Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 3

Albert Soboul: Le Directoire et le Consulat (1795-1804). »Que sais-je?« no. 1266. Paris, Presses Universitaires de France, 1967. 128 s. 3 F.

Johny Leisner

Side 656

Soboul begrunder sin sammenkædning af direktoriet og konsulatet med at kuppet XVIII Brumaire »malgré l'éclat de la legende consulaire, toujours vivace dans notre historiographie, ne pouvait rompre la continuité«. Tværtimod voksede Bonapartes militærdiktatur logisk ud af »le regime des notables«. Grundstammen blandt thermidorianerne vurderes som den del af bourgeoisiet, der ved at erhverve jord havde høstet det materielle udbytte af revolutionen, og som derfor nu ønskede uroen bragt til ophør udfra slagordet: »Un pays gouverné par les propriétaires est dans l'ordre social, celui ou les non-propriétaires gouvernent est dans l'état de nature«. Dette betød imidlertid, at regimet fik et meget spinkelt grundlag. Masserne blev udelukket fra indflydelse gennem en valgretscensus, men også aristokratiet og den royalistisk sindede del af bourgeoisiet lukkedes ude fra indflydelse. Derfor blev direktorietiden en stadig mere usikker balanceakt mellem revolutionen og kontrarevolutionen, og derfor blev de politiske ledere i stigende grad henvist til at søge hjælp hos de politiserende generaler, som revolutionstiden selv havde fostret: Hoche, Bonaparte.

Den senere kejser begyndte således sin karriere som bourgeoisiets kreatur, og selv om han som andre militærdiktatorer før og siden politisk tog magten fra dem, der i ham kun havde set et redskab, vedblev han dog i dybere forstand at være fange af bourgeoisiet. Opretholdelsen af de borgerlige proprietærers materielle status var en betingelse for at Napoleon kunne bevare sin magt.

Derfor bliver ikke Napoleon, men dette af revolutionen skabte klassesamfund, der i sine virkninger kom til at dominere Frankrig hele det 19. århundrede igennem,centrum i Sobouls fremstilling. Hans gæld til Lefebvre og hans marxistiskeinspiration er tydelig, men han er et fornemt exempel på, at ideologisk

Side 657

engagement og »objektiv« historieskrivning ikke er inkommensurable størrelser.
På den begrænsede plads, der har stået til hans rådighed, har han skabt den vel
hidtil klareste og mest inspirerende fremstilling af især direktorietidens historie.