Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 3

Martin Fritz: Gustaf Emil Broms och Norrbottens järnmalm. En studie i finansieringsproblematiken under exploateringen 1891-1903. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 5. Goteborg 1965. 63 s. 7 sv. kr. Martin Fritz: Järnmalmsproduktion och järnmalmsmarknad 1883-1913. De svenska exportforetagens produktionsutveckling, avsättningsinriktning och skeppningsforhållanden. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 11. Goteborg 1967. 74 s. 10 sv. kr. Martin Fritz: Svensk järnmalmsexport 1883-1913. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 12. Goteborg 1967. xvi+ 172 s. 30 sv. kr.

Birgit Nüchel Thomsen

Side 673

Den svenske jernmalms betydning for den europæiske, især for den tyske jernindustri i moderne tid er velkendt. Den svenske økonomiske historiker Martin Fritz har i ovenstående tre publikationer behandlet denne vigtige industris økonomiske udvikling indtil første verdenskrig.

I den første af de tre bøger redegøres for de finansieringsforhold, hvorunder den industrielle udnyttelse af Sveriges to største malmfelter blev sat i gang i årene 1891-1903. Efter et strandet engelsk forsøg i 1880erne dannedes i 1891 det svenskeAktiebolaget Gellivare Malmfålt (AGM) for at udnytte Gellivares rige malmforekomster.G. E. Broms, der var en af aktieselskabets stiftere og efterhånden indehaver af aktiemajoriteten, blev en central figur i selskabets udvikling. I 1893 erhvervede AGM tillige aktiemajoriteten i Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag(LKAB), som med etableringen af Kiruna-Narvik forbindelsen stod over for en ekspansion, der stillede store kapitalkrav. De to selskabers egenkapitaler var beskedne, og man byggede på uholdbart store indlånte kapitaler i form af virksomhedslånog især obligationslån. Dette bragte selskabet i afhængighed af svenskebanker,især Stockholms Enskilda Bank. I 1902 var situationen så kritisk, at Broms måtte sælge, og i 1903 overdroges aktiemajoriteten i de to Norrbotten

Side 674

gruber til Sveriges tredje store mineselskab Trafikaktiebolaget Grångesberg-
Oxelosund (TGO).

Forfatteren har i sin første bog præsenteret hovedaktørerne i de følgende binds fremstilling af branchens historie. Han har haft et enestående godt materiale til rådighed. Jernmalmsproduktionen blev taget op af få, store og kapitalstærke virksomheder, hvis arkiver han har benyttet, og dette har muliggjort fremlæggelsen af et stort statistisk materiale vedrørende de enkelte grubers og virksomheders produktion og afsætning, og på konsumentsiden over områders og enkelte konsumenters import af den svenske malm. Dette materiale fremlægges i den førstnævnte publikation. Materialet viser, i overenstemmelse med den officielle svenske produktionsstatistik, hvis kvalitet altså hermed fastslås, produktionens og eksportens opkomst og vældige ekspansion fra 1890'erne til 1913. Det fremgår, at eksporten efterhånden får en helt overvældende betydning, at Grångesberg, Gellivara og Kirunagruberne dækker den helt overvejende del af eksporten (fra begyndelsen af 1890'erne over 80°/0 heraf), og at Tyskland (især de store Thomasværker i Ruhr) efterhånden aftog 70-85 °/0/0 af totaleksporten. Den kraftige stigning i afskibningen fra svenske havne, som malmeksportcn fremkaldte, gav stødet til en voldsom vækst i den svenske handelsflåde, som i tiden efter 1908 transporterede omkring halvdelen af malmeksporten. Der fremlægges tabeller, der belyser denne udvikling.

Værket om den svenske jernmalmeksport giver en analyse af branchen i en europæisk sammenhæng, beskriver opdelingen i Bessemermarkeder og Thomasmalmmarkederog behandler Sveriges betydning for den internationale jernmalmshandel - Sverige leverede efter århundredskiftet nær 50 °/0/0 af Thomasmarkedernesforbrug. Den internationale jernmalmsproduktion og -handel var domineret af storkapitalistiske foretagender både i produktions-, handels- og skibsfartsleddet. Den svenske produktion var som nævnt væsentligst koncentreretom tre store virksomheder. Afsætningen af malm skete fortrinsvis gennem to store udenlandske agenthusc. Konsumenterne var oftest som i Ruhr store jernindustriforetagender ( i Ruhr aftog 8 jernværker halvdelen af den svenske eksport hertil). Konsumenternes interesser i at sikre sig tilstrækkelige forsyninger med malm - der var en vis træghed i forsyningsmulighederne i forhold til behovet - til lavest mulige priser medførte bestræbelser fra de meget store virksomhederpå vertikal integration d. v. s. opkøb af malmgruber. I Sverige var malmgruberne indtil 1890'erne for 80 °/o vedkommende på udenlandske (engelske)hænder, herefter overtoges de største gruber gradvis af svensk kapital, men konsumenternes forsøg på vertikal integration medførte efter rhundredskiftetudenlandske af mindre gruber. Den udenlandskejede eksportmalm udgjorde i 1913 13 % af totaleksporten. De største producenter og handelsagenthusenetenderede på lignende måde mod at integrere jernbaner og rederier p. g. a. transportfaktorens store betydning for omkostningsniveauet. Forfatteren redegør for skibsfartsforholdene i et specielt kapitel. Også på dette område var der en udtalt koncentration om få, med henblik på malmtransport specialiserede, rederier. På grund af disse forhold og p. g. a. afhængighed af specielle produktionsformer(Bessemer eller Thomas proces), geografisk placering m. v. var den internationale jernmalmshandel præget af en betydelig træghed og fastlåset i visse baner, men konkurrencen mellem giganterne var i alle tre led klart udtalt.

Side 675

Flere forsøg på sammenslutninger brast, en undtagelse herfra er dog Grångesbergsbolagetsbetydningsfulde
erhvervelse af de store Laplandsgruber i 1903.

Forfatteren kan på grundlag af sit fortrinlige materiale belyse drifts- og finansieringsforhold m. v. i detaljer. Branchens fob indtægter var stærkt stigende mellem 1892 og 1913, mens omkostningerne kun steg übetydeligt i forhold hertil - bl. a. transportudgifterne faldt - og en stærkt stigende lønsomhed for branchen som helhed kan konstateres. Forholdene var forskellige fra grube til grube, med svingende omkostninger alt efter produktivitetsforholdene. Afkastningen af egenkapitalen var bedre end i nogen anden på denne tid undersøgt branche. I sin behandling af finansieringsforholdene beskæftiger forfatteren sig især med den udenlandske kapitals indflydelse. Det volder især for obligationslånenes vedkommende vanskeligheder præcist at fastslå den udenlandske kapitals størrelse, men forfatteren kan dog vise, at den udenlandske kapital i svensk grubeindustri var stærkt stigende op til 1914, hvor den udgjorde næsten 40 mill. kr. I årene 1902 —07 var op mod 1/3 af tilgangen af kapital udenlandsk, mens andelen derefter svandt til o. 20 °/0. Den udenlandske kapital i svensk malmproduktion var således i modsætning til i andre svenske industrier af betydeligt omfang.

Det ganske imponerende materiale, som forfatteren har haft adgang til, har
han anvendt til en, som det synes, skudsikker analyse af denne erhvervsgrens
forhold og udvikling. R Nf,rHT?T THnrøN