HANS LUND 10.12.1890-17.4.1969

Den 17. april 1969 døde tidligere forstander for Rødding højskole, cand. mag. Hans Lund, 78 år gammel. Han var en lødig historiker og nåede det ypperlige på folkeoplysningens område. Navnlig satte han sit præg på landbokredse og på udviklingen i Sønderjylland, der også som emner for hans i øvrigt vidtspændende foredragsvirksomhed i særlig grad havde hans hjerte.

Hans Alslev Lund blev født den 10. dec. 1890 i et avlsbrugerhjem i købstaden Varde. Som dreng ville han helst være landmand, men da faderen skønnede, at han var upraktisk, fik han en boglig uddannelse. I 1909 dimitteredes han fra Kathedralskolen i Ribe og i 1916 blev han cand. mag. med historie som hovedfag. Han opgav dog aldrig forestillingen om, at bondens gerning og levemåde var den menneskeligt mest udviklende tilværelsesform.

Hans Lund kunne have valgt en videnskabelig løbebane. Aage Friis stillede ham store legater i udsigt. Han havde imidlertid allerede i Ribeårene sammen med kammerater været holder af Højskolebladet, havde i sin studietid holdt til i studenterkredsen omkring Vartovmenigheden og deltaget i dens ungdomsarbejde på Vesterbro, og grundtvigske skolefolk udvirkede, at den unge kandidat efter overstået rekruttid i foråret 1917 kom til at lede et skolearbejde blandt sikringsstyrkens soldater i Grevelejren. Med denne baggrund og da han havde en usædvanlig evne til at komme i kontakt med voksen ungdom, faldt det ham naturligt at vælge et arbejde i folkehøjskolens tjeneste.

I november 1917 blev Hans Lund ansat som lærer ved Askov højskole, der just i denne tid oplevede en frodig blomstring. I de foregående år var lærerstaben blevet fornyet, og den unge vestjyde udgjorde sammen med cand. polyt. J. Th. Arnfred, cand. mag. G. P. O. Christiansen og mag. scient. Jens Rosenkjær et inspirerende firkløver, der også virkede ud over skolens rammer, bl. a. fra 1921 ved udgivelsen af tidsskriftet Dansk Udsyn, hvis redaktion Hans Lund deltog i fra 1921 til 1942. G. P. O. Christiansen betød meget for Hans Lunds udvikling som historiker. Efter eget udsagn lærte han mere af ham end af nogen af sine universitetslærere.

I 1926 blev Hans Lund forstander for Rødding højskole, den ældste danske folkehøjskole. Her var arbejdet under fremmedherredømmet delvis blevet fortsat indtil 1885 og genoptaget i 1920, men skolen gik ikke godt. Af de tilbud om forstanderstillinger, Hans Lund fik i disse år, bød Rødding omtrent på de ringeste ydre kår. Også andre vanskeligheder gjaldt det at overvinde. Elevflokken var anderledes end den ret så broget sammensatte flok, han havde kunnet arbejde med på Askov, Rødding var - og forblev i Hans Lunds tid - en udpræget bondeskole. Endelig var forholdene syd for Kongeåen så kort efter genforeningen endnu meget forskellige fra kongerigske forhold. Den udpinte landsdel ramtes hårdt af landbrugskrisen, og man kunne ikke vide, om det ville få større nationale virkninger. Det kunne let gå sådan, at en tilflytter kom til at stå udenfor.

Men Hans Lund var i Rødding kommet i sit rette element. Skolen
blev i hans forstandertid (1926-52) en af landets største og mest ansete.
For Sønderjylland blev den tillige et folkeligt kraftcentrum, et betydningsfuldtled

ningsfuldtledi landsdelens åndelige genforening med Danmark. I arbejdetpå skolens udvikling blev Hans Lund selvsagt hjulpet af mange skiftende medarbejdere, heriblandt navnlig den nuværende kirkeministerArne Fog Pedersen, der 1953 blev hans efterfølger som forstander. En væsentlig del af æren for skolens trivsel tilkommer også Hans Lunds kone, Ellen Margrethe, f. Bagge. Netop for den højskoletanke, Rødding var udtryk for, betød forstanderparret overordentlig meget: eleverne skulle ikke blot arbejde sammen om de spørgsmål, der optog deres sind, under »kammeratlig Samvær«, men skulle også gøre det »i et HjemlivsTryghed og Fortrolighed«, mål, der blev nået på Rødding højskole.

Hans Lund virkede stærkt på sine elever, hvis antal nærmede sig de titusinde. Han var ligefrem at tale med og dog en meget myndig mand, som man ikke nærmede sig med snak. Bogstaveligt vedkom hver eneste elev ham, hans personhukommelse var enestående. Få timer efter ankomsten af et nyt hold - det var gerne hold på 150 - kendte han ikke blot deres navne, men ofte tillige deres familiebaggrund, slægtninge, der tidligere havde været på skolen og meget mere. Og han blev ved at huske sine elever, som de huskede ham. Til sin død modtog han breve fra Grevelejr-tiden.

Som højskolemand virkede Hans Lund fortrinsvis gennem det talte ord. Hans stemme var dyb og rolig, ro udstrålede også hans tætte skikkelse. Alt effektjageri var ham imod, han talte velovervejet og sagligt, brugte manuskript, veg ikke tilbage for tal og tabeller. Hans undervisning i samfundslære kunne finde sted med grundlag alene i Højskolesangbogen og Statistisk Årbog, og selv om skolens elever, som det praktiske livs mænd, mødte uden skolede forkundskaber, lærte han dem at forstå de kræfter, der brødes i samfundet. Hans foredrag var altid bygget på omfattende viden og sans for mange livsområder, navnlig havde han en ejendommelig evne til at fortælle om en historisk personlighed, så den stod levende for tilhørernes blikke. Hans foredrag var altid strengt redeligt, men det var aldrig uengageret. Nok havde Hans Lund i sin tiltrædelsestale på Rødding i 1926 erklæret, at han ville »mindre prøve at give Tingenes Tolkning end Tingenes Tale«, men han havde tilføjet, at han troede på »de historiske Begivenheders egen indre Kraft - til at kaste Lys over Menneskeliv, klare Kræfterne mod hinanden, føde ny Styrke, kalde paa det beslægtede og rejse det til Liv, aabne de vide Udsigter og lade os føle den dybe Sammenhæng bag Overfladebegivenhedernes Blændværk.« Som følge af denne holdning til stoffet forstod hans elever og mange af hans tilhørere ved de ca. 4.000 foredrag, han holdt landet over, at historien kom dem ved.

Hans Lund var også en flittig skribent. Hans bibliografi, der er trykt i
den samling aftaler og artikler, Historiker i Højskolens Tjeneste, som han
udsendte i anledning af sin 70-årsdag, tæller indtil 1960 355 numre, og

så er småting endda ikke medtaget. Af større bidrag kan nævnes den vigtige og solide udgave af Sofus Høgsbros Brevveksling og Dagbøger l-II (1923-24, dagbogen for 1894 blev udgivet 1926 i Dansk Udsyn) og et afsnit om Tyskland 1866-1914 i Povl Engelstoft og Fred. Nørgaard: Hovedtræk af Verdenshistorien fra 1866 til vore Dage (1922), et vidnesbyrdom den interesse, hvormed Hans Lund omfattede nabofolket, indtil nazismens fremvækst vakte hans foragt. Til Det danske Folks Historie (bd. IV, 1928) skrev han Under Forbundet mellem Konge og Adel 1533-1588,det senere genoptrykt i lidt omarbejdet form i Schultz DanmarksHistorie (11, 1941). Til den store Sønderjyllands Historie, som Hans Lund redigerede sammen med Vilh. la Gour, Knud Fabricius og Holger Hjelholt, bidrog han med det på omfattende arkivstudier hvilendeafsnit om den politiske og nationale udvikling 1864-1920 (bd. V, 1933), hvor bl. a. et rigt brevmateriale, der beroede i private arkiver, udnyttedes til at kaste lys over de politiske brydninger inden for Nordslesvigsdanskhed. Hans Lund viser her en påfaldende evne til at øve ret og skel over for både edsaflæggere og edsnægtere, over for både H. P. Hanssen og Jens Jessen og senere over for Flensborgbevægelsen, og den samme retsindighed og forståelse præger hans fremstilling af den tyske politik over for Sønderjylland og Danmark, selv om han endnu ikke kunne udnytte de tyske myndigheders arkiver.

Fortrinsvis sønderjyder behandlede han i 92 biografier i Dansk Biografisk Leksikon (1933-44). Den historiske portrætskitse dyrkede han også i mindre bundet form, f. eks. i den lille samling Seks engelske politikere (1961), oprindelig en række foredrag holdt i Statsradiofoniens søndagsuniversitet. I 1965 udsendte han den fortrinlige bog om Askov Højskole 1865-1915, som er blevet anmeldt i nærværende tidsskrift (12. rk. 111, s. 222 ff.). De sidstnævnte bøger er skrevet på Tanderupgård ved Ribe, hans slægts gamle gård, som han havde erhvervet i 1949. Også det hører til billedet af denne mand, at han var landmand - bonde — med liv og sjæl, og at han var stolt over, at hans besætning i en årrække hørte til de bedste i Sønderjylland.

Hans Lund var en meget flittig mand, men han havde aldrig travlt og var altid rede til at give et råd. At der blev trukket store veksler på hans hjælpsomhed fremgår af de mange tillidshverv, han fik betroet. Her skal kun nævnes, at han fra 1928 sad i bestyrelsen af Historisk Samfund for Sønderjylland og 1928-52 var medredaktør af Sønderjyske årbøger. Fra 1957 var han formand for Sønderjysk Skoleforening.

Ved denne mands pludselige død mindedes man uvilkårligt en sang
fra Højskolesangbogen, som han selv satte pris på, N. F. S. Grundtvigs
Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord... T ORFNZ rfrtip