Donald R. Dudley: The World of Tacitus. London, Seeker & Warburg, 1968. 271 sider incl. noter og index. 45 sh.

Denne bog er ikke i første række beregnet for specialisternes snævre kreds, men henvender sig også til den almindeligt interesserede historiker. Forfatteren, der er professor i latin i Birmingham, pointerer i sit forord, at læseren bør have sin Tacitus ved hånden, evt. i en engelsk oversættelse, hvor der foreligger en kompletTacitus ved forfatteren selv, men endnu bedre på latin. Formålet med bogen er altså at give en introduktion til Tacitus' verden, hans litterære kunst og historiskemetode. Dette gøres i en række kapitler, der omhandler følgende aspekter: Life and Writings, The Writing of History, Narrative, Characters, Emperors and Court, The Senate, The Army, Rome - City and People, The Provinces, Beyond the Frontiers of the Roman World, Conclusion. Dette sidste omhandler nærmest Tacitus' »Nachleben«. Metoden er stort set den samme overalt: at lade Tacitus selv tale og sætte hans beretninger og vurderinger i relief - blandt andet ved at supplere med det, som han ikke meddeler. Den antikke historieskrivning så det jo ikke som sit mål at drive historieforskning og fremlægge forskningsresultater. Historikerne var ofte - som Tacitus selv - politisk trænede mænd, der havde beklædtvigtige militære og/eller administrative poster. Fremstillingen kunne få et

meget personligt farvet skær, således som det netop er tilfældet i Tacitus' skrifter. Skønt han vel ved, at historikeren bør være retfærdig over for fortidens mennesker,lader han f. eks. sine egne erfaringer under Domitians styre være bestemmendefor sine vurderinger af de tidligere kejsere. Hans livssyn er bittert og hans stil »harsh and truculent« for at citere Symes gengivelse af det latinske »atrox«. Skønt spanier af fødsel og »homo novus« har han arvet hele den republikanske indstilling til herskeren, og karakteristisk nok har hans stil mange træk fælles med Sallustius', der af romerne selv oftere nævnes som pendent til Thucydides.

Læsningen af Dudleys bog vil sikkert være en glimrende indfaldsvej til denne spændende forfatter. Kyndigt og sikkert ledes læseren ind til væsentlige træk af hans forfatterfysiognomi, samtidig med at ingen side af romersk politik i 1. årh. e. Kr. lades überørt. Noterne er i al væsentlighed henvisninger til Tacitus' eget forfatterskab, mens oplysningerne om den nyere historiske og historiografiske litteratur er sparsommere. Dette gør imidlertid ikke noget, da vi besidder Ronald Symes brillante monografi: Tacitus I-11, Oxford 1958. Her finder den læser, der vil ind til centrum af den videnskabelige litteratur, herunder naturligvis også diskussionen om kilderne, et hjælpemiddel af meget høj karat, men omvejen via Dudleys bog kan i høj grad anbefales.