Lester D. Langley : The Cuban Policy of the United States: A Brief History. New York, London, John Wiley and Sons, 1968. xiv+2o3 s. 66 sh., paper 27 sh. Knud Krakau: Die Kubanische Revolution und die Monroe-Doktrin. Eine Herausforderung der Aussenpolitik der Vereinigten Staaten. Untersuchungen zur Auswärtigen Politik, Bd. 5. Frankfurt a. M., Berlin, Alfred Metzner Verlag, 1968. ix+22o s. DM 44.00.

Lester D. Langley fremhæver i sin bog, at Cuba altid har indtaget en særstilling i USA's Latinamerika-politik, og han udvikler baggrunden for denne særstilling. Den blev klart tilkendegivet i 1823, hvor John Quincy Adams ud fra hensynet til USA's kommercielle og strategiske interesser støttede det fortsatte spanske herredømme over Cuba (s. llf.). Langley peger på, hvorledes Hamilton Fish - ud fra de samme overvejelser som Quincy Adams - når til, at USA må støtte en cubansk uafhængighed (s. 78). Hermed var baggrunden for en konflikt med Spanien for så vidt skabt, og selve den spansk-amerikanske krig i 1898 indtager en ret beskeden plads i fremstillingen.

Behandlingen af det 20. årh. er noget mere summarisk, og her er Langleys tese om Cubas særstilling i USA's Latinamerika-politik også mindre overbevisende. 81. a. kan afskaffelsen af »Platt Amendment« i 1934 næppe ses alene som et amerikansk-cubansk anliggende (s. 161), ligesom Eisenhower-regeringens skarpe reaktion over for Castros magtovertagelse for en del må ses på baggrund af en amerikansk frygt for en »afsmitning« i andre latinamerikanske lande.

På den anden side indeholder forfatterens understregning af den historiske baggrund for, at Cuba er et specielt problem i USA's Latinamerika-politik noget væsentligt og rigtigt. Bogen er det første bind i en serie om den amerikanske udenrigspolitiks historie, og den må siges at være en meget lovende begyndelse.

Et interessant spørgsmål i den amerikansk-cubanske konflikt siden 1959 er
Monroe-doktrinens anvendelse og betydning for USA. Dette spørgsmål har Knud

Krakau sat sig for at analysere, og han giver en veldokumenteret og detaljeret redegørelse for USA's Cuba-politik fra 1959 til 1962 (s. 70-126) og for forløbet af Cuba-krisen 1962 (s. 170-188). Undersøgelsen præges dog af en grundlæggendeuklarhed, der allerede fremtræder i forordet. Forfatteren fastslår her, at Monroe-doktrinen har øvet en »bestemmende indflydelse« på USA's udenrigspolitik(s. 1), og umiddelbart derefter, at doktrinens indhold »ikke er mere og ikke mindre end det, som USA til ethvert givet tidspunkt lægger i den« (s. 2).

Understregningen af Monroe-doktrinen som en »norm« for den amerikanske politik (f. eks. i overvejelserne s. 168-69) tilslører det forhold, at det kunne være hensigtsmæssigt for den amerikanske regering at motivere sin politik med henvisning til en — velsignet uklar — doktrin. Det havde formentlig været mere frugtbart at vurdere Monroe-doktrinen ud fra dens anvendelighed i den meget spændte indrepolitiske debat omkring USA's Cubapolitik. Mtut« A™_{B™ttd8 ™ttd}