Gunter Richter: Friedrich von Holstein. Ein Mitarbeiter Bismarcks. Lübeck und Hamburg, Matthiesen Verlag, 1966. 188 s. 20 DM.

Bismarck har haft en så dominerende stilling i den offentlige bevidsthed og i
den historiske forskning, at hans medarbejdere og deres indsats som oftest er
blevet glemt. Richters hensigt har været at råde bod herpå gennem en case study

af Friedrich von Holstein, der var knyttet til Bismarck næsten uafbrudt fra han
i december 1860 blev ansat ved gesandtskabet i St. Petersburg til han knap
tredive år senere overværede kanslerens fald.

Valget af Holstein er for så vidt nærliggende. I det wilhelminske Tyskland opfattedes han som den tyske udenrigspolitiks grå eminence. Hans indflydelse var übestridelig om end myterne om den »dæmoniske« Holstein har medført mange overdrivelser. Det er imidlertid ikke denne senere fase i Holsteins karriere, der beskæftiger Richter, men netop den periode, hvor han kan opfattes som en »Mitarbeiter«. Og ud fra denne betragtning forekommer valget uheldigt, fordi bogens tyngdepunkt - hvad der næsten uundgåeligt måtte ske - er forskubbet: I stedet for en analyse af Holsteins evt. indflydelse og indsats er opgøret med tidligere opfattelser af forholdet mellem Bismarck og Holstein kommet i centrum, og bogen meddeler meget lidt, der kan kaste lys over baggrunden for og tilrettelæggelsen af tysk udenrigspolitik på Bismarcks tid. Så meget grundigere er gennemgangen af en række intriger og kabaler i den tyske udenrigstjeneste, der har haft Holstein som midtpunkt eller centralt placeret bifigur.

Det Holstein-portræt, der på denne måde er blevet tegnet, er nok blevet mindre »dæmonisk«, men ikke mere tiltalende end det traditionelle. Man får indtrykket af en aggressiv, til det latterlige militaristisk struggler, der har været udstyret med en sygelig mistænksomhed over for sine omgivelser, og som det må have været umuligt at nå til en fordragelig samarbejdsform med. At han overhovedet har kunnet gøre karriere skyldtes at han tidligt vandt Bismarcks bevågenhed, og af denne blev anvendt til ofte uortodoxe opgaver, som han løste tilfredsstillende, således forhandlingerne med kommunardlederne i 1870. Dette har åbenbart givet Holstein en position hos Bismarck der gjorde det muligt for ham, dels at plage sig til en ansættelse i Auswårtiges Amt i 1876, dels at få mistænkeliggjort og stækket kolleger, der kunne være farlige for hans egen karriere. Placeringen i Berlin anvendte han til at opbygge et »informationssystem«, der - sammen med det venskab, han bevidst og uoprigtigt dyrkede med Herbert v. Bismarck — i 1880'erne skabte ham en indflydelse, der gik langt ud over hans formelle embede.

På dette tidspunkt var en »Entfremdung« imidlertid allerede igang mellem ham og kansleren, der i sit udspring synes at have været mere af personlig end af politisk karakter. Allerede i 1869 havde rygter om, at familien Bismarck ønskede Holstein som svigersøn, bevirket, at han havde fjernet sig fra personlig omgang med kansleren og i 1880'erne søgte han, uden åbenlyst at bryde med kansleren, at skaffe sig andre forbindelser: til grev Hatzfeld, først leder af Auswårtiges Amt og senere gesandt i London, og til grev Radolinski, der var attacheret kronprinsen. Da denne i 1887 blev uhelbredeligt syg søgte Holstein kontakt med skikkelser som Eulenburg og Waldersee, der stod den senere Wilhelm II nær, kontakter, der vanskeligt kan ses som andet end udslag af en konsekvent opportunisme, der skulle sikre hans position uden hensyntagen til det politiske vejrlig. Privat bliver han stadig skarpere i sin vurdering af Bismarck, og 1885 konkluderer han: »Dass der alte Bismarck als Mensch eine gemeine Natur ist, wusste ich leider schon lange«, samtidig med at han mener at den gamle, svækket af fremadskridende forkalkning har mistet grebet om tingene.

Bulgarien krisen 1885 og Bismarcks deraf følgende balanceakt mellem det

engelske og russiske alternativ førte samtidig til en politisk modsætning mellem kansler og medarbejder, idet det var Holsteins opfattelse, at et brud med Rusland var uundgåeligt, og at man derfor i alliance med England, Østrig-Ungarn, Italien og Tyrkiet skulle »das Pråvenire spielen«, medens det netop var Bismarckshovedformål at undgå et definitivt brud med Rusland. Holsteins undsigelseaf den såkaldte »Ruckversicherungsvertrag« i 1890 er således en konsekvensaf hans i 1885 erhvervede opfattelse. Denne krise er samtidig den eneste udenrigspolitiske begivenhed, Richter kommer ind på i sin bog, og i behandlingen af den kan han egentlig ikke siges at bryde nyt land.

Dette rejser spørgsmålet om berettigelsen af en bog som denne. Det må konkluderes, at den kun i mådeligt omfang kaster lys over det problem, den rejser, nemlig forholdet mellem Bismarck og hans medarbejdere. Vi får intet at vide om arbejdsgangen i det tyske udenrigsministerium; vi får intet - eller meget lidt - at vide om de principper, der var gældende for ledelsen af udenrigspolitikken, der føjes intet nyt stof til det allerede kendte undtagen på uvæsentlige punkter, men der leveres en tilbundsgående, omend ofte ufrivillig, dokumentation af Holstein som et patologisk tilfælde. Resultatet er blevet en prototype på, hvad professor Lindhardt engang kaldte »historien som sladder«. Richters afhandling kan ses som en uheldig konsekvens af princippet »publish or perish«, der desværre har en tendens til at overfodre det historiske marked med ligegyldige detailstudier.