Johan Henrik Schreiner: Aristotle and Perikles. A Study in Historiography. Symbolae Osloenses fasc. supplet. XXI. Oslo, Universitetsforlaget, 1968. 138 s.

Siden hin januardag i 1890, da man i British Museum fandt en papyrusrulle med størstedelen af Aristoteles' værk om »Athenæernes statsforfatning«, er meget blæk og megen forskeraktivitet blevet anvendt på forklaringen og analysen af denne historiske kilde. På grund af Aristoteles' almindelige omdømme måtte et historisk skrift fra hans hånd betragtes som noget nær en sandhedsåbenbaring.

Det vakte derfor en forståelig skuffelse at skriftet meget vanskeligt kunne leve op til forventningerne, og enkelte forskere gik så vidt som til at argumentere, at sådan noget sludder kunne Aristoteies ikke have skrevet, og at værket derfor måtte henføres til een af hans mindre begavede elever. Ved en kedelig, men forståelig fejltagelse var dette umodne elevarbejde så smuttet ind blandt mesterens skrifter.

I sin doktordisputats, der trods sin indsnævrende titel må betragtes som en kildeanalyse af hele den historiske del af »Athenæernes statsforfatning«, levner Schreiner ikke Aristoteies megen ære som historiker. Vi har for os et overfladisk hastværksarbejde, hvis manglende logik og indre modsigelser hovedsageligt skyldes en übehændig sammenflikning af indbyrdes modstridende versioner. Schreiner anser Aristoteies for værkets forfatter og gennemfører sin »afsløring« af den store mand med stor behændighed og demonstrativ tilfredshed. I hovedtrækkene er denne kritik sikkert rigtig og tjener til at vise, hvor farvet og fordrejet billedet af Athens forfatningsudvikling i de ældre tider var blevet i løbet af 4. århundrede f. Kr.

Men når det kommer til detailanalysen virker Schreiners metode mærkelig mekanisk og højst problematisk. Han arbejder udfra to grundsætninger, som ikke bevises og som næppe er beviselige: 1) Aristoteies bygger udelukkende på tre attiske lokalhistorikere, Kleidemos, Androtion og Phanodemos, som repræsenterer henholdsvis det radikale demokrati, det moderate demokrati og oligarkiet. 2) »It is almost a law of Athenian historiography that each historian opposes his predecessor« (s. 19). Vanskelighederne opstår fordi Aristoteies ikke citerer sine kilder ved navn, men anvender begreber som »de folkelige« (for Schreiner lig Kleidemos) og »nogle« (for Schreiner lig Androtion!). Og mens det er muligt at få et indtryk af Kleidemos og Androtion som politiske skribenter, er og bliver Phanodemos en tåget figur. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed udfra hans fragmenter, er, at han var positivt indstillet overfor Kimon. Ifølge Schreiners analyse var han negativt indstillet overfor Theseus (s. 22), Solon (s. 33), Peisistratos (s. 45), Alkmaioniderne inklusive Kleisthenes (s. 52) og Perikles (s. 90 f.). I sandhed en mærkelig lokalhistoriker! Betænkeligt virker det også, at Schreiner frit bruger Isokrates' udsagn til at supplere vor magre viden om Androtion, til trods for at de to forfattere havde stik modsat opfattelse af en så vigtig historisk skikkelse som Themistokles.

Schreiners bog rummer mange interessante iagttagelser. Den er skrevet i en tiltalende frisk stil, men er ikke ligefrem letlæselig, med mindre man har et godt kendskab til emnet. Og det er beklageligt, at så meget af argumentationen hviler på übeviselige og højst tvivlsomme forudsætninger. o M