Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 3

G. Griffiths: Representative Government in Western Europe in the Sixteenth Century. Commentary and Documents for the Study of Comparative Constitutional History. Oxford, Clarendon Press, 1968. xviii + 622 s. 5 £.

Alex Wittendorff

Side 641

The International Commission for the History of Representative and ParliamentaryInstitutions har siden 1937 udsendt henved 30 bind indeholdende studierover de repræsentative forsamlingers historie. Griffiths' bog er det første bind i en ny serie med kommenterede kilder til dette emne og ventes fulgt af et bind for det øvrige Europa. »The purpose of this book is to bring together for the convenienceof professors and their students the original texts of documents on the

Side 642

working of representative institutions in the sixteenth century« (s. xiv). Der er
altså her tale om et oplæg til videre studium.

Det 16. århundrede må forekomme velegnet til en sammenlignende betragtning af disse institutioners funktionsmåde og indflydelse. Deres skæbne var ved århundredets udgang endnu uafgjort de fleste steder. Det engelske underhus havde den afgørende styrkeprøve i 17. århundrede tilbage. For de fleste af Europas andre repræsentative forsamlinger blev den følgende periode en kampens og nederlagets tid, der endte med, at de ophørte med at fungere eller i hvert fald mistede deres indflydelse. Kun i Nederlandene afsluttedes kampen endnu i 16. århundrede med det resultat, at institutionernes overlevelse sikredes.

Der er unægtelig problemer nok at tage fat på i forbindelse med det 16. rhundredes og den komparative metode, som bogen lægger op til, er indlysende frugtbar for mange af dem. Et nøglespørgsmål er dette: I hvilket omfang formåede forsamlingerne at udnytte deres bevillingsret til at opnå indflydelse på lovgivningen? De franske generalstænders effektivitet i denne henseende er blevet draget i tvivl under henvisning til, at de ikke som det engelske parlament udviklede den praksis at forelægge enkelte, separate lovforslag, men vedblev med at samle disse i mere omfattende cahiers, der normalt forelagdes kongen ved sessionens slutning. I Kastilien kæmpede cortes for det princip, at kongen skulle tage stilling til deres petitioner, før de stemte om skatter, men i realiteten altid forgæves. På Sicilien gjorde parlamentet sine bevillinger betinget af opfyldelsen af visse krav, men opkrævningen af skatterne begyndte altid, før kongens stilling til disse blev kendt. Religionen var et vigtigt element i forholdet mellem kronerne og de repræsentative forsamlinger. I England blev reformationen af største betydning for parlamentets indflydelse på lovgivningen, skønt den også øgede kongens magt. I Frankrig stod den protestantiske bevægelse over for et fjendtligt monarki, men hvordan var dens forhold til de forskellige stænderforsamlinger? Hvilken rolle spillede de religiøse styrkeforhold for den stadige strid mellem generalstænderne og parlamentet i Paris om sidstnævntes ret til at revidere stændernes afgørelse? Huguenotterne skabte deres egne repræsentative forsamlinger - i hvilket omfang var rebellerne i Nederlandene påvirket af deres franske trosfællers tanker om sådanne institutioners stilling i staten?

Det skal i høj grad påskønnes, at Griffiths også har interesseret sig for provinsstændernes status. For England havde de forsamlinger, der fandtes i Irland og på kanaløerne ringe betydning, men på kontinentet spillede de en vigtig rolle som erstatning for nationale institutioner eller som rivaler til dem. I Frankrig synes deres indflydelse på bevillingerne at have været af en karakter, der leder tanken hen på parlamentets i England. I Spanien oprettedes ingen corles generales, de enkelte »rigers« cortes insisterede på bevarelsen af det eksisterende system.

Hvordan var forsamlingernes indflydelse på de bevilgede midlers anvendelse i tiden mellem samlingerne i de forskellige lande? Hvilken rolle spillede en habsburgsk herskers erfaringer med stænderne i ét af hans lande for hans politik over for dem i et andet? Mange spørgsmål er endnu helt eller delvis uløste, i mange tilfælde kun behandlet på rent nationalt plan. Som ledemotiv gennem hele problemstillingen går dette: Hvilke særlige træk ved den almindelige historiske udvikling i de enkelte lande betingede de repræsentative institutioners forskelligartede

Side 643

Deter studiet af problemer og sammenhaenge som de her antydede, Griffiths' bog tager sigte pa. Den har forst og fremmest karakter af en kildesamling, men for hvert land eller provins er der forudcn dokurnenterne ogsa en indledning, en selektiv bibliografi og en kronologisk fortegnelse over vedkommende forsamlings meder i arhundredet, og bogen kan saledes - i betragtning af mangelen pa. en samlet fremstilling af emnet - ogsa tjene som handbog. I indledningerne til de enkelte kildegrupper gives der en kort og klar redegorelse for forskningsresultater og problemer, undertiden saledes at forskellige opfattelser stilles op over for hinanden, uden at forfatteren tager stilling, ojensynlig i den hensigt at animere laeserne til at ga. videre med problemerne ved hjaelp af de efterfelgende kilder. De sproglige vanskeligheder ved disse er lettet ved, at de tekster, som ikke er pa engelsk eller fransk, er ledsaget af en engelsk oversaettelse. (Dette princip, som meddeles i forordet, er dog ikke fulgt konsekvent; de to katalanske kilder pa latin og spansk er ikke oversat).

Hvor langt kan man nu komme i studiet ved hjælp af det materiale, Griffiths har samlet? Bogen behandler Kastilien, Katalonien, Sicilien, de franske generalstænder, et udvalg af de franske provinsstænder (udførligst Languedoc), huguenotforsamlinger, Nederlandene (generalstaterne og nogle provinsstater) samt England. Kilderne er beskrivelser af institutionernes ydre form, journaler, petitioner (cahiers), taler, lovforslag og korrespondance, der belyser regeringernes politik over for forsamlingerne. Disse kilder er udvalgt med stor omtanke og tydeligvis af en mand, der er godt hjemme i emnet. Et par indvendinger mod bogens disposition kan dog nok forekomme berettigede.

Griffiths gør selv opmærksom på, at ovennævnte institutioner er valgt, fordi de er »particularly inviting to comparison and contrast«. Deter klart, at rammerne: Vesteuropa i kun ét bind sætter ret snævre grænser, men i det nævnte kriterium for udvælgelse ligger en fare, som i øvrigt nok altid er til stede ved komparative studier. Det, der ikke er særlig »inviting«, det, der falder uden for »mønsteret« af ligheder og forskelle, må naturligvis tages med i betragtning, hvis en virkelig helhedsopfattelse skal nås.

Der er imidlertid et andet og mindre principielt forhold, der synes at have influeret på udvælgelsen. Næsten alle dokumenterne er trykt i forvejen. Det gælder de kastilianske kilder, mens derimod de aragonske er uudgivne. Det er svært at se begrundelsen for, at Griffiths i Archivo de la Corona de Aragon i Barcelona har valgt at hente to korte og ikke meget talende kilder til de katalanske cortes, mens Aragoniens egne lades uomtalt. Det var Aragonien, der tidligst udviklede en rigsdag, som i 16. århundrede adskilte sig fra Kastiliens ikke blot ved sin deling i fire brazos, men også ved sin langt større indflydelse. I modsætning til parlamentet i England var cortes her allerede ved århundredets begyndelse et nødvendigt led i forfatningen. Filip IPs kamp mod den aragonske selvstændighed er velkendt, men om udfaldet af denne kamp for cortes' betydning hersker der stik modstridende opfattelser i de nyeste fremstillinger (f. eks. Hassinger, Das Werden des neuzeitlichen Europa 1300-1600, 1966, s. 288, og The New Cambridge Modern History, 111, 1968, s. 139). Det var fra Aragonien, erobringerne mod øst var udgået, og de italienske provinser hørte helt til 1555 under consejo de Aragon. Har institutionerne i Italien, herunder Siciliens parlament, som er med i bogen, fået deres præg fra moderlandet? Det er mærkeligt, at en så varm

Side 644

fortaler for den komparative metode som Griffiths ikke har undt sine tilhængere den glæde at sammenligne her! For Siciliens vedkommende henter han sine kilder hos Mongitore (Parlamenti Generali del Regno di Sicilia dalPanno 1446 sino al 1748, 2. udg. 1749). Men Mongitores formål med denne udgivelse var at bibringe sin tids parlamentsmedlemmer et historisk indblik i institutionens procedure, ikke at tilvejebringe materiale til studiet af dens indflydelse på lovgivningen, og de kilder, han trykker, oplyser derfor intet om betingelser, der eventuelt knyttedes til bevillingerne, ej heller kan det ses, om regeringen har krævet mere, end der ydes. Griffiths kunne her med fordel have suppleret Mongitores materiale, eventuelt på bekostning af nogle af de engelske dokumenter, der på baggrund af de gode udgaver og undersøgelser (Nealc, Elton) ikke i samme grad kan siges at have nyhedens interesse.

Bogen henvender sig med andre ord ikke til specialister. Den er, som forfatteren
selv siger i sit forord, en introduktion til studiet, og som sådan vil den udeti
tvivl vise sig meget værdifuld. . py WrmNmm