Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 4 (1969 - 1970) 3

D. CM. Platt: Finance, Trade and Politics in British Foreign Policy 1815— 1914. London, Clarendon Press: Oxford University Press, 1968. xl + 454 s. 84 sh.

Knud Larsen

Side 661

Imperialismen har i snart mange år været blandt de emner, som af mange grunde kan kaldes centrale i historieforskningen. Alene i denne bogs bibliografi er opregnet ca. 400 bøger og artikler, og listen omfatter tilmed kun de fremstillinger, som har fundet vej til bogens noter. På trods af den livlige forskning og debat er man endnu næppe nået til enighed om, hvorledes man skal definere begrebet »imperialisme«, og under alle omstændigheder er der lang vej igen, førend man når til enighed om begrebets indhold. Snart sagt hver ny fremstilling fører til nye diskussioner, til nye indlæg; der er ingen grund til at antage, at D. C. M. Platts undersøgelser over den engelske deltagelse i den spegede proces i denne henseende vil adskille sig fra mængden.

Når dette er sagt, må det samtidig konstateres, at »Finance, Trade and Politics in British Foreign Policy 1815-1916« i henseende til både emnevalg og behandling hæver sig over gennemsnittet. Som så mange andre har Platt ladet sig inspirere af de gængse teorier om imperialisme; det er imidlertid hans fortjeneste, at han ikke lader sig nøje med at vandre ad stier, som allerede er betrådt, men bidrager til den fortsatte diskussion med nyt materiale og nye synsvinkler. Som mange af sine forgængere erkender han, at en væsentlig forudsætning for en politik af dimensioner som imperialismen må være den statslige aktivitet: uden statslig initiativ eller støtte ingen imperialisme. Men som noget nyt påtager han sig det trælsomme arbejde at undersøge, hvilke forudsætninger der fandtes hos de mennesker, som i det daglige var sat til at forvalte Englands udenrigspolitik.

Fremstillingens ene hovedpunkt er derfor et forsøg på at kortlægge det engelske udenrigsministeriums og de ansvarlige engelske politikeres muligheder for og eventuelle ønsker om at fremme en imperialistisk politik. Der søges et »departmentalview« gennem en konfrontation mellem finans- og handelsverdenens ønsker og FO's reaktion herpå. Detaillerede undersøgelser fører frem til den konklusion, at »H. M. Government was guided not by pressure from the city, but by the standards of international law accepted at the time. Positive action depended, time and again, on the opinion of the Law Officers«. Embedsmændenevar eller følte sig som aristokrater, der så ned på finansverdenen, og som

Side 662

derfor ikke uden videre var modtagelige for pression. Også selv om der i kredsen skulle være brådne kar, som kunne være objekter for bestikkelse, var disse mulighederfor at øve indflydelse begrænset af »the departmental view«, som gjorde de enkelte embedsmænd til led i et kollektiv. Hertil kom, at de kontorer i ministeriet,som beskæftigede sig med handel, gennem det meste af perioden havde dårlige vilkår, samtidig med at konsulerne havde en lav prestige: engang konsul - altid konsul; virkelige diplomater beskæftigede sig med storpolitik, og storpolitikkenudspilledes i de store europæiske hovedstæder, ikke i Cairo, Istanbul, Peking eller Montevideo.

Kunne FO og politikerne således temmelig suverænt afgøre, hvilken politik der skulle føres, og i det konkrete tilfælde: hvilke initiativer der skulle tages for at varetage engelske interesser, så melder sig spørgsmålet om, hvorledes man faktisk handlede i givne situationer. Bogens anden del er derfor en række studier over engelsk politik i områder, hvor der fandtes eller opstod økonomiske interesser. Ægypten, Tyrkiet, Persien, Det fjerne Østen, Afrika og Latinamerika inddrages i undersøgelsen, og Platt finder frem til et destillat af hovedlinierne i den engelske politik. To primære mål søgtes fremmet: 1. Varetagelse af Englands sikkerhed, 2. Sikring af den engelske handel. Varetagelse af sikkerheden indebar et forsvar af det bestående, d. v. s. England og imperiets faste bestanddele: settlerkolonierne og Indien. Sikringen af handelen indebar etablering af bedst mulige handelsvilkår, hvadenten det betød lige vilkår for englændere på etablerede handelspladser eller åbning af hidtil lukkede markeder som f. eks. Kina.

De to mål ændrede sig ikke i perioden fra 1815 til 1914, men de ydre vilkår blev andre. Platt godtager, at England var blandt 'les satisfaits', som alene ønskede sikkerhed for det bestående. Det mål kunne relativt omkostningsfrit opfyldes indtil 1870'erne. Derefter skærpedes konkurrencen mellem de europæiske stater, og følgelig måtte England tage skrappere midler i anvendelse for at bevare f. eks. den sikre forbindelse til Indien. I handelspolitikken bestod laissez-fairedoktrinen frem til tiden efter 1. verdenskrig, men med den øgede internationale konkurrence blev free trade til fair trade: den engelske stats forpligtelser steg. Kombinationen af sikkerhedspolitik og handelspolitik drev England over i den position, hvorfra man var tvungen deltager i de forskellige 'delinger', hvadenten disse rummede etablering af protektorater, skabelse af interessesfærer eller oprettelse af kolonier. Bogens konklusion ligger da et sted mellem Robinsons og Gallaghers accentuering af sikkerheden som den drivende kraft i imperialismen og Fieldhouse's tese om, at imperialismen var et spejlbillede af et nyt diplomatisk mønster i Europa.

Der er som sagt næppe grund til at antage, at Platt får det sidste ord i den standende debat. Det bliver nok vanskeligt at bestride de indvundne resultater, men vanskeligere bliver det at nå til enighed om resultaternes gyldighed. Undersøgelsenbaseres på den implicitte antagelse, at udenrigspolitik alene føres af et lands udenrigsministerium - dets administration og politikere. Men netop på en tid, hvor laissez-faire var den herskende politiske filosofi, åbnedes der mulighederfor at mennesker, der udfra formelle synspunkter ikke var repræsentative, kunne medvirke i udenrigspolitikkens førelse. Hvadenten udenrigsministeriet kunne lide det eller ej, så kunne engelske finansfolk og handlende med held foregive,at de repræsenterede England. Platt har foretaget en indsnævring af begrebetudenrigspolitik,

Side 663

grebetudenrigspolitik,således at han er i overensstemmelse med ministeriets
egne idealforestillinger, men det er tvivlsomt, om disse forestillinger deltes af
alle dem, der handlede med englændere i 'imperialismens tidsalder'.