Michael Salewski: Entwaffnung und Militärkontrolle in Deutschland (1919-1927). des Forschungsinstituts der Deutschen Gesellschaft für Auswärtige Politik, Band 24. München, R. Oldenbourg Verlag, 1966. 421 s. 65 DM.

Versaillestraktatens §§ 159-213 indeholdt en række bestemmelser om tysk nedrustningog om kontrol af denne nedrustning. Værnepligten blev afskaffet; hæren måtte kun bestå af 100.000, marinen af 15.000 mand. Endvidere blev bevæbningenstærkt reduceret, en række fæstninger blev sløjfet, og panser- og gasvåben, übåde og militære fly blev forbudt. Størstedelen af flåden blev udleveret. Da bestemmelserne af vestmagterne endelig pr. 31. januar 1927 blev erklæret for i det store hele at være opfyldt af Tyskland, var bl. a. 6 millioner geværer, 105.000 maskingeværer, 54.887 kanoner, 750.000 projektiler, 490 millioner stykker håndvåbenammunition,14.014

våbenammunition,14.014flyvemaskiner, 21.1 bl flyvemaskinemotorer, 31 panserjernbanetogog 59 tanks blevet ødelagt under allieret kontrol. Kontrollen, som i hovedsagen var afsluttet i begyndelsen af 20erne, ophørte helt, og den kontrol, som herefter kunne gennemføres i Folkeforbundets regi, fik aldrig mulighed for at træde i funktion.

Det første officielle brud på Versaillestraktatens nedrustningsbestemmelser fandt sted den 16. marts 1935, hvor den tyske rigskansler meddelte England, Frankrig, Italien og Polen teksten til en ny lov, som genindførte værnepligten i Tyskland og oprettede en hær på 12 korps i 36 divisioner.

Disse begivenheder er kendt. Men gennemførelsen af denne nedrustning og
militærkontrol har hidtil ikke været underkastet nogen dybtgående behandling.
Salewski stiller sig denne opgave i sin bog.

Fremstillingen, som er en doktordisputats, baseres først og fremmest på materiale fra den såkaldte fredsafdeling i Auswårtiges Amt, på Folkeforbundets forhandlinger og forhandlingerne i den tyske rigsdag, på erindringer og fremstillinger af Stresemann, Seeckt, Schleicher og Heye. Vigtigt materiale er desuden de engelske og amerikanske kildeudgaver om 1920ernes internationale politik - først og fremmest den grundigt kommenterede udgave fra State Department: Papers Relating to the Foreign Relations of the United States. The Paris Peace Conference, Bd. 1-13. Imidlertid er det meget omfattende materiale fra de allierede kontrolkommissioner, fra Versailles Militærkomiteen og fra Ambassadørkonferencen endnu ikke tilgængeligt. Der rådes dog bod på dette forhold ved at udnytte den franske General Nollets bog om sit virke som leder af den interallierede militærkontrolkommission (IMKK), »Une experience de désarmement«. Det er således et omfattende kildemateriale, som ligger til grund for fremstillingen. Men materialets art har bevirket en vis skævhed i behandlingen, således at den tyske politik belyses langt mere indgående end de allierede magters.

Forfatteren hævder (s. 12), at det foreliggende arbejde er det første forsøg på ud fra de til rådighed værende kilder at rekonstruere kapitlet om Tysklands afrustningog kontrol. Dette mål nødvendiggør en meget indgående og grundig redegørelse for det historiske forløb; det medfører en uhyre detailrigdom. Fremlæggelsenaf dette materiale er i sig selv værdifuld. Vi præsenteres for det eneste betydningsfulde og omfattende case i historien, hvor en stormagt i en række år underkastes en kontrol ved fremmede magter af landets midler til krigsførelse. En kontrol, som ikke alene omfattede overvågelse af inddragelse eller destruktion af våben og ammunition af alle arter, men også af sløjfning af fæstningsværker, af fabrikker og andre strategisk betydende faktorer som visse former for jernbanemateriel,en overvågelse af organisation, uddannelse af og udstyr for politi, lokale vagtværn, frivillige korps, gendarmeri og fængselsvæsen, skovbrugsorganisationm. v., samt af ind- og udførsel af materiel, som kunne have militær betydning.En kontrol, som kunne forkaste lovforslag, der skulle bringe afrustningskraveneud i livet, en kontrol, som kunne anfægte Tysklands suverænitet og dermed øve en væsentlig indflydelse på tysk indenrigspolitik. Det var en kontrol, som ville have kunnet gøre Weimarrepublikken til det, som Wolfram F. Hanriederi sin bog West German Foreign Policy 1949-1963 (1967) kalder »a penetrated system«. Dette skete ikke, bl. a. fordi de sejrende magter var uenige. Der var

ikke uenighed om målet - i en bred formulering »die restlose Entwaffnung Deutschlands«, som betød, at den tyske hær kun skulle have to formål: opretholdelsenaf indre ro og orden samt kontrol af grænserne, hvorved Tysklands tid som militærmagt skulle være forbi. Man var uenig om midlerne; om prioriteringenaf opgaverne; og om Tysklands fremtidige placering i det internationale system. Enigheden var størst i de første år.

Tysklands indre struktur kunne herved blive et instrument både for engelsk, fransk og for tysk udenrigspolitik. For Tyskland f. eks. derved, at en ændring i en lovtekst om hærens ledelse som gik i retning af hvad man i England og Frankrig opfattede som en bedre opfyldelse af Versaillestraktatens § 160, stk. 3: at »The Great German General Staff and all similar organisations shall be dissolved and may not be reconstituted in any form« ville skabe en gunstigere udenrigspolitisk situation for Tyskland. For England eksempelvis på den måde, at den mest strikte gennemførelse af den tyske flådes nedrustning, uden lempelser, lettelser eller ændringer af nogen art, gennemført gennem den internationale flådekontrolkommission (NIACC) skulle sikre Englands maritime magtoverlegenhed. For Frankrig var kontrollen til stadighed et udenrigspolitisk instrument. Med Versaillestraktatteksten i hånden kunne Frankrig gennem kontrollen sikre sig indblik i — og til en vis grad en administration af - det tyske militærapparat, og en tid kunne binde Tyskland til ikke at blive en militær trussel mod Frankrig og til ikke at fremtræde som en potentiel alliancepartner for nogen magter.

Et afgørende spørgsmål i denne henseende synes at være baggrunden for kontrollens ophør. Hvorfor opgiver Frankrig frivilligt denne værdifulde mulighed? Dette problem bliver naturligvis behandlet. Men bogens struktur og problemstillinger går mere i retning af den kronologiske afdækning af begivenhedsforløbet, den detailleredegennemgang af de problemer af teknisk natur, som danner grundlaget for staternes holdning. Den egentlige analyse af den politiske holdning bliver ikke særlig indgående.

Spørgsmålet, som Salewski stiller er, hvorfor der i 1926-27 sker en ændring i opfattelsen hos Frankrig og hos de allierede vedrørende kontrollen af Tyskland. Hvorfor er man nu villig til at acceptere Tysklands mindre overtrædelser af Versaillestraktatens retningsbestemmelser og afslutte kontrollen for at lade den overgå til Folkeforbundet, hvor Tyskland netop er blevet medlem? Frankrig måtte være klar over, at en folkeforbundskontrol ville være meget vanskelig at gennemføre. Den kom som nævnt ej heller i funktion. En række plausible grunde anføres: optimisme, tro på egen styrke, tiltro til Tyskland, tiltro til Locarnotraktaten, til Folkeforbundet, begyndelsen til appeasement-politikken, hensyn til egen indenrigspolitik, hensyn til den offentlige mening. Men, som forfatteren selv konkluderer: »ein verniinftiges politisches Konzept wird dahinter nicht sichtbar« (s. 366).

Forfatteren nærmer sig et interessant synspunkt i analysen ved at konfrontere Versaillestraktatens bestemmelser (Part V, indledning) om at tysk nedrustning på længere sigt skal muliggøre og igangsætte »a general limitation of the armamentsof all nations« med situationen i 1926—27. Dette fører til den opfattelse, at vestmagternes position var svækket og hæmmet af »dårlig samvittighed« - hvorimodTyskland på en langt bedre måde end tilfældet var, kunne have udnyttet sin militære magtesløshed som »et skarpt slebet politisk våben« (s. 367). Disse

eksempler viser bogens intentioner og dens begrænsning. Dels overbevisningen om, at der findes en rigtig politik, som Tyskland burde have fulgt, dels at afrustningsproblemeter blevet behandlet for separat. De linier, som forbinder dette problem til den almindelige udenrigspolitiske situation, er for svage. Salewski har i sin fremstilling rekonstruktion for øje og får derfor kun nu og da lejlighed til at formulere problemstillinger, som let bliver tilfældige og usammenhængende. Der bliver kun ansatser til en analyse af den franske, engelske, amerikanske og tyske politik på nedrustningspolitikkens område.

Eksempelvis karakteriseres den tyske politik på s. 56 således: »An der ehrlichen Absicht der deutschen Regierung, den Vertrag (Versaillestraktaten) nun, da er einmal unterzeichnet war, auch zu halten, kann ernsthaft nicht gezweifelt werden«. Umiddelbart før omtales Tysklands afvisning af traktatens bestemmelser om de tyske krigsforbryderes udlevering. Og i det følgende kapitel plæderes for den modsatte og efter min opfattelse rigtigere opfattelse, at Tyskland anstrengte sig for at holde alle veje åbne, som kunne føre til det ønskede mål: revisionen af Versaillestraktatens 5. del. Ledetråden for den tyske politik synes at være obstruktionspolitik, idet tyskerne bl. a. havde erfaret, at en umiddelbar opfyldelse af bestemmelserne i overensstemmelse med allieret tolkning førte til mistænksomhed og øgede krav (s. 21). Synspunktet er kort udtrykt i en skrivelse fra den tyske marinefredskommission til det tyske udenrigsministerium: »Geben wir etwas, fordern sie alles« (s. 96).

Erfiillungspolitik blev den politik, der måtte føres, når obstruktionen ingen
vegne førte eller førte til trusler om eller gennemførelse af sanktioner.

Endvidere kan nævnes problemerne omkring rigets enhed, hvor rigsregeringen og de enkelte »lånderregeringer« på flere områder forfølger forskellige mål, f. eks. i spørgsmålet om hjælpepoliti og lokale vagtværn (Hilfspolizei og Einwohnerwehren). Problemstillingen separatisme-rigsenhed spiller ind i udformningen af den tyske politik over for nedrustning og kontrol. Det samme gælder virkningen af divergenserne mellem Auswårtiges Amt og Reichswehr, hvor det normalt lykkedes at fastslå udenrigspolitikkens overvægt. På den anden side kunne regeringen ikke være uinteresseret i, at hæren på visse punkter havde ret frie tøjler, bl. a. med hensyn til dens udenrigspolitiske forbindelser til den røde hær. Salewski har bevidst ikke behandlet dette sidste punkt.

Af andre betydningsfulde emner kan nævnes organisationsproblematikken i forbindelse med den allierede kontrol - både vedrørende de internationale kontrolorganer og de modsvarende tyske. Interessant er omtalen af de tyske organers »modkontrol«-øvelse og de allieredes »spionage«-tendenser.

Gennemgangen tager imidlertid ingen af de nævnte problemer frem til en
gennemgående analyse; de konstateres undervejs, men giver ikke anledning til
en samfattende vurdering, ejheller i afslutningskapitlet »Schlussbetrachtungen«.

Bogens værdi ligger i fremlæggelsen og den kronologiske systematisering af et omfattende og til forståelse af staternes udenrigspolitik meget vigtigt materiale. Den repræsenterer et stort og dybtgående arbejde og giver et væsentligt nyt bidrag til Weimarrepublikkens historie, til erkendelsen af de ydre og indre vilkår for Tyskland i 1920ernes første halvdel. n_wl,_TO¥ hYttot t*t