Første fællesnordiske sommerkursus for historiestuderende afholdtes i Uppsala i sommeren 1966 (se HT 12. rk. 11, s. 205). I forlængelse heraf afholdtes i sommeren 1968 kurser i København og Helsingfors for at give yderligere arbejdsgrundlag for den »ekspertkomité«, der i efteråret skulle tage endelig stilling til kursusvirksomhedens fortsatte eksistens.

Sommerkurset i Helsingfors fandt sted i dagene fra d. 6. til d. 19. juni. Kursetstema var »Finlands historie under autonomien 1809-1917«. Undervisningen var stort set i for høj grad præget af rutine, og var for snævert bundet til kursustemaetstidsmæssige begrænsning. Emnet var formodentlig valgt for gennem

Finlands første historiske souveraine periode at give indtryk af dén kulturelle og politiske udvikling af national selvbevidsthed, som er grundlaget for det moderne Finland, med dets specielle problemer i Norden og Europa! Når vi som skandinaviske kursusdeltagere kom til Helsingfors, var det derfor ikke blot for at lære en periode i Finlands historie bedre at kende, men også i håb om at erhverve bredere forståelse af det moderne Finland ud fra dets tilblivelsesprocesi forrige århundrede og af nutidens finske historieforsknings forhold til autonomiens dog stadig aktuelle konfliktstof. Men desværre blev vi skuffede, da disse problemer næsten lodes überørt - som var det tabu-emner!

Den enkelte undervisningsdag blev opdelt i formiddagsforelæsninger og eftermiddagsseminarer. Forelæsningernes brede formulering skulle give en oversigtsmæssig baggrund for øvelserne, hvor studenternes opgaver blev gennemgået. Men lærerne skiftede dag for dag, og forelæsningerne kom desværre alt for ofte til at bringe gentagelser eller endog formidle allerede forudsatte kundskaber. Under disse forhold måtte den enkelte lærers kontakt med de studerende - uanset alle gode forsætter - blive minimal og undervisningen lidet inspirerende. Den grundlæggende rolle, man havde tildelt de emnemæssigt stærkt svingende forelæsninger i undervisningen, afstedkom at studenterne med deres i samme grad spredte øvelsesopgaver kun overfladisk kunne tage del i diskussionen af den enkelte opgave. Desuden adskilte undervisningens fordeling på to studiegrupper beslægtede seminaremner, hvad der gjorde det vanskeligt at dyrke særlige interesser. Man må konkludere, at det ved denne kursusform skortede på lejlighed til at erhverve dybere indsigt i blot nogle af de afgørende problemer, autonomien rejste for Finland.

Da det tydeligt fremgik, at flere af vore lærere arbejdede med og var dybt engageret i emnekredse, som udgjorde væsentlige sider af den valgte periode, må det give anledning til at pege på, at en undervisningsform, der bæres af gennemgående seminarer over udvalgte problemer med særlig relevans til perioden, og som ledes af lærerkræfter, hvis arbejde gør dem særligt fortrolige hermed, ville give varigere udbytte. Forelæsningerne kunne da gøres til et led i seminaret og være eksperters kommentarer i form af punktstudier til støtte for debatten af vore egne opgaver. Herved ville kurset i det hele taget få et mere kvalificeret præg og studenterne få større indtryk af forskningens stade indenfor det enkelte tema.

I den gennemførte undervisning lykkedes det dog nogle af vores lærere at åbne videre perspektiver. Således følte vi det stærke engagement i de stadigt brændende problemer om svensk/finske sprogmodsætninger, da professor Ruutu understregede, hvorledes han personligt havde følt det som en svensk indrømmelse overfor finsk som ligeberettiget kultursprog efter det 19. århundredes nedvurdering, da Sillanpåå fik nobelprisen i litteratur i 1939! Og professor Gallen afslørede, hvilke metodiske problemer han arbejdede med, og viste, hvilke muligheder for sociale undersøgelser der kunne være i et personalhistorisk materiale. Her så vi således, at der i nutidig finsk forskning dels stadig findes problemer, som er skabt under autonomien, dels gøres forsøg på at inddrage socialvidenskabelig metode i forskningen.

To læreres undervisning skal desuden fremhæves. Fil. lie. Per Schybergson
fremdrog ved sin meget aktive seminarledelse betydningsfulde interskandinaviske

relationer, og han havde udnyttet en ekspert (Pihkala) som bisidder i et af sine seminarer. Docent Matti Klinge trak perspektivet op til vort århundrede ved at improvisere et besøg på Mannerheim-museet, hvis leder han er. Museets billedarkiv,som bl. a. omfattede illustrationer af Hitlers modtagelse i Helsingfors, gav anledning til at betænke, at Finlands tilknytning til Tyskland ikke var af ideologiskart, men udtryk for et ønske om at sikre en uafhængighed af øst, som man havde arbejdet for i den sidste halvdel af 1800-tallet. Autonomien havde altså skabt problemer for Finland, som stadig må give landet særlige interesser, og disse detaljer i Schybergsons og Klinges undervisning antyder, hvorledes kurset kunne have opnået større dybde.

Ekskursionerne var et velkomment pusterum i det komprimerede kursusprogram. Den største oplevelse var besøget på herregården Fagervik, der stod som et betagende minde over det 19. århundredes erhvervsliv. »Jårnbruket« var nedlagt og driften lagt om til landbrug, men »bruket« lå som da det standsede, og vi fik et godt indblik i dets komplicerede opbygning, bl.a. illustreret af bevarede regnskabsbøger. Søndagens to øvrige seværdigheder, kirken i Lojo og Raseborg-ruinen, var afgjort af interesse; men det havde nok været mere naturligt at vælge seværdigheder knyttet til vores periode, som fx. det improviserede besøg på Mannerheim-museet og mandagsturen til »Sveaborg-kæden«, hvis militærtekniske principper så fortrinligt blev anskueliggjort af lederen for kystbevogtningens historiske sektion.

Ekskursioner til Runebergs Borgå og 1808-09 krigens Tavastehus (som flere på eget initiativ besøgte), til den i 1856 åbnede og for nyligt genåbnede Saimakanal eller blot en rundtur i Helsingfors og omegn, hvor vi ikke engang så det ny studentercenter i Tapiola, kunne have suppleret kurset godt.

Kursussekretær Kari Selen repræsenterede kontinuiteten i kurset og var vort bindeled til finsk studenterungdom, idet han formidlede en selskabelig kontakt. Det er en fejl ved et nordisk kursus af denne art, at studenter fra værtslandet ikke deltager ordinært. De kunne bistå rent fagligt og formidle et kammeratligt samvær, som atter kunne hindre, at kurset bliver isoleret »kongresvirksomhed«. Men Kari Selen bar en stor arbejdsbyrde som kursets organisatoriske koordinator og gruppens selskabelige rejseleder; som kurset var lagt til rette, var han helt uundværlig.

De finske lærere var åbenbart uenige om hensigten med kurset. Kursusleder professor Eino Jutikkala hævdede, at sommerkurset kunne indgå som afløsninger i de respektive landes afsluttende eksaminer, og følgelig måtte opgaverne have kvalitet dertil. De øvrige lærere lagde derimod vægt på, at det skulle være et sommerkursus og slækkede på kravene til vore opgaver.

Stillet overfor disse forskelligartede opfattelser af sommerkursernes målsætning, har vi henstillet til Nordisk Råds »ekspertkomité«, at man gør sig dette problem klart og - ikke mindst - tilrettelægger undervisningen derefter. Vi har peget på de gennemgående seminarer som den bærende undervisningsform; forberedelse hertil kan da enten overlades til deltagerne selv som i dette tilfælde eller gives i nationale forberedelseskurser. Men under alle omstændigheder må man give længere forberedelsesfrister, og deltagerne må på forhånd kende vilkårene.

Hvis kurserne skal kunne udgøre en del af en universitetseksamen, kunne

man maske fra dansk side overveje, om det ved kurset udstedte »intyg« ikke skulle kunne anvendes i en aflosning. Dette stiller selvfolgelig krav til undervisningen,men sa. ma vi ogsa, absolut anbefale denne kursusvirksomhed som et sundt udvekslingsmedium for skandinavisk forskning — blot, som allerede understregetefter kurset i Uppsala (HT 12. rk. 11, s. 205), hovedvaegten laegges pa de studerendes problemer.