Peter Diehl-Thiele : Partei und Staat im Dritten Reich. Untersuchungen zum Verhältnis von NSDAP und allgemeiner innerer Staatsverwaltung 1933-1945. Studien zur Politik. Bd. 9. München, Verlag C. H. Beck, 1969. xvi₊ 269 s. 38 DM.

Problemerne omkring NSDAP's udvikling i det 111. Rige, efter at det for den nationalsocialistiske bevægelse samlende mål var opnået med magtovertagelsen den 30. januar 1933 - og det vil sige bevægelsens faktiske opløsning i flere indbyrdes rivaliserende organisationer og fraktioner (partiorganisationen, den indre forvaltning, SA, SS 0.a.), der alle stod i afhængigheds- og loyalitetsforhold til Hitler - er endnu ikke undersøgt tilbundsgående. Ganske vist har historikere som Hannah Arendt, Gerhard Schulz og Hans Bucheim givet væsentlige bidrag til det generelle billede af det 111. Riges indre historie og det nationalsocialistiske regimes opbygning og praksis, ligesom detailundersøgelser har klarlagt f.eks. SS's rolle (Broszat, Krausnick, Hohne), men der er stadig ret store huller mht. partiorganisationens

Den foreliggende undersøgelse af Peter Diehl-Thiele af forholdet mellem parti og stat eksemplificeret ved forholdet mellem partirepræsentanterne (herved forstås NSDAP's »Politische Organisation«, dvs. dets funktionærstab og dermed partiet i egentligste forstand såsom lokale gruppeførere, kredsledere, gauledere og førerens stedfortræder) og de tilsvarende repræsentanter for den indre forvaltning (borgmestre, landrådmænd, regeringspræsidenter, delstatsregeringer og rigsministre) prøver at udfylde et sådant hul ved ikke alene at undersøge forholdet parti-stat på rigsplan, men ved derudover - ud fra den antagelse at forfatningsvirkeligheden i høj grad også præges på de lavere planer - at gå i dybden, således at forf. centrerer sin undersøgelse omkring de komplekse og i høj grad pluralistiske magtforhold i Lander, Gaue og kredse. Selv om kildeforholdene hertil er alt andet end gunstige, da Førerens stedfortræder Martin Bormann i 1945 lod de fleste gau- og kredslederes arkiver tilintetgøre, ligesom det senere partikancellis papirer også delvis er tilintetgjort, synes det til rådighed stående kildemateriale dog at berettige forfatterens forsøg på at rekonstruere forfatningsvirkeligheden på de lavere planer.

Diehl-Thieles undersøgelse er delt op i to hovedafsnit: først en principiel indførelse i Hitlers indre regeringssystem og den af ham derved praktiserede teknik; og dernæst en række detailundersøgelser, hvor dette regeringssystems praksis undersøges på de forskellige lavereliggende planer som Lander, Gaue, kredse og kommuner, hvorefter der sluttes af med en gennemgang af partiministeriet.

I indførelsen giver forf. en karakteristik af Hitlers regeringssystem, hvor han bygger på de resultater, navnlig Arendt og Schulz har fremlagt. Dette regeringssystem, karakteriseret ved en alt andet end gnidningsløs og harmonisk dualisme mellem partiet NSDAP's organisation og de indre forvaltningsorganer, der efter den 30. januar 1933 efterhånden også i udstrakt grad blev varetaget af nationalsocialisterne, var et udtryk for Hitlers »divide-et-impera«-politik, en politik og taktik som gennem konkurrerende eller overlappende kompetence og af Hitler bevidst uklart opstillede afgrænsninger mellem det indre statsforvaltningsapparat og NSDAP's organisationsapparat - dertil kommer, at også SA og SS hørte med til dette pluralistiske billede som selvstændige og rivaliserende organer - skulle hindre dannelsen af stærke magtgrupper og dermed sikre Hitlers førerstilling mod mulige paladsrevolutioner. Derfor undlod Hitler at lade partiet og dets underorganisationer integrere i staten gennem sammensmeltning mellem parti og stat, således som såvel partiorganisation og SAnskede det. I stedet for kom parti og stat til at stå ved siden af hinanden med lige stor kompetence og selvstændighed, dog således at NSDAP, SA og SS af Hitler blev brugt til at underminere de bestående statsorganer, hvorved der i løbet af det 111. Rige gradvis skete en magtforskydning til fordel for partiet (symptomatisk herfor er rigsindenrigsminister Wilhelm Fricks svindende indflydelse). Hitlers »divide-et-impera«-politik fik den af ham tilsigtede virkning, men det skete bl.a. på bekostning af en effektivt og tilfredsstillende fungerende indre forvaltning, ligesom det bevirkede en gradvis nedbrydning af retsstatslige normer, hvilket klart påvises af forfatteren.

Undersøgelsens tyngdepunkt ligger så afgjort i de i anden del foretagne detailstudier,hvor forfatterens synsvinkel rettes nedad mod det, der i egentligste forstander det 111. Riges forfatnings virkelighed, nemlig dualismen mellem partiets organer og forvaltningsorganerne i de enkelte Lander, provinser og kommuner.

Forf. prøver i disse detailstudier at bringe klarhed over det overfladisk set diffuse billede, der aftegner sig på de forskellige forvaltningsplaner: rigsstatholder-delstatsregering.gauleder-regeringspræsident. kredsleder-landråd, lokale gruppeførere-borgmestre.Diehl-Thiele påviser, at det han kalder den »systemlose Zuordnung«(s. 2) af parti og stat, overalt førte til permanente kompetencekonflikter og spændinger mellem parti- og forvaltningsrepræsentanter. Speciel interesse vier Diehl-Thiele forholdene i Bayern og Preussen, hvor der mht. kompetence og magtbeføjelser nærmest råder anarki på trods af bl.a. Gorings bestræbelser på at få kontrol med partiet i Preussen for derigennem at styrke sin egen magtposition som preussisk ministerpræsident. I forbindelse med disse detailundersøgelser giver forf. også en nøjere analyse af de forskellige love, der skulle ordne rigets indre opbygning (rigsstatholderlovene af 7.4.1933 og 30.1.1935, den tyske kommunalordningaf 30.1.1935), og af lovenes praktiske gennemførelse, og forf. tolker lovene og navnlig deres håndhævelse som udtryk for den af Hitler tilstræbte dualisme mellem parti og stat. Afsluttende undersøger forf. den udvikling, der fører fra posten som Hitlers stedfortræder i partiet til det under Bormann oprettedepartikancelli.

Som helhed betragtet bringer den foreliggende undersøgelse, hvilket erkendes af forf., ingen principielt nye resultater mht. Hitlers regeringssystem, som forf. karakteriserer som en permanent improvisation inden for rammen af en principiel »divide-et-impera«-politik. Undersøgelsens videnskabelige værdi ligger i Diehl- Thieles detaljerede påvisning af, hvorledes dette system praktiseredes på de forskellige forvaltningsplaner, og hvilke følger det fik for den indre forvaltning. Dermed har Diehl-Thiele også nuanceret billedet af det 111. Riges indre styre og af partiets rolle herved. ~„ PiHI}TCTTATJ T,_AyilM,