Carl Georgsson Fleetwood: Från studieår och diplomattjanst. Dagbocker, brev och skrifter 1879-1892. Vol. I: 1879-1887. Vol. II: 1888-1892. xxii + 1549 s. + 65 s. personregister. 42 ill. Utgivna av Gwendolen Fleetwood med inledning och kommentar redigerade av Wilhelm Odelberg. Stockholm, P. A. Norstedt & Soners Forlag, 1968. 145 sv. kr.

Friherre Carl Fleetwood døde af en dobbelsidig lungebetændelse 9. januar 1892, kun 32 år gammel. Han havde i flere år været kansliråd og chef for utrikesdepartementets politiske afdeling. I samtiden regnedes han for kandidat til udenrigsministerposten

Ved sin død efterlod Fleetwood sig en samling breve og brevkoncepter, en del manuskripter til afhandlinger om politiske forhold i samtiden og en dagbog, der fyldte godt 5000 håndskrevne sider. Dette omfattende materiale opbevaredes først i en årrække af hans enke og gik derefter i arv til datteren Gwendolen Fleetwood. En enkelt af af handlingerne publiceredes 1939 i Ord och Bild under titelen »Corps diplomatique i Stockholm for femtio år sedan«. Men ellers lå materialet stort set übenyttet, indtil Gwendolen Fleetwood i 1953 begyndte at gennemgå det systematisk. Dele af det blev publiceret i de følgende år, »S:t Petersburg, hosten 1888. Utdrag ur efterlåmnade dagboksanteckningar« i Svensk Tidskrift 1954, »Diplomaten Carl Fleetwoods karakteristik av Oscar II« i Historisk Tidskrift 1956 (optrykt i samleværket Majeståt i nårbild, 1960). To afhandlinger om unionspolitikken, begge skrevet 1888, fremkom i Historisk Tidskrift 1957 under titelen »Carl Fleetwood och den norska frågan vid 1800-talets slut. Två uppsatser«. Dagbogen er blevet udnyttet af kanslirådet Einar Hedin i hans omfattende studie »Diplomaten Carl Fleetwood och hans dagbok«, publiceret i Personalhistorisk Tidskrift 1956-59 (en sammenfatning af afhandlingen samt en bibliografi findes i Hedins artikel om Fleetwood i Svenskt biografiskt lexikonbd. 16, 1965).

I betragtning af dagbogens kvalitet måtte det være ønskeligt at få publiceret i hvert fald det meste af manuskriptet. Det er nu sket i et samarbejde mellem Gwendolen Fleetwood og Wilhelm Odelberg, overbibliotekar ved Vetenskapsakademien; sidstnævnte har redigeret udgaven, forsynet den med noter og en instruktiv indledning. Der er foretaget enkelte udeladelser, men alle optegnelser, der behandler offentlige personer eller politiske begivenheder er medtaget. I perioden august 1885 til maj 1887 synes Fleetwood ikke at have ført dagbog. Til komplettering af selve dagbogen er der i udgaven medtaget enkelte af Fleetwoods mindre artikler og en del brevkoncepter.

Da Fleetwood som ung juridisk student i Uppsala begyndte at skrive sin dagbog, var han sig bevidst, at den kunne blive en kilde for den selvbiografi, han formodentlig ville skrive senere i livet. Den tro på en smuk og interessant karriere, der lå bag ræsonnementet, var ingenlunde übegrundet. Gennem sin slægt havde han forbindelser med de bedste kredse, også hofkredse, han var højt begavet, og han havde en betydelig arbejdskraft; dertil kom, at han var uhyre belæst og var stærkt optaget af tidens politiske og sociale spørgsmål. Dagbogen vidner om en stor, men ikke ukritisk, interesse for Henrik Ibsen, Georg Brandes, Strindberg og Zola.

Dagbogens største værdi ligger nok i de mange indblik, den giver i 1880ernes

politiske og diplomatiske milieu i Stockholm, som en ung, skarpsynet aristokrat så det. Til belysning af danske forhold bringer den ikke egentlig nyt, men dog en del vurderinger af personligheder, som han traf under besøg i København 1883 og 1887, f. eks. Estrup, Peter Vedel og en del af kongefamiliens medlemmer. Faderen havde som officer deltaget i det svenske hjælpekorps til Danmark i 1848 og været indkvarteret på fynske herregårde; her var der knyttet kontakter, der kom sønnen til gode. - Interessante er hans refleksioner over skandinavismen under opholdene i Danmark. Han var kritisk over for den svensk-norske politik i 1864 og fandt, at den forudgående skandinavisme ikke havde været den »galningspolitikden gavs ut«. En sammenslutning af de skandinaviske lande kunne blive nødvendig for at undgå en »germanisering«. De eksisterende modsætninger ville om 50 år være forsvundet - »och, om så vore, har jag kanhånda icke heller så orått i at peka på skandinavismen . . . såsom framtidstanke och framtidsdrom, det tillkommer starka hånder att overflytta på verklighetens mark«.