Richard N. Kottman: Reciprocity and the North Atlantic Triangle, 1932-1938. Ithaka, New York, Cornell University Press, 1968. xiv + 294 s. $ 7.50.

Bogen er en analytisk og kronologisk skildring af Englands og USA's bestræbelser på at nå frem til handelsmæssigt samarbejde i 1930'erne. Da England under indtryk af depressionen fik arrangeret imperiel toldpræference med Ottawakonferencen 1932 svarede USA under Franklin D. Roosevelt med endnu mere økonomisk nationalisme end under Hoover: USA gik bort fra guldet og »saboterede« den økonomiske verdenskonference i London 1933. Men efter at have sundet sig begyndte USA så gennem Hull som udenrigsminister at indlede toldforhandlinger med Canada. Dette var det egentlige svar på Ottawakonferencen. USA ville bryde Commonwealth-muren.

Efter de to første kapitler følger den egentlige bog om de indviklede forhandlinger indenfor den Nordatlantiske Trekant (Washington, Ottawa, London) som førte frem til dels en amerikansk-canadisk toldnedsættelse i 1935 og dels den amerikansk-engelske traktat 1938 (suppleret med en ny amerikansk-canadisk aftale). Skildringen af disse vanskelige forhandlingsforløb, med rivalisering mellem de forskellige udenrigs- og handelsministerier, med uenighed indenfor partierne (og mellem partierne), og med de øvrige udenrigspolitiske begivenheder spillende ind på forhandlingsforløbet er gjort med pædagogisk elegance. Forfatteren formår at holde stadig flere bolde i luften samtidig. Og som han udreder, hvorledes de forskellige erhvervsgrupper kæmper for deres formentlige ret i de tre lande, får han også tid til i korte vignetter at levendegøre statsmænd og forhandlingsledere, undertiden på en nærgående måde som i forbindelse med Canadas konservative premierminister Richard Bennett.

Mens Hull mente, at en liberaliseret verdenshandel ville være det rationelle svar på Hitler og Japan, var det englændernes tro og således Neville Chamberlains,at den udenrigspolitiske situation ikke kunne klares med handelspolitik. »Mestbegunstigelsesprincippet« ville englænderne i øvrigt ikke acceptere, de ville kun tale om bilaterale toldsænkninger, men mere fundamentalt grundede deres uenighed med USA sig i, at de mente, at Tyskland og Japan (og Italien) skulle mødes med henholdende »appeasement« og oprustning. Endnu efter at den engelsk-amerikanske toldtraktat var underskrevet i 1938 holdt Chamberlain fast ved denne indstilling. Chamberlain og hans rådgivere havde ikke tillid til USA p. g. a. dets stærke isolationistiske elementer. Og det var karakteristisk, at Chamberlain forholdt sig kølig over for Roosevelt's følere i 1937 og 1938 om en international fredskonference. Selve forløbet af toldforhandlingerne, viser Kottman,var

man,varfaktisk også med til at gøre forholdet mellem England og USA anspændt bag den høflige (og mindre høflige) facade. Hull missionerede for handelsliberalisering,men når det kom til konkrete forhandlinger om de enkelte varegrupper, var han meget forsigtig. Hull fremstår som en svag og ikke særlig indsigtsfuld udenrigsminister. Chamberlain honoreres med en opvurdering, formentlig under inspiration af Keith Feilings biografi.

Det var især landbruget, som vanskeliggjorde forhandlingerne, dernæst tekstil-, trævare- og filmindustrierne. En anden vanskelighed beroede på, at både England og USA ofte ignorerede, at også canadiske forhandlere havde hjemlige økonomiske interesser, de ikke kunne svigte. Det mest nye i Kottman's bog er vel understregningen af Canadas voksende rolle: skulle Canada være hovedhjørnestenen i den nordatlantiske bro, skulle stenen sættes på plads af Canada selv (MacKenzie King). Dernæst kaster bogen nyt lys over »magtkampen« mellem USA og England, ikke mindst i forholdet til Commonwealth. Problemet dollar/sterling, som blev særligt aktuelt fra 1934, inddrages ikke i beskrivelsen af toldforhandlingerne. Her må læseren stole på W. N. Medlicotts fortrinlige bog Contemporary England 1914-64 (Longmans 1967) eller driste sig ind i Richard N. Gardners Sterling-Dollar Diplomacy (Oxford U. P. 1956, rev. ed. 1969).

Vedr. kilder kan kort noteres: Kottman har brugt Roosevelts, Hulls, Bennetts, Morgenthaus og andres private papirer. Dernæst har forfatteren haft adgang til State Departments arkiver (samtidige avisudklip!). Englands og Canadas udenrigsministerielle arkiver har han af gode grunde ikke haft adgang til. Endelig bør anføres, at forfatteren synes at have fået et væld af »inside information« fra J. Pierrepont Moffat's private dagbøger. Moffat var ansat i det amerikanske udenrigsministerium, og det vil vel ikke være nogen overraskelse, om hans dagbøger bliver udgivet ved -R.N. Kottman. „ An^_ Hamsj;v