Paul Smith: Disraelian Conservatism and Social Reform. Studies in Political History. London, Routledge & Kegan Paul, 1967. ix+3sB s. 60 sh.

Hvorfor overlevede det engelske konservative parti de mange økonomiske og sociale omkalfatringer, der har ramt det engelske samfund siden Liverpools langlivede kabinet i begyndelsen af det 19. århundrede? Hvordan kan det være, at »the Tory or Conservative party furnishes a classic case of succesful adaption to a changing environment«, når på kontinentet så mange af de konservative partier faldt samtidig med det feudalt-aristokratiske samfund, hvis eksponenter de var?

Denne problemstilling er udgangspunktet for Paul Smiths analyse af den konservativesocialpolitik 1866-80, altså stort set i den periode, da Disraeli var partietsleder, og derfor kommer fremstillingens videre forløb på mange måder til at forme sig som et opgør med myten om Disraeli som tory-demokrat. Smith kan lige så lidt som fx. Blake acceptere Dizzy som den konsekvente talsmand for konservatismensom »the national party«, der ved at tale arbejdernes sag skulle forenede to nationer og bringe whiggernes snævre klassebestemte oligarki til ophør. Han betoner de disraeliske ideers principielle irrationalitet og mangel på sammenhæng: »Original and bizarre, brilliant and meretricious, fanciful and vulgar,

mingling the true coin with the false, like the man himself, their value lies in insights, not in conclusions. They are a personal extravaganza, not an intellectualsystem. Their author »believed« in them as an artist in the artifact, not as a mathematician in the theorem«. Smith erkender, at det engelske konservative parti altid siden 1867 har formået at fastholde en del arbejderstemmer, måske bl. a. i kraft af Disraeli-myten, men han betoner og argumenterer overbevisende for, at den koalition, der efter 1867 - Smith vil i modsætning til Blake snarere lægge det afgørende skel her end i 1886 - gengav konservatismen dens gamle styrke, essentielt var den peelske alliance mellem »the landed and the commercial property«. Derfor måtte det i 1870'erne p. gr. a. den økonomiske krise på ny aktuelle condition-of-the-people-spørgsmål snarere sætte en afværgereaktion end en reformimpuls igang hos de konservative.

Man kan ganske vist spore en paternalistisk tradition over for arbejderne hos visse konservative som fx. Shaftesbury og Oastler, og partiets kærne af mindre landaristokrater kunne i perioder vindes for en aktiv fabrikslovgivning, fordi en sådan kunne genere de bycentrerede whigger og radikale, men deres sympati for arbejderne var snæver og klart taktisk afgrænset. En diskussion af landarbejdernes vilkår betragtedes som utilladelig, og en reform af arbejdernes forhold i kulminerne vendte selv Disraeli sig imod, fordi en række af partiets støtter bl. landaristokratiet var mineejere. Og hævder Smith: »Paradoxically, it was the second Reform Act of 1867, at first sight the coup by which Disraeli committed his party to the pursuit of »Tory Democracy« that in the long run did the most to establish the conditions necessary for the assimilation of the bourgeoisie. While it gave the urban working class man a substantial instalment of political power, and made the consideration of working class interests vital to politicians, it intensified the pressures and fears which tended to drive the elements of the middle class into the Conservative party, as the only reliable agency of resistance to the advance of Radicalism and labour«.

Smith må derfor afvise, at der bag den omfattende konservative sociallovgivning specielt 1874-76 lå nogen udarbejdet konservativ ideologi. Der var tale om »semi-enforced responses« på uafviselige udfordringer; de konservative gik ikke længere end absolut nødvendigt, og i en række tilfælde ikke langt nok; de byggede ofte på forlæg fra de liberale forgængere eller på udkast udarbejdede af partineutrale eller neobenthamitiske embedsmænd. Kun arbejderloven af 1875 kan siges at gå videre end hvad øjeblikket krævede, og netop denne lovs genesis er dunkelt oplyst, især hvad angår Disraelis eventuelle betydning som inspirator.

Smiths bog er en særdeles velargumenteret og veldokumenteret fremstilling, og dens væld af detailler gør den til en udmærket håndbog i tidens hele socialpolitik. Men dens største værdi ligger i, at den definitivt har - eller ihvertfald bør have - aflivet begrebet »Disraelian Conservatism« ved at have dokumenteret, at Disraeli, da han i 1870'erne havde ledelsen af de konservative og deres regering, reelt var talsmand for Peels politik. Innvv T FTQNT,D