Bertold Picard: Das Gesandtschaftswesen Ostmitteleuropas in der frühen Neuzeit. Beiträge zur Geschichte der Diplomatic in der ersten Hälfte des sechzehnten Jahrhunderts nach den Aufzeichnungen des Freiherrn Sigmund von Herberstein. Wiener Archiv fur Geschichte des Slawentums und Osteuropas. Band VI. Graz-Wien-Kdln, Hermann Bohlaus Nachf., 1967. 192 s. 24 DM.

Først og fremmest i kraft af sit værk om det russiske rige, »Rerum Moscovitiarumcommentarii« (1549) betragtes den østrigske friherre Sigmund von Herbersteinsom en af det 16. århundredes betydeligste diplomater. I hvert fald blev han hyppigt anvendt af sine habsburgske herrer; i løbet af 38 år deltog han i ikke mindre end 70 missioner, fortrinsvis til Østeuropa. Danmark besøgte han

i forbindelse med et forsøg på at overtale Kristian II til at sende Dyveke tilbage
til Nederlandene.

Bertold Picard interesserer sig for Herberstein både som menneske og diplomat, og den foreliggende bog er en forstudie dels til en moderne biografi af Herberstein, dels til en fremstilling af det østrigske diplomati i det 16. årh. Forfatteren har stillet sig spørgsmålet: Hvad kan vi ud fra Herbersteins Ruslandsberetning, hans selvbiografi og korrespondance slutte om organisationen af det østrigske diplomati i første halvdel af det 16. årh.?

På dette grundlag undersøger Picard diplomaternes herkomst og uddannelse, han følger gesandtskabernes sammensætning og gennemgår de instrukser m. v., som gesandterne bragte med sig ud i det fremmede, han beskæftiger sig med rejsernes længde, gesandternes retslige stilling i udlandet, forhandlingerne med den fremmede fyrstes råder, gesandternes indberetninger o. m. m.

Skønt Picard har en tendens til at overdrive Herbersteins fortjenester som diplomat, er der ingen tvivl om, at Herberstein i flere henseender var meget velkvalificeret. F. eks. beherskede han foruden sit tyske modersmål latin, italiensk og slovensk og talte desuden noget russisk, fransk og spansk. Sammenligner vi disse kvalifikationer med de krav, som Kristian 111 ved århundredets midte stillede til en diplomat i dansk tjeneste, forekommer de sidste meget beskedne: En dansk diplomat burde så nogenlunde kunne tale og nødtørftigt skrive tysk og latin.

For benyttelsen af diplomatisk materiale som historisk kilde er det væsentligt at kunne fastslå, om f. eks. en instruks var bestemt udelukkende for vedkommende gesandt, eller om den kunne udleveres til den fyrste, som gesandten skulle forhandle med. Picard konkluderer s. 68, at instrukser kun sjældent blev forevist eller udleveret. Det er tvivlsomt, om denne antagelse slår til i de områder, hvor dansk diplomati bevægede sig på dette tidspunkt. Desværre er forholdet som bekendt det, at vi savner en fremstilling af den danske udenrigstjenestes historie, således at en mere indgående sammenligning mellem den danske og den østrigske gesandtskabsinstitution ikke lader sig gennemføre. Picard har i denne bog givet et skema, som med udbytte kunne anvendes ved et dansk forsøg i lignende ret- O' TCT>JTTn T? ASIWTTCSBM