Stig Jägerskiöld : Handelsbalkens utländska källor. Stockholm, Almqvist och Wiksell, 1967. 510 s.

Det er med god grund, at den så produktive forfatter Stig Jagerskiold har gjort Handelsbalkens forhistorie til genstand for en indgående undersøgelse, thi den havde ikke nær så grundige forarbejder som de øvrige »balkar« i Sveriges Rikes Lag 1734. Motiverne skjulte sig i tidens retsopfattelse, således som denne især manifesterede sig i praksis fra Svea Hovrått.

Handelsbalken indeholder reglerne om formueretshandler såsom pant, lån,
leje, kaution m.m. Bogen synes nogenlunde at følge lovbogens systematik. Hvert
af de 11 kapitler indledes med en gennemgang af det enkelte retsområdes almindeligeregler

mindeligereglerog historisk-teoretiske forudsætninger og sluttes ofte med Handelsbalkensendelige
lovtekst vedrørende det pågældende retsinstitut.

Imellem disse yderpunkter præsenteres det næsten overvældende materiale: hen ved 420 domme afsagt af Svea Hovrått i årene fra 1619 og frem til 1734 - til dokumentation af tidens retspolitiske overvejelser. Det spejler en broget og spændende forretningsverden og fortæller meget om de økonomisk bedrestillede i datidens Sverige, mindre om de andre.

Alligevel kan det ikke nægtes, at medlemmerne af denne ret har følt sig kaldet til at tage sociale og humane hensyn med i overvejelserne. Tiden var løbet fra den gamle middelalderret, den var udifferentieret og mangelfuld og ville have ført til mange uretfærdige resultater, om ikke dommerne havde fulgt de kontinentale, romerretlige og naturretlige forbilleder.

Indenfor den formueretlige sfære var man i svensk retspraksis ikke, således som i romerretten, tilbøjelig til at tillægge utilregnelighed eller andre manglende psykiske forudsætninger retlig betydning i konflikt med det naturretlige krav om, at aftaler bør holdes (s. 59) - medmindre det til eksempel drejede sig om kvinder, især enker. Ugyldighedsgrunden var da manglende retshandelsevne »propter imbecillitatem sexus« (imbecillitas = svaghed). Denne interessante opfattelse synes at være den modsatte af den her i landet rådende, hvorefter enker, i sammenligning med andre kvinder, havde en ret omfattende adgang til at påtage sig formueretlige forpligtelser (jfr. Stig Iuul: Fællig og Hovedlod, s. 293 f.).

Det var ikke let at være dommer, når de eksisterende love var formet i en fjern og primitiv tid. Ofte måtte retspraksis pejle sig frem mellem modstående principper i gammel svensk og i justiniansk ret, ja, den hjemlige kunne være så mangelfuld, at en afvejning faldt sted imellem rent romerretlige principper.

Hvor fristende det end kunne være at fordybe sig i bogens mangfoldige og forskelligartede problemer, må jeg, idet jeg anbefaler interesserede selv at give sig i lag dermed, på dette sted indskrænke mig til at omtale et enkelt spørgsmål og vælger det meget interessante, om hovedmanden måtte hæfte for sin tjeners forseelse i fuldmagtsforhold, hvorom ældre svensk ret kun havde få regler.

Hovråtten skal efter forfatteren under udformningen af praksis herom have ladet sig inspirere af de romerretlige regler om på den ene side mandatforhold og på den anden side om husherrens objektive ansvar for slaven. Men når han derefter giver udtryk for, at nogle dommere ville lade mandanten hæfte for mandataren, hvis denne havde handlet indenfor mandatets ydre grænser, men imod mandantens ordre (s. 408), synes der snarere at være en vis lighed med den naturretlige sondring mellem åben og hemmelig fuldmagt.

Retten låste sig nu ikke fast i denne bås. Trediemands gode tro, mandantens nytte af retshandelen eller mandantens manglende agtpågivenhed i forhold til tjeneren var blandt de reale, retspolitiske hensyn, som tillagdes stigende betydning. I en sag mellem Kungl. Maj:ts standers bank og friherreinde Anna Berendes fra 1686 (s. 410) anførte vicepræsidenten Fågerstierna, at uagtet »hon var kvinnfolk, enfaldig och hade ingen hjalp«, burde hun have sørget for, at tjeneren var blevet arresteret for sin forseelse (misbrug af hendes navn og segl til optagelse af lån), og flere med ham tillagde hendes mangel på forsigtighed i relation til tjeneren afgørende betydning.

Selvom man heller ikke blev stående ved sidstnævnte mulighed - Handelsbalkenendte

balkenendtemed at fastholde en regel om ansvar for hovedmanden, hvis retshandelenvar kommet ham til nytte (jvf. HB 18:3, sidste pkt.) - vil jeg dog påpege,at dette standpunkt (hovedmandens ansvar for egen efterladenhed) synes på linie med den samtidige og lidt yngre danske retspraksis, således som jeg har opfattet den i min afhandling: Det historiske principalansvar, Tidsskrift for rettsvitenskap,1965, s. 529f.

Efter 4 exkurser og en sammenfatning sluttes Jågerskiolds fortjenstfulde arbejde med et glimrende noteapparat. Dog savner jeg en liste med oversættelse af de vigtigste latinske citater, svarende til den forfatteren havde udarbejdet i sin forrige bog: Studier ror ånde receptionen av fråmmande rått i Sverige, ligesom det for bogens kommende brugere måske havde været nyttigt, om retssagslisten udover parternes navne havde angivet sagernes art.

En pudsig lille inkonsekvens har indsneget sig i litteraturfortegnelsen m.h.t.
familien Vinding Kruse, idet Frederik står under K og Anders under V.

Med Handelsbalkens utlåndska kållor har Jågerskiold yderligere befæstet sin allerede
fremtrædende position som en af de bedste nulevende kendere af forholdet
imellem romerretten og svensk ret i det 17. og 18. århundrede.