelte es, sich zum Einspringen bereit zu machen, wenn bei dem Zusammenbruchdes Regimes ein Vakuum entstiinde« (s. 220). På baggrund af en skildring af Kreisauernes forbindelse med andre tyske modstandsgrupper, først og fremmest kredsen omkring Goerdeler og den militære opposition, gør Roon rede for deres opfattelse med hensyn til kulturpolitik, statsform og statsopbygning,økonomisk politik, landbrugspolitik og udenrigspolitik, idet han slår fast, at de grundlæggende principper bag deres konkrete forestillinger og forslag var »Wiederherstellung der Menschenwiirde, Wiederherstellung des Rechts, Forderungeiner

derungeinerverantwortlichen Freiheit, Entwicklung eines natiirlichen Gemeinschaftsgefuhls«.Forudsætningen herfor var »eine entschiedene Zuwendung zum Christen turn« (s. 346). Det virker overbevisende, at Roon så kraftigt understregerKreisauernes bundethed i den kristne frihed som udgangspunkt for al deres tænken og handlen. Men det er i øvrigt et spørgsmål, om ikke en kronologiskfremgangsmåde i denne del af fremstillingen havde været at foretrække frem for den saglige. Derved kunne Roon have givet læseren et bedre indtryk af de ændringer i kredsens politiske synspunkter, som fandt sted, og som måtte finde sted under indtryk af det fortsatte krigsforløb og ikke mindst af uafvendelighedenaf den kendsgerning, at det vestallierede krav om betingelsesløs kapitulationvar en conditio sine qua non.

Kredsen overlevede ikke krigen. Moltke selv arresteredes i januar 1944, næsten alle de øvrige i kølvandet på den 20. juli 1944. De fleste henrettedes. Deres arv til eftertiden blev ifølge Roon trefold. For det første bestræbte de sig på at slå bro over interne tyske skel mellem katolikker og protestanter, mellem det nationalt tænkende kirkefolk og de »vaterlandslosen Gesellen« og mellem arbejdere og arbejdsgivere; for det andet ville de som reaktion på nazismen lade den tyske suverænitet gå op i et på føderalt småstatsgrundlag opbygget Europa og i stedet for den nazistiske autarkipolitik lægge hovedvægten på et internationalt og supranationalt økonomisk samarbejde; for det tredie ville de skabe et grundlag for en ny socialpolitisk struktur, hvis midtpunkt skulle være det enkelte menneske set som Guds skabning (s. 471 f.).

Værdien af Roon's bog ligger ikke mindst i det »Dokumentenanhang«, der afslutter den. Heri er optrykt en række af kredsens memoranda og principerklæringer og væsentlige dele af Moltkes korrespondance. En del af dette har tidligere været offentliggjort. Men det er Roon's fortjeneste, at han har fremdraget nyt samtidigt materiale, først og fremmest Moltkes korrespondance, og at han har søgt at udfylde de mange lakuner, der uundgåeligt er, når der forskes i illegalt arbejde, ved hjælp af interviews og beretninger. Listen over dem, han har været i forbindelse med, rummer 223 navne!

Af speciel dansk interesse er det, at Roon nævner, at Moltke på vej til Oslo den 1. oktober 1943 gjorde holdt i København for at advare om jødeaktionen (s. 338). Episoden er kendt fra Leni Yahils bog, men hos Roon får vi også navne på Moltkes danske kontakter. A ,-r