Ferdinand Gronebaum: Frankreich in Ost- und Nordeuropa. Die franzosischrussischen Beziehungen von 1648-1689. Quellen und Studien zur Geschichte des ostlichen Europa. Bd. 2. Wiesbaden, Franz Steiner Verlag, 1968. xvi + 234 s. DM 48.-.

Denne nye serie af bøger til Østeuropas historie lover godt. Den består af værker
udarbejdet ved afdelingen for østeuropæisk historie ved Westfålische Wilhelms-
Universitåt i Miinster. Seriens første bind var Carsten Goehrke: Die Wustungen

in der Moskauer Rus (Studien zur Siedlungs-, Bevolkerungs- und Sozialgeschichte)1968,
omhandlende en række fundamentale og stærkt omdiskuterede
problemer i Ruslands indre historie i 14.-18. årh.

Seriens andet bind er skrevet af den i 1967 afdøde, kun 28 år gamle, højt begavede tyske historiker og filolog Ferdinand Gronebaum. Allerede i sin studietid havde Gronebaum behandlet de fransk-russiske forbindelser i det 17. årh. som specialeopgave, og efter sin embedseksamen udvidede han den med dybtgående arkivstudier i Paris. Han nåede at gøre afhandlingen færdig og forsvare den som dissertation ved universitetet i Miinster, og efter hans død foranledigede prof. Manfred Hellmann, at værket blev trykt.

Det var et næsten uopdyrket felt, Gronebaum kastede sig over. Siden forrige århundrede var der ikke i Vesteuropa skrevet om emnet, og i Sovjetunionen havde nok forskellige forfattere (B. F. Porsnev, G. 2ordanija) behandlet det, men kun for tiden frem til 1648. Den traditionelle opfattelse er, at for Frankrig var Rusland en nærmest asiatisk magt, som man ikke interesserede sig synderligt

Gronebaums vigtigste resultat er, at denne opfattelse ikke kan holde. Han har ved en gennemgang af de afdelinger af det franske udenrigsministeriums arkiver, der omhandler Polen og Rusland, fundet, at der i denne periode var mange kontakter mellem de to lande, og at hensynet til Rusland så afgjort spillede en rolle ved udformningen af den franske udenrigspolitik. Når tidligere forskning har negligeret dette, er årsagen nok, at de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Rusland ikke så meget skete ved direkte udveksling af gesandtskaber som ved de forhandlinger, de franske gesandter i Polen førte.

Forfatteren giver en detailleret fremstilling af de enkelte faser i udviklingen af forholdet mellem Frankrig og Rusland. Der kan gennem hele den undersøgte periode ses visse konstante træk: Frankrig bestræber sig på at få Rusland som partner i ryggen på Habsburgerne, og Rusland forsøger til gengæld at få Frankrigs støtte i kampene mod Tyrkiet. At ingen af disse projekter lykkes, er ikke så mærkeligt, eftersom Frankrig traditionelt er allieret med både Tyrkiet og Ruslands anden modstander Polen, som for Frankrig endnu langt op i det 17. årh. er vigtigere end Rusland som støtte mod Habsburgerne.

Hovedkildematerialet til Gronebaums undersøgelser er indberetninger fra og ordrer til de franske gesandter i Polen. Russiske arkivalier har han ikke haft adgang til, hvilket naturligvis giver en skævhed i fremstillingen, som ikke helt kan opvejes af, at han er særdeles fortrolig med den russiske (og polske) litteratur og de tilsvarende kildeudgaver.

Læseren får let en fornemmelse af, at forholdet til Rusland var det dominerende i den franske udenrigspolitik. Dette har selvfølgelig på ingen måde været forfatterens mening, men han gør ikke noget for at sætte forbindelserne mellem de to lande ind i deres europæiske sammenhæng, noget han med sin omfattende viden nemt kunne have gjort, og som ville have gjort bogen mere læseværdig.

Men Ferdinand Gronebaums bog, med dens fyldige noteapparat (der fylder halvdelen af bogen) og up-to-date bibliografi, rummer en mængde stof, som de historikere, der i fremtiden vil beskæftige sig med europæisk politik i anden halvdel af det 17. årh., ikke kan forbigå. ADr_PW F_{B4Wra ™}