Knud Prange: Heraldik og Historie. Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger. Viborg 1962. 74 s. Ill. 16.00 kr. Heraldisk Tidsskrift. Udg. af Societas Heraldica Scandinavica. Ekspedition: Sigmundsvej 8, 2880 Bagsværd. Medlemskontingent 40 kr. årlig.

De historiestuderende i København havde det for fyrretyve år siden i mange henseender nemmere end nutidens. Knud Fabricius læste over Orienten og Hellas, Erik Arup over Rom og økonomisk historie, Kr. Erslev havde skrevet lærebøger om historisk teknik og metode, om middelalderen og om det 16. årh., J. A. Fridericia om det 17., 18. og 19. årh. op til 1848 og Aage Friis om den nyeste historie. Fædrelandshistorien dækkedes af de samtidige, Arups og Det danske Folks. Og endelig arbejdede Johs. Steenstrup længe efter sin afgang videre med sine nyttige håndbøger inden for hjælpevidenskaberne, bl. a. om historieskrivning, etnografi, kronologi, geografi, statsret, sted- og personnavne, skriftarterne og diplomatiken samt våbenmærker, segl og mønter.

I det seneste tiår har Dansk Historisk Fællesforening ladet udarbejde en lang række håndbøger, som erstatter og supplerer Steenstrups nu forældede. Der er foreløbig fremkommet orienteringer i kronologi, ikonografi, numismatik, kartografi, folkloristik, genealogi, palæografi, toponomastik, metrologi, epigrafik, partitionografi, agrararkitektur, militaria og heraldik, alle med mere menneskelige titler end her terminologisk anført.

I 1959 udsendte Knud Prange sin »Heraldisk Nøgle« til Thisets og Wittrups »Nyt dansk Adelslexikon« fra 1904. Nøglen har en ganske særlig opgave og løser denne på en særdeles praktisk, om end til tider nødvendigvis meget indviklet måde. Pranges »Heraldik og Historie« er derimod den brede og inspirerende orientering, man har savnet siden Steenstrups korte redegørelse fra 1915 og Poul Bredo Grandjeans meget tekniske »Dansk Heraldik« fra 1919. Våbenlærens opståen og udvikling gennemgås, der gøres rede for skjoldmærkernes symbolik og retlige betydning, og der indføres i den omfangsrige litteratur. Overalt er fremstillingen præget af soberhed og kritisk sans inden for en emnegruppe, der som få har indbudt til og er blevet misbrugt af hul romantik. Man erindre blot modsætningsvis Arups, af hans samtidspolitiske stade prægede, men litterært mesterlige skildring af Erik Menveds ridderfest ved Rostock i 1311. Prange har formået at vise, hvor værdifuld en hjælpedisciplin heraldikken kan være for den politiske og sociale historieforskning, og med sin håndbog har han givet studenterne et læremiddel og de mange interesserede et hjælpemiddel.

Samtidig med Pranges arbejder har det fællesnordiske Heraldisk Selskab og dets »Heraldisk Tidsskrift« befæstet sin stilling. Selskabet blev stiftet 1959 og stillede sig fra starten på et rent historisk og beskrivende grundlag, i modsætning til flere tidligere foreninger, hvor der appelleredes til, at heraldik skulle være

noget særligt »fint« eller æstetisk. Selskabets første formand blev amtsdirektør Ernst Verwohlt, Roskilde, hvis undersøgelser over herold-væsenet synes at åbne nye perspektiver for den diplomatiske historie. Tidsskriftets redaktionsudvalghar siden starten haft de kgl. ordeners historiograf, dr. phil. Albert Fabritius som medlem, og dets første nummer åbnedes med en artikel af statens heraldiske konsulent Paul Warming. Tidsskriftet har naturligvis i det forløbne tiår bragt en del redegørelser af overvejende personalhistorisk interesse, men det er forbavsende,hvor mange veje til dybere historisk forståelse heraldikken kan anvise på en del felter. Eksempelvis har nuværende professor i Århus, dr. theol. Troels Dahlerupkunnet give tankevækkende bidrag til dansk feudal- og godshistorie. Den utrættelige redaktør af tidsskriftets første 20 numre, Sven Tito Achen, har her som gennem sin indsats ved Politikens Forlag kunnet yde dansk historieforskningmange og inspirerende tjenester. i_OTrpN Tv™*«