Eberhard Jäckel: Frankreich in Hitlers Europa. Die deutsche Frankreichspolitik im Zweiten Weltkrieg. Quellen und Darstellungen zur Zeitgeschichte. Band 14. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1966. 396 s. 28 DM. Hermann Böhme: Der deutsch-französische Waffenstilistand im Zweiten Weltkrieg. Erster Teil. Entstehung und Grundlagen des Waffenstillstandes von 1940. Quellen und Darstellungen zur Zeitgeschichte. Band 12. Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1966. 464 s. 1 kort. 43 DM.

Med Eberhard Jåckels Frankreich in Hitlers Europa har Robert Arons Histoire de Vichy (Paris 1954) og Adrienne Hy tiers Two Years of French Foreign Policy 1940—42 (Paris 1958) fået deres tyske pendant, samtidig med at et væsentligt område indenforforskningen af den nazistiske okkupationspolitik under anden verdenskrig nu er blevet inddæmmet. Der er tale om et gennemsolidt arbejde, baseret på et

omfangsrigt kildemateriale fra de tyske stats- og partiarkiver, og skrevet med den nøgternhed og balance som karakteriserer den nye tyske historikergenerations Bewåltigung der Vergangenheit. Jackels Frankrigsmonografi hævder sig således smukt blandt de øvrige tyske besættelsesstudier af Broszat (Polen), Kwiet (Nederlandene)og Loock (Norge).

Rammerne for Frankrigs stilling i Hitlers Europa var indtil november 1942 trukket af våbenstilstanden i Compiégne i juni 1940, der gav regeringen i Vichy den fulde suverænitet over de sydøstlige departementer og overlod den kontrollen med alle de oversøiske områder inklusive det for Middelhavsstrategien så betydningsfulde Nordafrika; også den store og moderne flåde forblev i de besejredes besiddelse, omend i desarmeret stand. Den relativt milde våbenstilstand afspejlede Hitlers ønsker om at lette vejen til en forståelse med England og var samtidig en »gylden bro« til Vichy for at forhindre at regeringen drog i eksil med marinen og greb til udmattelseskrigen fra kolonierne. Compiégnedokumentet kunne have skabt en platform for et snævrere fransk-tysk samarbejde rettet imod England, således som f.eks. v. Ribbentrops mand i Paris, gesandten Abetz, og i hvert fald i begyndelsen også Laval og Darlan ønskede det. Imidlertid demonstrerer Jåckel entydigt at Hitler aldrig - selv ikke da frieriet til franskmændene var hedest som i Montoiredagene i oktober 1940 - ønskede at løfte Frankrig ud af den besejredes rolle. Hans mistro og ressentiment imod arvefjenden var usvækket krigen igennem, og så sent som i februar 1945, da den allierede invasion forlængst havde gjort den tyske besættelse af Frankrig til historie, erklærede han som sin største fejl at han overhovedet havde søgt et samarbejde med franskmændene.

Våbenstilstanden var blevet sluttet i rusen over oprejsningen fra 1918 og i troen på at man snart havde englænderne udenfor døren med hatten i hånden. Udviklingen skulle hurtigt vise at dette var en katastrofal fejltagelse og afsløre det kortsyn med hvilket Hitler og OKW havde frasagt sig mulighederne for at få støttepunkter i Middelhavet, dengang da lejligheden bød sig. Nu blev Nordafrika et af franskmændenes stærkeste kort under de følgende års collaboration, det forhandlingspolitiske spil, som Vichy gennem sin opportunisme og attentisme skulle forstå at drive som ingen anden regering i Hitlers Europa. Jåckels arbejde er bogen om samarbejdspolitikken set fra tysk hold, med dens mylder af rivaliserende og hinanden modarbejdende okkupationsorganer og med dens brede register af Zuckerbrot und Peitsche, af terror og pression. Det er hovedopfattelsen at Hitler i afgørende grad satte sit personlige præg på den tyske frankrigspolitik, og fremstillingen efterlader da også et stærkt indtryk af den ringe margin der blev givet for andre initiativer og for en anden og mere smidig politik. Det gælder militærets bestræbelser, og det gælder ikke mindst »idealisten« Abetz' forsoningspolitik i Paris, der på denne baggrund får et særligt uvirkelighedens skær. Danske historikere kan hente mange impulser i disse kapitler, for nok var Christiansborg ikke Vichy og Scavenius ingen Laval, men den »halve frihed« - udtrykket er Pétains - som begge lande nød godt af i de første krigsår, gør en sammenligning af okkupationsforholdene meningsfuld. Især viser tyskernes manipulationer med den franske regering, hvilken fundamental fejlvurdering det var af en mand som Scavenius at tro på at en good-will-politik kunne give resultater i Berlin. Det var ikke givet nogen at sanke sig gode gerninger i Førerhovedkvarteret, hvor parolen var den entydige og enkle at det gjaldt om at presse citronen til sidste dråbe!

Hovedvægten i Frankreich in Hitlers Europa ligger i årene indtil totalbesættelsen i november 1942, hvorefter en egentlig konstruktiv forhandlingspolitik ophørte. Bogen havde utvivlsomt vundet i klarhed og perspektiv, om Jåckel havde sluttet her. Nu får vi på de sidste 100 sider en række løst sammenhængende afsnit omhandlende dag-til-dag-politikken under invasionstruslen fra vest, men uden dybde og større politisk relevans. Et sidste kapitel behandler den franske spøgelsesregerings ophold i eksilet på Schloss Sigmaringen i Schwaben og fascisternes sluttelige magtovertagelse under Doriot og Brinon.

Våbenstilstanden i juni 1940 blev sluttet mellem den franske og den tyske overkommando, hvorved det blev militæret der kom til at varetage dens udførelse og fortolkning i praksis. Til dette formål nedsattes våbenstilstandskommissionen i Wiesbaden, der i den første tid fik en fremtrædende plads i det tyske okkupationsstyre. Hermann Bohme, forfatteren til Der deutsch-franzosische Waffenstillstand im Zweiten Weltkrieg, deltog som oberstløjtnant i våbenhvileforhandlingerne og var indtil 1943 stabschef i kommissionen, hvilket naturligvis giver ham ganske særlige forudsætninger for at skrive dens historie. Desværre holder han sig ikke hertil, men har valgt at give en omfattende beskrivelse af hele den tyske Frankrigspolitik indtil vendepunktet i begyndelsen af juli 1940 med Churchills angreb på den franske flåde i Mers-el-Kebir. Det er blevet til en bred og detaljeret fremstilling, hvor forfatteren også vover sig ind på indrefranske forhold og i det hele uden større originalitet træder mangen sti, der allerede er trampet godt til af tidligere forskere. (Man noterer sig i denne forbindelse at Jåckels og Bohmes arbejder ikke er synkroniseret, til trods for at de kommer på samme forlag og i samme år; ja, de nævner endog ikke hinandens bøger i hverken forord eller litteraturliste). Værdifuld er i Bohmes bog redegørelsen for våbenstilstandsforhandlingerne og den afsluttende, kompetente analyse af selve traktaten. For et ikke-franskkyndigt publikum turde også gennemgangen af den interne franske debat for eller imod våbenhvilen være af interesse. Selv bedømmer han våbenstilstanden positivt, men understreger dens skæbnesvangre virkninger for neutraliseringen af fransk Nordafrika. Spørgsmålet om det i sommeren 1940 havde været muligt for tyskerne at føre krigen over Gibraltarstrædet og slå franskmændene i Marokko, besvarer Bohme med et ja; men han understreger samtidig at den strategiske konception manglede herfor. Bogens bedste afsnit er den grundige gennemgang af det tyske forvaltningsapparat i Frankrig, suppleret med beskrivelsen af den franske og den italienske del af våbenstilstandskommissionen. Her kommer Bohmes kvalifikationer som medievende person til deres fulde ret. H Vfan-a-anxm