Richard Vaughan: John the Fearless. The Growth of Burgundian Power. London, Longmans, 1966. xiv + 320 s. 9 plancher. 7 kort. 42 sh.

Professor Vaughan indledte i 1963 en stort anlagt fremstilling af Burgunds historie under hertugerne af slægten Valois (1363-1477) med en vel modtaget bog om den første af disse hertuger, Philip den Dristige. I det arbejde, som her skal omtales, behandles Johan den Uforfærdedes hertugtid, fra han i 1404 efterfulgte sin far Philip, til han i 1419 på dauphinens foranledning myrdedes på Montereaubroen.

I indledningen fremhæver forfatteren, at bogen ikke er tænkt som en biografi, men som en fremstilling af den burgundiske stats historie i de pågældende år. Det er imidlertid givet, at Johans politik står i centrum af forfatterens interesse, og man kan næppe sige, at den burgundiske statsdannelse som sådan behandles indgående. Havde vægten været lagt på den, kunne man i højere grad have forventet undersøgt, hvorledes landene blev administreret (forfatteren taler selv om sine alt for korte besøg i arkiverne i Lille, Dijon og Bruxelles). I så fald havde man sikkert fået et bedre funderet svar på det centrale spørgsmål, om Johan tilstræbte en selvstændig statsdannelse af sine lande. Han tilbragte år af sit liv med at vinde magten i Frankrig, hans finanser var afhængige af, at han rådede over dele af den franske krones indtægter, Paris var administrativt centrum for hans lande og hans foretrukne opholdssted. Lader disse forhold sig forene med tanken om, at han af sine spredte lande ønskede at skabe en specielt af Frankrig uafhængig stat? Forfatterens svar herpå er uklart: »He may not have thought of his lands as forming an independent political entity, but he certainly thought of them as Burgundian, not French, and as his own« (s. 228. Vedrørende dette spørgsmål henvises til en indsigtsfuld anmeldelse i The Times Literary Supplement 6. juni 1968).

Bogen er et eksempel på fin historisk fortællekunst. Forfatteren beretter fængslende og illustrerer hyppigt ved at indføje samtidige kilder i oversættelse. Bogen er således efter god engelsk skik også beregnet på et alment historisk interesseret publikum. Johan den Uforfærdede, der vandt sig magten i Frankrig ved i 1407 at lade hertugen af Orleans slå ihjel, bliver ikke i denne bog vasket ren, men vurderet på baggrund af tidsalderens almindelige moralske normer. Om Johan hedder det: »He was violent and unscrupulous, brutal and cruel, ambitious and hypocritical. In all this, he was no different from the other rulers of those days, though some may feel that his recourse to political assassination . . . has left a more enduring stain on his character than that suffered, for instance, by King Sigismund, in permitting John Hus to be burnt at Constance while bearing his safe-conduct« (s. 229).

Efter specialisters vurdering er professor Vaughans bøger om de to første burgunderhertuger af slægten Valois af en sådan kvalitet, ar de tegner til i lang tid at blive standardværker om emnet. Man tør håbe, at det må lykkes forfatteren at realisere sin plan om også at behandle Burgunds historie under Philip den Gode og Karl den Dristige. „ „At WRT7^™PM